To af konferencens hovedtalere, Sir David King og professor Wallace S. Broecker har helt forskellige opfattelser af geo-engineering i klimasammenhæng, altså ideen om aktivt at fjerne CO2 fra atmosfæren imodsætning til de nuværende mindre ambitiøse bestræbelser på at skære ned i de globale CO2-udledninger.

King er ikke imod geoengineering i princippet, men han er bange for, at for meget snak om geo-engineering-løsninger på klimaproblemet vil virke som et figenblad – en undskyldning for ikke at gøre noget ved de dybereliggende udfordringer, han siger, vi står over (en omlægning til renere energiteknologier og højere fokus på bæredygtig økonomisk vækst).

Professor Broecker, som i sin tale torsdag formiddag gjorde sig til talsmand for, at der bliver lagt seriøse ressourcer i at finde frem til teknologiske løsninger, der kan fjerne CO2 fra atmosfæren, er helt uenig.

“Geo-engineering er blot en ud af flere teknologiske løsningsmuligheder. Det er et nødvendigt felt at tale om og satse på, for vi bliver med sikkerhed nødt til at finde mere vidtgående løsninger end blot måder, hvorpå vi kan reducere udledningerne af drivhusgasser,” siger Broecker.

Broecker om teknologier der kan udskille CO2 fra fossile brændstoffer og fra atmosfæren:

Professor Broecker har i bogen “Fixing Climate” skrevet af videnskabsjournalisten Robert Kunzig, gjort sig til talsmand for udviklingen af teknologier, der dels kan fjerne CO2 fra atmosfæren, dels effektivt og sikkert kan opbevare CO2 i flydende form steder, hvor det permanent fjernes fra kulstofkredsløbet.

I Bogen præsenterer han blandt andet et projekt, der sigter på at fange CO2 ud af luften. Det var det samme projekt, han omtalte idag fra talerstolen.

Projektet drives af professor Klaus Lackner, og det er stadig er i prototype-stadiet.

Broecker er overbevist om, at vi over en længere tidshorisont vil blive tvunget til at finde måder at nedbringe atmosfærens CO2-indhold på – og at vi ikke kan nøjes med at skære ned på udledningen af drivhusgasser.

BBC Online havde en glimrende gennemgang af geo-engineering fornylig, både vilde planer og mere realistiske planer. Her er historien.

Gå heller ikke glip af en grundig gennemgang for et par uger siden i Financial Times af en af de mest lovende geoengineering-metoder, bio char. Læs selv perspektiverne i Fiona Harvey’s glimrende artikel.

Bare et kort indlæg for at gøre opmærksom på en artikel i Washington Post om de sikkerhedsbriefinger, der venter en kommende præsident. De næste 25 års klimaforandringer får, i følge efterretningstjenesterne, stor indflydelse på den globale sikkerhedspolitik og på USA’s position som supermagt.

Her citerer WP Thomas Fingar, USA’s ledende efterretnings-chef (chairman of the national intelligence council):

The predicted shift toward a less U.S.-centric world will come at a time when the planet is facing a growing environmental crisis, caused largely by climate change, Fingar said. By 2025, droughts, food shortages and scarcity of fresh water will plague large swaths of the globe, from northern China to the Horn of Africa.

For poorer countries, climate change “could be the straw that breaks the camel’s back,” Fingar said, while the United States will face “Dust Bowl” conditions in the parched Southwest. He said U.S. intelligence agencies accepted the consensual scientific view of global warming, including the conclusion that it is too late to avert significant disruption over the next two decades. The conclusions are in line with an intelligence assessment produced this summer that characterized global warming as a serious security threat for the coming decades.

Efterretningschefen forudser desuden, at institutioner som FN og Verdensbanken bliver svækkede i de kommende år, og at det har høj prioritet for USA at arbejde for at sikre et fortsat stærkt internationalt samarbejde i nye sammenhænge (min tilføjelse: en opgave for Barack Obama!).

Jeg går ud fra, at Fingar for eksempel tænker på den forældede sammensætning af de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd og på den utidssvarende klub af G8-lande, der ikke tæller Kina, Indien og Brasilien, men små europæiske lande som Italien og Frankrig.

Related posts:

1. Europæerne bekymrer sig om klimaforandringer

Dagens, nej månedens mest isnende klimanyhed: En af verdens ældste og mest ansete sikkerhedspolitiske tænketanke, britiske RUSI, vurderer, at hvis det ikke lykkes at bremse den globale opvarmning, så vil de globale konsekvenser være at sammenligne med verdenskrigene, blot udstrakt over århundreder. Nærlæs dette citat:

In the next decades, climate change will drive as significant a change in the strategic security environment as the end of the Cold War. If uncontrolled, climate change will have security implications of similar magnitude to the World Wars, but which will last for centuries.

The past will provide no guide to this coming future; a robust response will require clear assessments based on the best scientific projections.

Bag forkortelsen RUSI gemmer sig tænketanken Royal United Services Institute for Defence and Security Studies. RUSI har kontorer i Whitehall, tæt på det britiske forsvarsministerium, og der er tale om en institution, som taler med vægt på den internationale sikkerhedspolitiske scene.

RUSI udgav idag rapporten: International Security Responses to a Climate Changed World. Rapporten er ikke frit tilgængelig, men fra pressemeddelelsen og dagens mediedækning kan man udlede, at den er spækket med dystre observationer, som minder os om, hvad indsatsen mod klimaforandringerne i sidste ende handler om: Bevarelsen af vores civilisation som vi kender den.

Til REUTERS siger rapportens forfatter Nick Mabey:

“In the next decades, climate change will drive as significant a change in the strategic security environment as the end of the Cold War”.

Fra selve rapporten:

“If climate change is not slowed and critical environmental thresholds are exceeded, then it will become a primary driver of conflicts between and within states”.

Det er ikke hyggesnak, og vi bryder os vel dybest set ikke om at tænke klimaproblematikken så langt ud, men ingen bør være i tvivl om, at det er, hvad der i sidste ende står på spil, når vi diskuterer reduktion af CO2-udledninger. Det er fint med virksomhedernes klimaregnskaber og forbrugernes opmærksomhed om på cafe latte maskiners “CO2-fodaftryk” men vi skal passe på, at det ikke bare bliver ved feel-good foranstaltningerne på bekostning af en mere seriøs indsats, som modsvarer situationens reelle alvor.

Der er en tendens til at italesætte de helt alvorlige konsekvenser af klimaforandringerne, som noget der venter i en fjern fremtid om 100 år (hvilket i øvrigt ikke er nogen lang tidshorisont). I virkeligheden venter udfordringerne lige om hjørnet, og som den britiske tænketank idag gør opmærksom på, så handler problemstillingen ikke om, hvorvidt vi kommer til gå med t-shirt eller paraply i november i Nordeuropa, men om at vandmangel, oversvømmelser og forandringer i vækstbetingelser vil kaste mange stater og befolkningsgrupper ud i ekstreme sikkerhedspolitiske udfordringer med globale følger.

Det er ikke mange dage siden, at FN advarede om, at 250 millioner mennesker på det afrikanske kontinent risikerer at blive udsat for alvorlig “water stress” allerede fra år 2020. Hvor skal de værst ramte tage hen? Det er en fælles, presserende sikkerhedspolitisk udfordring for det internationale samfund. En udfordring vi er dårligt rustet til at møde ifølge tænketanken RUSI, som fastslår, at der på den internationale scene i øjeblikket er tale om:

“a systematic undervaluing of the scale and security implications of extreme climate change”.

Related posts:

1. Derfor MÅ det ikke blive varmere