A survey in February by the BBC found that only 26 percent of Britons believed that “climate change is happening and is now established as largely manmade,” down from 41 percent in November 2009. A poll conducted for the German magazine Der Spiegel found that 42 percent of Germans feared global warming, down from 62 percent four years earlier.

og et citat mere:

Scientists have meanwhile awakened to the public’s misgivings and are increasingly fighting back. An editorial in the prestigious journal Nature said climate deniers were using “every means at their disposal to undermine science and scientists” and urged scientists to counterattack. Scientists in France, the Netherlands and the United States have signed open letters affirming their trust in climate change evidence, including one published on May 7 in the journal Science.

In March, Simon L. Lewis, an expert on rain forests at the University of Leeds in Britain, filed a 30-page complaint with the nation’s Press Complaints Commission against The Times of London, accusing it of publishing “inaccurate, misleading or distorted information” about climate change, his own research and remarks he had made to a reporter.

“I was most annoyed that there seemed to be a pattern of pushing the idea that there were a number of serious mistakes in the I.P.C.C. report, when most were fairly innocuous, or not mistakes at all,” said Dr. Lewis, referring to the report by the United Nations Intergovernmental Panel on Climate Change.

Jeg har endnu ikke læst Friels angreb på Lomborgs bog, men kun Lomborgs egen 27 sider lange gendrivelse (pdf-link) samt Newsweeks fyldige omtale af Howard Friels nye bog.

Newsweek-journalisten Sharon Begley er sig meget bevidst om, at det er et minefyldt farvand at bevæge sig ud i, så hun fact-tjekker både Howard Friel og Lomborg i sin artikel, og hun kritiserer blandt andet Friel for kamme over med sine fact-tjek og bruge for meget plads på voldsom kritik af mere eller mindre ligegyldige detaljer.

Men hun fremhæver og støtter en af Friels konklusioner, nemlig at Lomborg får mange af sine kontroversielle påstande til at fremstå som veldokumenterede ved at henvise til seriøse kilder i sit noteapparat – kilder som i flere tilfælde, viser det sig, slet ikke understøtter Lomborgs argumentation. Det slipper i det store hele igennem upåtalt, fordi ingen (bortset fra Howard Friel og enkelte ihærdige bloggere) gider ulejlige sig med at læse det kildemateriale, noterne refererer til.

Resultatet er at Lomborg nyder en position i medierne, hvor han får det bedste af alle verdener – enorm fylde på grund af sine kontroversielle synspunkter og fred fra kritiske spørgsmål fra journalister, fordi det han siger virker velunderbygget og svært at modsige.

Nu er det så endnu en gang påvist, at en del af Lomborgs skyts udgøres af halve sandheder (læs om en af hans mest benyttede af slagsen).

Lomborgs gendrivelse halter

Det er nok de færreste, der gennemstår den drøje læsning af Lomborgs gendrivelser af den nye facttjekker-bog. Jeg synes ikke, han kommer godt ud af det. Meget behændigt indleder han med at skrive, at en total gendrivelse af alle Howard Friels påstande ville fylde lige så meget som bogen Køl af selv, og at han derfor vil koncentrere sig om de vigtigste emner. Han kridter med andre ord selv banen op for, hvad debatten om hans egen figur skal handle om.

Inden for de rammer gendriver Lomborg Friels kritik på flere områder. For eksempel hvad angår diskussionen om fremskrivningerne af afrikansk landbrugsproduktion i en fremtid med øget global opvarmning. Det er et område, hvor man med rette kan kritisere klimapanelets konklusioner, og hvor man hurtigt kommer til kort, hvis man ikke anerkender berettigelsen af skepsis overfor de officielle tal og påstande fra IPCC, FAO og andre.

Men samtidig slipper Lomborg med sin selektive gendrivelse for at forholde sig til elementer i Howard Friels bog som virkelig må svide. For eksempel afsløringen af stuntnummeret med de glade isbjørne. Lomborg har et skarpt øje for, hvad der kan skabe overskrifter, og hvad der varmer hjerterne hos alle dem, der kalder tidens miljø-fokus for bekymringsindustrien.

Derfor vakte det kommentator- og anmelderjubel, da Lomborg i Køl af forsøgte at slå fast, den globale opvarmnings ikon nummer 1, den lidende isbjørn i det smeltende arktis, faktisk aldrig har haft det bedre, end nu hvor temperaturerne i dens habitat bliver lidt mere menneskelige. En besnærende påstand – der ikke holder. Her er, hvad Sharon Begley skriver i Newsweek:

Lomborg opens Cool It with a long discussion on polar bears, arguing that no more than two (of 20) groups are declining in population, that their numbers are not falling overall, and, in places where they are, that it is not a result of global (or Arctic) warming. In fact, polar-bear populations in warming regions are rising, he argues, suggesting that a warmer world will be beneficial to the bears. As Friel shows, Lomborg sourced that to a blog post and to a study that never mentioned polar bears. But he ignored the clear message of the most authoritative assessment of the bears’ population trends, namely, research by the International Union for Conservation of Nature. It found that bear populations are indeed declining where the Arctic is warming. In fact, concluded the IUCN, polar-bear populations “have declined significantly” where spring temperatures have risen dramatically. It also offered an explanation for Lomborg’s claim that numbers are falling most where temps are getting colder: that area happens to be where there is unregulated hunting.

For his claim that the polar-bear population “has soared,” Lomborg cited a 1999 study (scroll down to the paper by Ian Stirling). But that study described declining birthrates and other threats to the bears, blaming warmer spring temperatures that cause the sea ice to break up. Overall, since the mid-1980s polar-bear numbers have fallen, which experts attribute to global warming. The source is thus not exactly the solid endorsement of Lomborg’s claim about thriving polar bears that one might assume.

…

Lomborg responded to several specific charges of Friel’s that I sent him. On polar bears, he doesn’t dispute using the sources Friel finds dodgy. He acknowledges that the IUCN report “says that the reduction in ice affects polar-bear reproduction,” but says “it does not specify how.” That seems a bit disingenuous, however, since it is clear that loss of sea ice hurts bear reproduction. Lomborg also told me that he “did not ignore the drowning of polar bears,” but says the drownings were the result of a storm. Bears, however, have a better chance of surviving storms if they can take refuge on a large expanse of sea ice rather than face open water. As the final arbiter, let’s go to Ian Stirling, one of the world’s foremost experts on polar bears. Lomborg, Stirling says, used “inaccurate and utterly inadequate arguments” to “erroneously suggest climate warming will have little negative effect on” the bears.

Den nye kritik af Lomborg i danske medier

Der har ikke været meget omtale i DK af Lomborgs tur i fact-tjekker maskinen. Jeg synes, det er væsentligt at fremhæve dækningen, så jeg tillader mig at bringe et par tekster fra papirudgaver:

Politiken bragte en note under overskriften Den vil jeg ikke læse:

Selv om klimadebatten er et af tidens vigtigste emner, får jeg næppe læst Lomborg Deception. Her gennemgår forfatteren Howard Friel minutiøst og kritisk Bjørn Lomborgs bog ‘Cool It’ fra 2007 for at vise, at den danske klimadebattørs konklusioner om den globale opvarmning bygger på fejl. Bogen, som udkommer på Yale University Press i næste måned, får en pæn anmeldelse i seneste nummer af Newsweek.
Anmelderen mener ikke, at den skal læses i et hug, men hun anbefaler læsere af ‘ Cool It’ at have modværket ved hånden. For mig bliver det lidt for meget mudderkastning. Lomborg har allerede skrevet et forsvar på 25 sider, hvor han tilbageviser Friels påstande. martin.aagaard@pol.dk

.
Så er den ged barberet.

Jyllands-Posten bragte som det eneste dagblad en grundig omtale under overskriften Lomborg hudflettes i ny bog:

En amerikansk forfatter har kigget Bjørn Lomborg efter i kortene. Hans konklusion er, at den indflydelsesrige klimaskeptikers teorier bygger på varm luft. Af Jørgen Ullerup, Jyllands-Postens korrespondent. WASHINGTON.
Bjørn Lomborg er af avisen The Guardian blevet udråbt som en af 50 personer, der kan redde planeten, og i Foreign Policy har han indtaget 14. pladsen på top 100-listen over offentlige intellektuelle.
Nu udråbes han til en svindler i et tredje magtfuldt medie, det amerikanske Newsweek.
Nyhedsmagasinet bringer en lang anmeldelse af en ny bog “The Lomborg Deception” (Lomborg-skuffelsen), hvori forfatteren Howard Friel har tjekket oplysningerne i den danske klimadebattørs bog “Cool it” fra 2007. Konklusionen lyder, at Lomborgs argumentation er et korthus, der vil falde for selv den mindst klimaskabte brise.
»Som et eksperiment undersøgte jeg en af Lomborgs fodnoter og fandt ud af, at den ikke støttede det, som han hævdede. Så fortsatte jeg og fandt det samme mønster,« siger Howard Friel til Newsweek og kalder Lomborg for en performancekunstner forklædt som en akademiker.
Ved at anfægte, at der er videnskabeligt belæg for at hævde, at konsekvenserne af den globale opvarmning bliver så katastrofale som frygtet, vandt Lomborg stor ind-flydelse blandt modstanderne af at reducere udledningen af CO2.
Newsweeks anmelder, videnskabsredaktør Sharon Begley, anklager Friels bog for ikke at være læservenlig og for detaljeret, men konkluderer, at kritikken er overbevisende.
Lomborg imødegår kritikken i et 25 sider langt svar til Friels forlag, Yale University Press, der udgiver bogen i næste måned.
Anmeldelsen i Newsweek opfordrer klimastuderende til at have Lomborgs “Cool it” og “The Lomborg Deception” liggende side om side for selv at afgøre, om danskerens teorier bygger på kendsgerninger eller varm luft. jorgen.ullerup@jp.dk

Konklusion (min): Kun de færreste gider sætte sig ind i substansen, når det gælder klimastoffet. Det afspejles også i medierne. Taberne i det spil er alle de, der tror, at videnskaben dybest set ikke ved, om den globale opvarmning kommer til at skabe problemer, og at det hele bare er gang trættende mudderkastning. Det er en dyr fejltagelse.

Han fortæller samtidig, at han her i december måtte have politiets beskyttelse, da han skulle tale ved et arrangement i Houston, Texas. Kort før mødet modtag han konkrete trusler på sit liv. Så ophedede er nogle klimaskeptikere i deres vrede over, hvad de opfatter som en global opvarmningssammensværgelse – og for dem er James Hansen jo hovedarkitekten bag “klima-tsunamien”.

James Hansen reflekterer over situationen i sit seneste nyhedsbrev – og giver samtidig et autoritativt overblik over udviklingen i den globale (luft)middeltemperatur – og de data der ligger bag.

Her er udpluk fra hans brev:

… Fast forward to December 2009, when I gave a talk at the Progressive Forum in Houston Texas. The organizers there felt it necessary that I have a police escort between my hotel and the forum where I spoke.

Days earlier bloggers reported that I was probably the hacker who broke into East Anglia computers and stole e-mails. Their rationale: I was not implicated in any of the pirated e-mails, so I must have eliminated incriminating messages before releasing the hacked emails.

The next day another popular blog concluded that I deserved capital punishment. Web chatter on this topic, including indignation that I was coming to Texas, led to a police escort.

How did we devolve to this state? Any useful lessons? Is there still interesting science in analyses of surface temperature change? Why spend time on it, if other groups are also doing it?

First I describe the current monthly updates of global surface temperature at the Goddard Institute for Space Studies. Then I show graphs illustrating scientific inferences and issues. Finally I respond to questions in the above paragraph.

Læs hele artiklen her: The Temperature of Science (direkte link til pdf-fil).

I DK og i resten af verden hopper og danser klimaskeptikere og popularistiske politikere i fællesskab af begejstring over, at mainstream klimaforskning i deres øjne har afsløret sig selv som miljøpolitisk propaganda.

Pressen har generelt svært ved at finde sin ben i omtalen af affæren, og kun meget få medier skærer igennem sagens politiske lag og fortæller lige ud sine læsere/seere/lyttere, at affæren ikke rokker en tøddel ved hverken 100 års klimaforskning eller det usædvanligt lune vintervejr.

To af de bedste baggrundsartikler, jeg har kunne finde om sagen, ligger her:

• New Scientists baggrundsartikel  “Why there’s no sign of a climate conspiracy in hacked emails” af reporter Michael Le Page.
• Utrættelige Christoffer Bugge Harders gennemgang “Indbruddet i CRU”.

Begge artikler er værd at bruge 10 minutter på.

• Om Henrik Svensmark og de kosmiske stråler: Den norske klimaforsker Rasmus Benestad spørger, hvorfor “sol-teorien” vedblivende får så meget opmærksomhed, når den ene videnskabelige artikel efter den anden påpeger store usikkerheder i de data, Svensmark bygger sit livsværk på.
• A Warming Pause? Læs hvorfor det (stadig) er noget vrøvl at påstå, at klodens temperaturer ikke længere stiger, blot fordi varmerekorden fra 1998 endnu ikke er blevet overgået.

Lomborg mener, det er “dybt ulykkeligt”, at arrangørerne har valgt at sætte klimaet på den politiske dagsorden på baggrund af en lang række dugfriske afrapporteringer fra klimaforskningens frontlinier. Problemet, ifølge Lomborg, er, at konferencen på den måde søger at påvirke beslutningstagere med forskningsresultater, som ikke er sanktioneret af FNs klimapanel.

Det er et bemærkelsesværdigt argument fra en mand, der har bygget hele sin karriere op på retten til at inddrage hvad som helst i klimadebatten, inklusive marginaliseret forskning, lægmandsiagttagelser og presserapporter, blot det har kunne bruges til at underbygge Lomborgs eget politiske projekt.

Kronikken afslører i virkeligheden en spag (og måske i stigende grad marginaliseret?) Bjørn Lomborg, der i sin tid frejdigt skrev i sin bog “Verdens sande tilstand”, at vanddamp var et større problem som drivhusgas end CO2, men som nu om dage bygger sit politiske projekt op om nøje udvalgte konklusioner i rapporterne fra FNs klimapanel.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan Bjørn Lomborg i medierne har succes med at fremhæve klimapanelets worst case scenarie for havniveaustigninger som en “afkølende” diskussionsdæmper. I gårsdagens kronik gentog han kunststykket i en noget nær lovprisning af klimapanelet:

Meget af det, vi ved om klimaforandringerne, kommer fra FNs klimapanel, IPCC. Midt i en heftig, til tider dogmatisk, debat er panelets regelmæssige rapporter den gyldne standard for klima-videnskaben. Hver rapport udsendes først efter års udkast, sammenskrivninger, vurderinger, videnskabelige bedømmelser og konsensusopbygning blandt videnskabsfolk fra over 130 nationer.

Denne proces er håndfast og omhyggeligt konstrueret til at vædre kritik. IPCC’s konsensus-konklusioner er utroligt vanskelige at ignorere og har gjort mere end noget andet for at sprede det vigtige budskab om, at klimaforandringen er virkelig, og at den er menneskeskabt.

Alligevel vil talere på kongressen som fx Stefan Rahmstorff fortælle topmødet, at IPCC’s arbejde er forkert og forældet. Han mener, at stigningen i havenes middelvandstand, som er forårsaget af klodens opvarmning, kunne ligge i størrelsesordenen 1,4 meter i dette århundrede – langt værre end flertalssynspunktet. Midtpunktet for dette konsensussynspunkt betyder en 38,5 cm stigning i havvandstanden.

Med effektiv gentagelsesteknik lykkes det atter Lomborg at negligere de forventede stigninger i havniveau og betegne det som et ikke-eksisterende eller hvert fald overkommeligt problem.

Spørgsmålet er, hvor mange der længere lytter. Det er velkendt blandt forskere og velorienterede politikere, at klimapanelets worst-case forudsigelser om vandstandsstigninger kun baserer sig på termisk udvidelse af vandet i verdenshavene og slet ikke indeholder data fra afsmeltning af klodens polaregne.

Det er derfor lige så velkendt, at de sølle 38,5 centimeter vandstandsstigning som Lomborg skriver om, ikke giver et retvisende billede af alvoren i den situation, vi står overfor.

Er det et demokratisk problem, at Københavns Universitet inviterer førende forskere til at fremlægge deres bedste bud på problemet baseret på den seneste forskning? Selvfølgelig er det ikke det. Når nu klimapanelet ikke kan nå at tilvejebringe en ny rapport inden klimatopmødet til december, så er der tværtimod behov for, at så mange som muligt får opdateret deres viden om omfanget af klimaudfordringen.

Lad mig tilføje (nu hvor jeg endnu en gang har kritiseret Lomborg): Nej, jeg har ikke noget imod en kritisk tilgang til klimastoffet. Jeg opponerer kun imod Bjørn Lomborgs uredelige brug af halve sandheder.

Han kritiserede i stærke vendinger Exxon Mobile og GM for at finansiere spredningen af falske informationer om klimavidenskab.

Kritikken faldt i forlængelse af, at vi drøftede det budskab, en af konferencens andre hovedtalere afleverede, nemlig John D. Hofmeister fra Citizens for Affordable Energy.

Hofmeister, der er tidligere præsident for Shell Oil, har startet en græsrodsbevægelse, der arbejder for renere teknologier til kraftværker og biler samt for en effektivisering af USAs energiforsyning – altsammen væsentlige bidrag til en klimaløsning.

Men Hofmeister har valgt den strategi, at han slet ikke fokuserer på klima og klimavidenskab i sit organisation. I stedet taler han kun om behovet for renere og mere effektive teknologier.

Et par pluk fra Hofmeisters tale torsdag (mere her i livebloggen fra torsdag):

“50 percent of the 600 US coal plants are old – and past their commissioning period. We also have an ageing energy infrastructure. America faces either a challenge or a calamity.”

“The car technology is over a 100 years old and we need to move on to somethnig cleaner/better. The death of the internal combustion engine is the most important goal for the coming years.”

John D. Hofmeister holder på, at budskabet om en renere verden bedre kan mobilisere græsrødderne, end klimasagen kan – og det var det, jeg gerne ville have King til at forholde sig til. Det viste sig, at King rent faktisk er særdeles uenig i Hofmeisters strategi-betragtninger.

King er uenig: Kampen mod klimalobbyister og skeptikere er nødvendig

“We have a battle with the sceptics and the lobbyists,” siger Sir David King, og understreger, at hvis man undlader at sige klimaskeptikerne imod, så vinder de mange lobbyister fra industrier, som er afhængige fossile brændstoffer. Han nævner specifikt Exxon Mobile og GM, som eksempel på to multinationale selskaber, der bevidst finansierer en destabiliseringskampagne mod klimavidenskaben.

James Hansen: “Olie- og kulindustrien er klima-kriminelle”

Dermed er King på linie med James Hansen, NASA/GISS, der er en af verdens førende klimaforskere. James Hansen har i mange år været på kant med Bush-administrationen, og han fik hele højrefløjen på nakken i USA, da han sidste år i en kongreshøring anklagede olie- og kulindustrierne i USA for at være kriminelle i deres bevidste forsøg på at disinformere offentligeheden, når det gælder miljøpåvirkningen af fossile brændstoffer.

Fire klimalobbyister for hver kongresmedlem i USA

Et faktum er det i hvert fald, at der foregår en massiv lobby-indsats i den amerikanske kongres fra firmaer og organisationer, der ser en interesse i at påvirke en kommende amerikansk klimalovgivning. Fornylig offentliggjorde Center for Public Integrity analysis (her) en undersøgelse, der dokumenterer, at der er fire gange så mange klimalobbyister, som der er politikere i kongressen.

Der er dog også modsatrettede trends, hvad angår Big Oil og Big Coal. Jeg har tidligere blogget om, hvordan Exxon Mobile smækker (noget af) kassen i for klimaskeptikerne, hvilket fremgik med en diskret bemærkning i Exxon Mobiles Corporate Citizen Report 2007.

Man tror det er løgn, men anledningen var, at britiske Climatic Research Unit (CRU) ved University of East Anglia offentliggjorde deres vurdering af middeltemperaturen i 2008 og udnævnte året til at være det 10. varmeste nogensinde. CRU overvåger den globale temperaturudvikling for FN’s World Meteorological Organisation (WMO).

I følge CRU var 2008 0,1 grad koldere end 2007, og det var anledning nok til, at JP-reporter Lars From igen bragte “datafiskeren” Ole Humlum på banen med hans gammelkendte påstande om, at den globale opvarmning er stoppet, og at klimaforskerne derfor tager fejl i deres vurdering af drivhusgassen CO2′s varmeeffekt.

Den virkelige historie om 2008 er, at året bidrager til at gøre perioden 2000-2008 hele 0,2 grader varmere end gennemsnittet for perioden 1990-1999. Peter Stott fra British Met Office skærer det ud i pap:

“Without human influence on climate change we would be more than 50 times less likely of seeing a year as warm as 2008.”

Andre facts som JP af gode grunde ikke havde med i mandagens forsidebasker (der var ikke plads til for meget fakta, for så var historien jo faldet):

• Oktober og november måned var henholdsvis anden- og fjerdevarmeste okt/nov nogensinde målt
• De 10 varmeste år siden målingernes start i 1850 er alle faldet siden 1997, hvilket jo harmonerer rigtig dårligt med JP’s vinkel om, at klodens temperaturer er faldet siden 1998
• 2008 blev året med den samlet set laveste mængde is i hele arktis i målingernes tid.

Det britiske Met Office bragte forleden denne illustrative rekordrække af varme år:

Professionelle klimaforskere kalder JP’s hovedkilde Ole Humlum for groft vildledende. Det gør de fordi:

• Humlum påstår, at den globale opvarmning ser ud til at være stoppet siden 1998. Læs her hvorfor det både er noget vrøvl og en gang fordrejende datafiskeri: Skeptiker-teori: “Den globale opvarmning stoppede i 1998″
• Humlum påstår at temperaturfaldet fra 2007 til 2008 sår berettiget tvivl om klimamodellernes troværdighed (for klimamodellerne siger jo, at mere CO2 skal give mere varme). JP’s klimamedarbejder burde vide (eller hurtigt få tjekket op på), at de årlige udsving i middeltemperaturer er helt i overensstemmelse med klimamodellernes simulationer, og at dette ikke rokker ved det faktum, at der foregår en global, menneskeskabt opvarmning i disse år. Se blot hvordan det går op og ned på grafen herunder (fra bloggen RealClimate.org), der illustrerer en lang række klimamodellers simulationer år for år.

En mærkelig ting mere i JP’s historie mandag:

Reporter Lars From har inkluderet et afsnit, hvor han konstateterer, at der nu, hvor den arkitiske sommer er overstået, atter er bidende koldt og masser af is mod nord:

2007 kom katastrofemeldinger om ekstrem global opvarmning i det arktiske område, da man konstaterede, at isen omkring Nordpolen var skrumpet til den mindste udbredelse, man nogensinde havde målt. Forskere talte dengang om, at Nordpolen kunne være isfri om sommeren om 15-20 år. De seneste vurderinger siger sågar i 2015.

Men de nyeste målinger viser, at isen lige nu er på vej tilbage, oplyser seniorforsker Rasmus Tonboe fra DMI.

Isen vokser for øjeblikket med 60.000 kvadratkilometer om dagen, fordi temperaturen omkring Nordpolen ligger mellem minus 25 og minus 30 grader.

»Isen er på vej op. I sommer begyndte den at smelte noget senere end normalt. Derfor overlevede noget af vinterisen sommeren, så den nu er opgraderet til polaris, der er meget tykkere og mere stabil end den tynde etårige vinteris. Et ret stort område med is er således gendannet. Hvis vi får en serie af kolde somre, vil vi se, at havisen bliver gendannet, men det regner vi ikke med,« lyder det fra Rasmus Tonboe.

Seniorforskeren fra DMI giver jo troværdighed til journalistens vinkling ved sin blotte tilstedeværelse i dette afsnit. Hvad flertallet af læsere formentlig ikke opfatter er, at isens vintervækst ikke har noget at gøre med den virkelige historie om den arktiske is i 2008.

Den fremgik forleden tydeligt af World Meteorological Organisations pressemeddelelse:

Arctic sea ice extent during the 2008 melt season dropped to its second-lowest level since satellite measurements began in 1979, reaching the lowest point in its annual cycle of melt and growth on 14 September 2008. Average sea ice extent over the month of September, a standard measure in the scientific study of Arctic sea ice, was 4.67 million km2. The record monthly low, set in 2007, was 4.3 million km2.

Because ice was thinner in 2008, overall ice volume was less than that in any other year.

A remarkable occurrence in 2008 was the dramatic disappearance of nearly one-quarter of the massive ancient ice shelves on Ellesmere Island. Ice 70 metres thick, which a century ago covered 9 000 km2, has been chiselled down to just 1 000 km2 today, underscoring the rapidity of changes taking place in the Arctic. The season strongly reinforces the 30-year downward trend in Artic sea ice extent.

Hvordan kan JP så få DMI’s Rasmus Tonboe til at medvirke i sådan en vinkling?? Samme Tonboe som kommer med langt mere relevante observationer i Informations historie et par dage senere: “Arktis er over smertetærsklen” (tak for tippet til Niels-Holger Nielsen i kommentarfeltet).

Det lugter langt væk af selektiv kildebrug, hvor kilden anvendes til at dokumentere journalistens egen vinkel. Det er næsten standarden Det sker alt for tit i JP’s klimadækning, og det er en skærpende omstændighed at bladet på lederplads kører samme fordrejende og videnskabsfornægtende linie. Det tyder på, at opinionsjournalistikken flyder over i/påvirker den almindelige journalistik.

Utroligt nok stopper det ikke her. I mandags fik JP også lige sået tvivl hos sine læsere om lødigheden af Connie Hedegaards “beslutningstager-turisme” til gletscheren ved Ilulissat:

At ikke alt omkring global opvarmning umiddelbart er, som det ser ud, kunne en artikel i tidsskriftet Nature Geoscience i september afsløre.

Gletsjerbesøg
Artiklen, der var skrevet af et internationalt forskerhold med bl.a. forskere fra DMI, viste, at de senere års voldsomme afsmeltning af gletsjeren ved Ilulissat i Grønland ikke skyldes global opvarmning, men derimod ændrede havstrømme, der fører varmere vand ind under gletsjeren, så den derved smelter.

Igen er der tale om vildledning på et højt plan. Det er rigtigt nok, at Jakobshavn Isbræ primært smelter på grund af varmehavstrømme, men 1: Det er en ringe trøst, og den samme effekt (varmere havstrømme) har bevirket, at gletschereafsmeltningen i dele af Antarktis stiger bekymrende. 2: Artiklen i Nature Geoscience siger intet om, at disse varme havstrømme ikke også skyldes faktorer, der er påvirket af den globale opvarmning. Sådan lyder det i artiklens abstract:

We trace these oceanic changes back to changes in the atmospheric circulation in the North Atlantic region. We conclude that the prediction of future rapid dynamic responses of other outlet glaciers to climate change will require an improved understanding of the effect of changes in regional ocean and atmosphere circulation on the delivery of warm subsurface waters to the periphery of the ice sheets.

Konklusion 1: Løb langt uden om JP, når det gælder mediehusets klimadækning. Konklusion 2: Man må da håbe, at det ikke står lige så skidt til med den højt besungne journalistiske faglighed på andre JP-stofområder.

Relaterede artikler:

• Klimavås fra Jyllands-Posten, del 1

PS: Hvorfor gentager Berlingskes ellers udmærkede klimasektion JPs historie??

PPS: Jeg har også sendt et læserbrev til Jyllands-Posten, som ikke blev bragt:

Man kan mene hvad man vil om de videnskabsfornægtende holdninger til den globale opvarmning, som Jyllands-Postens lederskribenter lægger for dagen (JP leder forleden: “FN’s klimapanel sjakrer sig frem til sine resultater”), men mediehusets journalistiske dækning af samme stofområde bør læserne kunne tage seriøst. Det kan de desværre ikke.
I går, såvel på talrige andre dage, hvor klimaet har været på den redaktionelle dagsorden, var JP’s troværdighed trukket ned på under nulpunktet af en tophistorie om klimaet, der ikke holder.

“Klodens temperaturer falder” stod der øverst på forsiden. Anledningen var, at der er kommet tal, som viser, at 2008 bliver 0,1 grad koldere end 2007. Nu ved jeg godt, at mange bliver trætte i hovedet, så snart der kommer modsigende tal på bordet i “klimadebatten”, som mange journalister ynder at kalde omtalen af observerede data fra klimaforskere. Og det er helt sikkert for sent at gøre noget ved det faktum, at tusinder af danskere er blevet mere klimaforvirrede efter at have set JP’s forside i går, ligesom man nok heller ikke kan nå den læser, der i debatten på JP.dk beklagede sig over, at DR slet ikke omtalte faldet i klodens temperaturer mandag.

Men for troværdighedens skyld bør det slås fast: At stigningstakten i klodens middeltemperaturer stadig er for opadgående set over det sidste ti-år. Den virkelige historie er ikke, at 2008 blev 0,1 grad koldere end 2007, men derimod, at dette ti-år bliver det varmeste ti-år siden målingernes start. Dette er – gætter jeg på – nok også grunden til, at DR og andre toneangivende medier verden over ikke valgte at bringe samme tophistorie som JP mandag.

Det er anden gang i år, at JP slår det stort op (begge gange med fysikeren Ole Humlum som kilde), at de globale temperaturer er faldet siden 1998. Det kræver lidt detailkendskab (=almindelig journalistisk research) at gennemskue, hvorfor det er en fordrejet udlægning af data.

1998 er et meget specielt udgangspunkt, hvis man vil anlægge sådan en trendmåling. 1998 blev nemlig på grund en af ekstraordinær stærk El Nino det varmeste år nogensinde siden målingernes start, og på temperatur-grafer tårner 1998 sig ubestridt op over alle andre år – næsten tangeret af 2007, der blev det næstvarmeste år i følge NASAs målinger. Det er således teknisk korrekt, at der ikke har været varmere år siden 1998, men denne observation kan ikke bruges til så tvivl om, hvorvidt den globale opvarmning er stoppet.

Fysikeren Ole Humlums iagttagelser fik i januar i år karateristikken “datafiskeri af værste skuffe” i Ingeniøren.

At tale om, at klodens samlede temperatur er faldet det sidste ti-år, udelukkende med udgangspunkt i atmosfæriske målinger, er i øvrigt misvisende. Sammenlægges de atmosfæriske temperaturmålinger med oceantemperaturmålinger forholder det sig (desværre) sådan, at den globale netto-opvarmning fortsætter. Det skylder JP at forklare sine læsere.

OBS: Artiklen er revideret fredag den 19/12 2008.

• Myte: “Den globale opvarmning er stoppet”

• Myte: “CO2-udledningen fra fossile brændstoffer fører ikke til øget opvarmning”

• Myte: “Iskerneboringer viser, at der i fortiden er sket pludselige klimaskift, hvor temperaturændringen ikke modsvares af ændringer i CO2-niveauet – ergo kan man ikke sige, at mere CO2 giver mere varme”

• Myte: “Det er Solens skyld”

Der flere myter på spil i kommentarerne til Lidegaards indlæg, men tjek selv kommentarerne – for eksempel i indlægget “Stiger temperaturen?

En af debattørerne, Niels A. Nielsen (NAN), føler sig især meget overbevist om, at CO2 ikke kan tillægges nogen dominerende rolle i den globale opvarmning, da man i iskerneboringer kan konstatere pludselige klimaskift i fortiden, som ikke modsvares af pludselige skift i atmosfærisk CO2-indhold. Det er der jo en række gode forklaringer på, som NAN ikke har fundet det nødvendigt at sætte sig ind i, inden han i meget selvsikre vendinger fremturer mod Lidegaard.

(Den bedste indsigt i hvorfor fortidens pludselige klimaskift ikke kan bruges til at drage CO2′s egenskaber som drivhusgas i tvivl, men tværtimod er dybt foruroligende, fås ved læsning af bogen “Fixing Climate”, som udkom i år. Bogen er skrevet af en af klimaforskningens grand old men, Wallace S. Broecker. Broecker har en fæl drage hængende i loftet på sit kontor, som han kalder klima-bæstet. Selvom den er gammel og slidt, beholder han den, fordi den minder ham om, at det er med klimaet som med sovende drager af den ildsprudlende slags: man skal under ingen omstændigheder forstyrre dem. Desværre, skriver Broecker, er vi med vores årlige udpumpning af 10 milliarder tons kulstof i atmosfæren i gang med et gigantisk eksperiment, der påvirker centrale elementer i klimafysikken – et eksperiment der meget vel kan fremprovokere endnu en uforudset reaktion fra “klima-bæstet”).

Mit ærinde med at fremhæve NAN her er at påpege, hvor sisyfos-agtig en kamp det kan være at argumentere frem og tilbage med folk, der tilsyneladende ikke tilægger den videnskabelige metode større vægt end udokumenterede synspunkter fra diverse kommentatorer og videnskabsfolk, der ikke beskæftiger sig professionelt med klimaforskning.

Jeg søgte lidt omkring på nettet efter andre bidrag fra Niels A. Nielsen, og jeg stødte ind dette udmærkede svar fra en åbenbart utrættelig klima-debattør, Christoffer Bugge Harder (jeg kender ham ikke, men han er flittig ovre på Klimadebat.dk). Christoffers svar til NAN giver et veldokumenteret indtryk af NAN’s debatniveau.

Jeg læser ofte Joe Romm’s blog Climate Progress. Blogejer Joe Romm er begyndt at redigere ret kraftigt i sine indkommende kommentarer – som her:

Er det vejen at gå? Eller skulle man simpelthen bare bruge delete-tasten ind i mellem?

Eller er dét en forbudt tanke? [Det sidste spørgsmål er tilføjet fredag 5/12. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke selv er sikker på, hvad der er det rigtige her/kris].

Som bekendt er drivhuseffekten en forudsætning på livet på Jorden, som vi kender det, og det er næppe, hvad spørgeundersøgelsen har fokuseret på. Uden drivhuseffekten og drivhusgassernes evne til at tilbageholde en del af planetens varmeudstråling, var Jordens temperatur gennemsnitlig 34 grader koldere.

Som det fremgår af Politikens egen artikel, når først man kommer forbi overskriften, er det da også spørgsmålet om, hvorvidt klimaforandringerne er menneskeskabte, det hele handler om:

En ny rundspørge fra analyseinstituttet Synovate Vilstrup viser, at næsten fire ud af ti danskere henviser til naturgivne svingninger eller svarer ’ved ikke’ på spørgsmålet om, hvad klimaændringerne skyldes. 62 procent svarer, at ændringerne primært er menneskeskabte.

Læs artiklen – den er interessant, men desværre går journalisterne Michael Rothenborg og Lars Dahlager helt uden om pressens væsentlige andel i, at så mange danskere ikke mener, det er værd at lytte til FN’s klimapanel. Kun få danske medier har satset ordentligt på at forklare de grundlæggende forhold omkring klimaforandringerne, og alt for megen ukritisk spalteplads er blevet givet og gives stadig til useriøse klimaskeptikere.

Jeg har et blogindlæg på vej om, hvordan avislæsere bedre husker skeptikernes argumenter, når de sættes op mod klimaforskernes budskaber – her nøjes jeg med et link.

Læs eventuel de tidligere blogindlæg “Troværdigheden fosser ud af Jyllands-Posten, del 1 og del 2.”