Hvis den nuværende kurve fortsætter, vil hverken dronning eller danskerne i praksis have noget kongerige om 250 år.

Den netop offentliggjorte videnskabelige rapport fra Det Arktiske Råd er dyster læsning. Rapporten bekræfter den erkendelse, der er vokset som følge af de drypvise målinger siden FN’s klimapanel (IPCC) udgav sin store rapport i 2007: IPCC’s skøn over konsekvenserne af den globale opvarmning er stærkt underdrevne. Især afsmeltningen af is på både Arktis, Grønland og Antarktis accelererer i en ekspotentiel kurve, der over ganske få år vil føre til alarmerende stigninger i vandstanden. Det Arktiske Råd vurderer således, at vi allerede om 89 år – vores børns levetid – vil opleve stigninger på 0,9 – 1,6 meter. Fortsætter den udviklingskurve, står vi om 250 år med stigninger i vandstanden på 4-5 meter, og det er svært at forestille sig, at man i praksis vil have råd til at holde vandet væk fra vores kystbyer. CONCITO’s formand Martin Lidegaard udtaler:

- Det her er rød alarm. Det er en svimlende erkendelse, at denne udvikling er menneskeskabt. At vi på fem generationer har sat vores egen eksistens som art på spil. Men erkendelsen er også livsbekræftende, for den betyder, at mennesket kan rette op på problemet igen. Det eneste vi ikke kan, er at vente. Vi er uhyggeligt nær point of no return.

Lidegaard understreger, at det stadig er svært at sætte eksakte tal og årstal på udviklingen, når man skal kigge så mange år frem. Men den faktiske udvikling i de sidste år kan ikke diskuteres, og den understreger den risiko, der er forbundet med intet at gøre. Ifølge CONCITO er der både brug for at fokusere på reduktion af drivhusgasser og på en gennemgribende tilpasning til den opvarmning, som vi ikke kan undgå. Lidegaard:

- Der er en forbløffende politisk tavshed om klimaet i valgkampen. Vi har brug for ambitiøse målsætninger for CO2 reduktioner og en klar plan med definerede virkemidler for, hvordan vi når dem. Og vi har brug for en samlet plan for, hvordan vi klimasikrer Danmark. Begge dele haster. Danmark er en østat. Vi er særdeles udsatte for den nye udvikling.

Som eksempel nævner Lidegaard, at bufferen i de danske havne typisk er netop de 1,5 meter, som vi kan forvente vandstanden er steget inden næste århundreskifte. Både huse og områder vil rasle ned i værdi om kort tid, hvis der ikke forebygges nu. Samtidig gør CONCITO opmærksom på, at den nuværende udvikling i priserne på råvarer og ressourcer samtidig gør det til en stadig bedre økonomisk forretning at forebygge den globale opvarmning.
—
Politiken er først ude med resultaterne fra den nye rapport i en artikel, der idag bliver citeret i internationale medier.

1998 og 2005 står som de hidtil varmeste to år, og om 2010 slår rekorden kan vi ikke vide før et par måneder ind i det nye år. Foreløbig kan vi kun sige, at månederne januar-oktober har været de varmeste nogensinde.

Perioden 2001-2010 har været det varmeste ti-år nogensinde, skriver WMO også i deres pressemeddelelse.

God kommentar i Independent: Glem to grader

Reporteren Mike McCarthy har en god kommentar i Independent, skrevet fra klimaforhandlingerne i varme Mexico med tanke på den hårde vinter, der fryser Nordeuropa ned lige nu.
“Weather is what happens this week, climate is what happens this century”.

The Guardian, 2005: Don’t dumb me down
Ben Goldacre on why writing Bad Science has increased his suspicion of the media by, ooh, a lot of per cents

Hvad mener jeg med elendig videnskabsjournalistik? For eksempel at vi i medierne godt kan lide at vinkle ny-publiceret forskning i påstande: Æg er farligt/æg er sundt/havniveauet stiger meget/havniveauet stiger næsten ikke, osv.

Nu der er ikke noget galt i at stræbe efter at gøre verden enkel og overskrifterne klare, men hvor ofte sker det ikke lige, at den slags historier bygger på et enkelt isoleret forskningsresultat og lider af en kritisk mangel på vurdering af, hvor vægtigt det fremlagte er? Eller endnu værre, at forskningsresultater skaber overskrifter verden over, fordi journalister drager de forkerte slutninger af materialet? Efter min mening for tit.

Men for pressen er det nyttigt at operere på den måde. Hvis resultaterne peger i en anden retning, næste gang der er nyt fra forskerne, så kan der jo laves flere nyhedshistorier og skrives overbærende ledere om, hvor forvirret videnskaben er …

Der er jævnligt nyt fra Ben Goldacre her i Guardians Bad Science section.

Jeg har vist slet ikke nævnt ordet klima i denne sammenhæng?

Grist har flere detaljer om både video og historie.

Klasseskuespilleren Pete Postletwaithe (billedet) spiller hovedrollen som “arkivaren” – en overlever i en stærkt reduceret menneskehed i år 2055. Ifølge The Guardian virker den lidenskabeligt argumenterende film så stærkt på nogle publikummer, at adskillige diplomater på klimatopmødet fornylig i Polen kom grædende ud af biografmørket efter en særlig fremvisning. Det skal vi nok få et gedigent klimaslagsmål ud af, når den kommer til DK.

Filmens centrale plot er, at menneskeheden helt ufatteligt vandrer lige ud i katastrofen (+3 graders global opvarmning) vel vidende, at det vil ødelægge livet på planeten, som vi kender det. Hovedpersonen “arkivaren” reminiscerer og fabulerer over denne monumentale kollektive dumhed.

En af projektets centrale rådgivere er forfatteren og journalisten Mark Lynas, der forrige år udgav bogen “Six Degrees: Our Future on a Hotter Planet”. Lynas gennemtrawler sin bog al tilgængelig publiceret forskning om emnet: Hvad bliver de globale konskvenser af stigende temperaturer fra 1-6 grader? Det er hårrejsende bekymrende læsning, og hvis Lynas’s bog er et pejlemærke for, hvad “The Age Of Stupid” fortæller publikum, så er der ikke noget at sige til, at filmen virker stærkt på mange.

Instruktøren Fanny Armstrong har ambitioner om, at “The Age Of Stupid” skal ses af 250 millioner mennesker inden klimatopmødet i København. Den er endnu ikke kommet til Danmark. Tjek filmens website for flere detaljer/anmeldelser/klip osv.

The Guardians omtale:

Informativ artikel: John Vidal “The people’s premiere – Made by ‘amateurs’ with cash from ‘crowd-funding’, the new film by Franny Armstrong aims to create 250 million climate change activists.”

Kritisk anmeldelse: David Cox “The rage of stupid – The passion displayed by The Age of Stupid is no substitute for the intelligence that effective propaganda require.”

Guardians reporter David Adam skriver fra København:

In the conference centre that will also host the December UN negotiations, experts at this week’s meeting presented a string of new studies that suggested global warming could strike harder and sooner than expected.

They said carbon emissions have risen more in recent years than anyone thought possible, and the world’s natural carbon stores could be losing the ability to soak up human pollution.

The conference also heard that:

• A 4C rise could turn swaths of southern Europe to desert.

• Sea levels will rise twice as fast as official estimates predict.

• Modest warming could unleash a carbon “time bomb” from Arctic soils.

• A failure to cut emissions could render half of the world uninhabitable.

• Rising temperatures could kill off 85% of the Amazon rainforest.

Several experts at the conference warned that temperatures are likely to soar beyond the 2C target set by European politicians, though they are reluctant to say so publicly. “The 2C target is gone and 3C is difficult. I think we’re heading for 4C at least,” one said. Oxford University yesterday announced that it would hold a conference in September to discuss the implications of a rise of 4C or more.

David Adams artikel her.

Peer reviewed konferencerapport på vej

Hovedkonklusionerne fra konferencen kommer til at indgå i en peer reviewed konferencerapport, som offentliggøres i juni. Tanken er at skabe et vægtigt budskab fra de 2500 deltagende forskere, som kan være et væsentligt bidrag til beslutningsgrundlaget forud for klimatopmødet til december.

Her er punkterne som Klimasekretariatet på KU har udsendt:

Budskab 1: Udvikling af klimaet

Med de fortsatte høje rater af observerede udslip af drivhusgasser viser de seneste forskningsresultater, at IPCC’s worst-case fremskrivning (eller måske værre) er ved at blive en realitet. På mange centrale parametre har klimasystemet allerede bevæget sig forbi det billede af naturlige variationer, inden for hvilket vores samfund og økonomi har fungeret. Disse parametre inkluderer global middeltemperatur, havvandstandsstigning, ocean- og iskappedynamik, surhedsgraden i oceanerne og ekstreme klimabegivenheder. Der er en betydelig risiko for, at mange af disse tendenser vil øges. Det vil skabe en større risiko for pludselige og uigenkaldelige klimaændringer.

Budskab 2: Social splittelse

Det videnskabelige samfund har fremskaffet meget mere viden til støtte for diskussionerne om “farlige klimaændringer”. Nye observationer viser, at samfund er meget sårbare over for selv moderate klimaændringer. Fattige nationer og samfund er særligt udsatte. Temperaturstigninger på mere end 2oC vil blive meget svære at klare for nuværende samfund. Og det vil øge mængden af forstyrrelser af klimaet resten af dette århundrede.

Budskab 3: Langsigtet strategi

Det er nødvendigt hurtigt, vedvarende og effektivt at nedbringe verdens klimaskadelige aktiviteter. Det skal ske på baggrund af koordinerede globale og regionale tiltag, der er nødvendige for at undgå ”farlige klimaændringer”, uanset hvordan de defineres. Lavere emissionsmål for 2020 øger risikoen for, at verden passerer tærskler og gør opgaven med at nå målene for 2050 vanskeligere. Hvis imødegåelsen af klimaændringer forsinkes, vil det øge de langsigtede sociale og økonomiske omkostninger væsentligt.

Budskab 4: Retfærdighedsdimensioner

Klimaændringer rammer forskelligt mellem folk i forskellige lande og regioner, i denne generation og fremtidige generationer, og på menneskelige samfund og naturen. Et effektivt, velfunderet sikkerhedsnet for tilpasning til klimaforandringer er nødvendigt for de mennesker, der dårligst kan imødegå følgerne af klimaændringer. Og en generel, men differentieret strategi for at afbøde og reducere klimaforandringerne, er nødvendig for at beskytte de fattige og mest sårbare.

Budskab 5: Det er ingen undskyldning for ikke at handle

Der er ingen undskyldning for ikke at handle. Vi har allerede mange værktøjer og tilgange – økonomiske, teknologiske, adfærdsmæssige og ledelsesmæssige – til effektivt at imødegå udfordringerne fra klimaændringer. Men de må indføres energisk og omfattende for at opnå den samfundsmæssige omstilling, der skal til for at gøre vores økonomier uafhængige af fossile brændsler. En lang række fordele vil være resultatet af en samordnet indsats for at ændre vores energiøkonomi nu. Det gælder bl.a. vækst i bæredygtige jobs, reduktion i omkostninger til sundhed og udgifterne til klimaændringer og genoprettelse og fornyelse af økosystemer.

Budskab 6: Mød udfordringerne

For at opnå den nødvendige samfundsmæssige omstilling for at imødegå klimaforandringerne, må vi overvinde en række væsentlige barrierer og forfølge vigtige muligheder. Det inkluderer at reducere træghed i sociale og økonomiske systemer: bygge på det voksende folkelige krav om politisk handling i forhold til klimaforandringer; fjerne direkte og indirekte støtteordninger; reducere indflydelsen fra interesser, der øger udsendelsen af drivhusgasser og reducerer modstandsdygtighed; muliggøre skift fra ineffektiv regeringsførelse og svage samfundsstrukturer til nytænkende lederskab i det private, offentlige og det civile samfund; og engagere samfundet i omstillingen til værdier og levevis, der støtter bæredygtighed.

Lomborg mener, det er “dybt ulykkeligt”, at arrangørerne har valgt at sætte klimaet på den politiske dagsorden på baggrund af en lang række dugfriske afrapporteringer fra klimaforskningens frontlinier. Problemet, ifølge Lomborg, er, at konferencen på den måde søger at påvirke beslutningstagere med forskningsresultater, som ikke er sanktioneret af FNs klimapanel.

Det er et bemærkelsesværdigt argument fra en mand, der har bygget hele sin karriere op på retten til at inddrage hvad som helst i klimadebatten, inklusive marginaliseret forskning, lægmandsiagttagelser og presserapporter, blot det har kunne bruges til at underbygge Lomborgs eget politiske projekt.

Kronikken afslører i virkeligheden en spag (og måske i stigende grad marginaliseret?) Bjørn Lomborg, der i sin tid frejdigt skrev i sin bog “Verdens sande tilstand”, at vanddamp var et større problem som drivhusgas end CO2, men som nu om dage bygger sit politiske projekt op om nøje udvalgte konklusioner i rapporterne fra FNs klimapanel.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan Bjørn Lomborg i medierne har succes med at fremhæve klimapanelets worst case scenarie for havniveaustigninger som en “afkølende” diskussionsdæmper. I gårsdagens kronik gentog han kunststykket i en noget nær lovprisning af klimapanelet:

Meget af det, vi ved om klimaforandringerne, kommer fra FNs klimapanel, IPCC. Midt i en heftig, til tider dogmatisk, debat er panelets regelmæssige rapporter den gyldne standard for klima-videnskaben. Hver rapport udsendes først efter års udkast, sammenskrivninger, vurderinger, videnskabelige bedømmelser og konsensusopbygning blandt videnskabsfolk fra over 130 nationer.

Denne proces er håndfast og omhyggeligt konstrueret til at vædre kritik. IPCC’s konsensus-konklusioner er utroligt vanskelige at ignorere og har gjort mere end noget andet for at sprede det vigtige budskab om, at klimaforandringen er virkelig, og at den er menneskeskabt.

Alligevel vil talere på kongressen som fx Stefan Rahmstorff fortælle topmødet, at IPCC’s arbejde er forkert og forældet. Han mener, at stigningen i havenes middelvandstand, som er forårsaget af klodens opvarmning, kunne ligge i størrelsesordenen 1,4 meter i dette århundrede – langt værre end flertalssynspunktet. Midtpunktet for dette konsensussynspunkt betyder en 38,5 cm stigning i havvandstanden.

Med effektiv gentagelsesteknik lykkes det atter Lomborg at negligere de forventede stigninger i havniveau og betegne det som et ikke-eksisterende eller hvert fald overkommeligt problem.

Spørgsmålet er, hvor mange der længere lytter. Det er velkendt blandt forskere og velorienterede politikere, at klimapanelets worst-case forudsigelser om vandstandsstigninger kun baserer sig på termisk udvidelse af vandet i verdenshavene og slet ikke indeholder data fra afsmeltning af klodens polaregne.

Det er derfor lige så velkendt, at de sølle 38,5 centimeter vandstandsstigning som Lomborg skriver om, ikke giver et retvisende billede af alvoren i den situation, vi står overfor.

Er det et demokratisk problem, at Københavns Universitet inviterer førende forskere til at fremlægge deres bedste bud på problemet baseret på den seneste forskning? Selvfølgelig er det ikke det. Når nu klimapanelet ikke kan nå at tilvejebringe en ny rapport inden klimatopmødet til december, så er der tværtimod behov for, at så mange som muligt får opdateret deres viden om omfanget af klimaudfordringen.

Lad mig tilføje (nu hvor jeg endnu en gang har kritiseret Lomborg): Nej, jeg har ikke noget imod en kritisk tilgang til klimastoffet. Jeg opponerer kun imod Bjørn Lomborgs uredelige brug af halve sandheder.

Mængden af drivhusgasser i atmosfæren stiger hurtigere end forventet, viser nye undersøgelser. Det kan udløse et væld af feedbackmekanismer i naturen som langt flere skovbrande og optøning af permafrost i Arktis. Milliarder tons kulstof kan på den måde frigives til atmosfæren og føre til markant højere temperaturer på Jorden end, forskningen hidtil har forudsagt.

Læs hele historien på DMI’s website.

Det er fint nok, men jeg kunne godt tænke mig, at man også som forbruger kunne få nogle bedre redskaber til at overvåge sit strømforbrug – og nej, mit temperament er ikke til at notere elmåler-tal op i et lille hæfte hver aften. Det skulle være noget smartere.

Billedet her er fra Googles blog, hvor de for et par dage siden omtalte Googles arbejde med at udvikle smarte redskaber til elforbrugere. Det hele handler om information.

Undersøgelser har påvist, at forbrugere der ved (og kan følge med i) hvor meget strøm deres elapparater sluger, konsekvent forbruger 10-15 procent mindre.

På bloggen løfter Google sløret for et stykke software, Google PowerMeter, som firmaets ansatte i øjeblikket er i færd med at teste, og som de håber kan spredes blandt så mange forbrugere som muligt.

Ideen er, at man logger ind på sin Google-konto og tjekker mail (eller bruger en af de dusinvis af andre tjenester, som Google gerne vil gøre os afhængige af) og så samtidig går en tur forbi sin PowerMeter-side og tjekker sit elforbrug som vist på billedet. Tjek beskrivelsen her.

Google er afhængig af et “smart” elnet, der kan monitoreres effektivt med digital teknologi for at kunne levere sådan en service. For USAs vedkommende står sådan en udskiftning af elnettet højt på Obamas ønskeseddel.

New York Times omtaler også Googles planer, og reporteren har talt med en Google-ansat, som har afprøvet PowerMeter i sit hjem:

Mr. Terrell, who also has PowerMeter installed in his San Francisco apartment, said the tool could be an eye-opener: turning on his kitchen halogen lights, for instance, raised his baseline energy use by a startling 100 percent, he said. “It changes the way you think about electricity,” he said.

Som sagt: Sådan noget vil vi gerne have herhjemme – omend jeg frygter for realiteterne, den dag jeg sort på hvidt bliver konfronteret med, hvad vores Panasonic plasma tv forbruger i minuttet …