Nogle af klimaskeptikerne er ved at koge over. NASAs James Hansen fortæller, at NASA i den seneste uge har modtaget over 2500 forespørgsler om muligt fusk med de data, som NASA bruger til at udregne klodens middel (luft)temperatur med.

Han fortæller samtidig, at han her i december måtte have politiets beskyttelse, da han skulle tale ved et arrangement i Houston, Texas. Kort før mødet modtag han konkrete trusler på sit liv. Så ophedede er nogle klimaskeptikere i deres vrede over, hvad de opfatter som en global opvarmningssammensværgelse – og for dem er James Hansen jo hovedarkitekten bag “klima-tsunamien”.

James Hansen reflekterer over situationen i sit seneste nyhedsbrev – og giver samtidig et autoritativt overblik over udviklingen i den globale (luft)middeltemperatur – og de data der ligger bag.

Her er udpluk fra hans brev:

… Fast forward to December 2009, when I gave a talk at the Progressive Forum in Houston Texas. The organizers there felt it necessary that I have a police escort between my hotel and the forum where I spoke.

Days earlier bloggers reported that I was probably the hacker who broke into East Anglia computers and stole e-mails. Their rationale: I was not implicated in any of the pirated e-mails, so I must have eliminated incriminating messages before releasing the hacked emails.

The next day another popular blog concluded that I deserved capital punishment. Web chatter on this topic, including indignation that I was coming to Texas, led to a police escort.

How did we devolve to this state? Any useful lessons? Is there still interesting science in analyses of surface temperature change? Why spend time on it, if other groups are also doing it?

First I describe the current monthly updates of global surface temperature at the Goddard Institute for Space Studies. Then I show graphs illustrating scientific inferences and issues. Finally I respond to questions in the above paragraph.

Læs hele artiklen her: The Temperature of Science (direkte link til pdf-fil).

I
dette efterår gennemførte det britiske Met Office’s Hadley Centre en række “Hvad nu hvis” projekteringer på fremtidens klimaudvikling. Forudsætningerne er fire forskellige scenarier for fortsat CO2-udledning.
Illustrationen herunder viser (kuldegysende klart), hvor snæver en margin verdens regeringer har at handle i, hvis det skal lykkes at undgå klimaforandringer med katastrofale følger.

Læg især mærke til, at der kun er 90 år til temperaturstigninger på 5,5-7,1 grader under et “business as usual” scenarie – altså hvis der ikke gøres noget for at reducere CO2-udledninger. Det bør anses for at være meget usandsynligt og heldigvis, for her taler vi om et overlevelses-scenarie for en stor del af klodens beboere.

Læg også mærke til, hvor meget der skal skæres i udledningerne nærmest lige om lidt, hvis jordsystemets middeltemperatur skal holdes på et tåleligt niveau. Med al snakken om, at topmødet i KBH næste måske ikke kommer i mål med en færdig og bindende reduktionsplan, så er det ildevarslende udregninger, Hadley Centre her viser:

United States Geological Survey har netop udgivet en autoritativ forskningsbaseret rapport, som i sine konklusioner vurderer, at vi kan vente havniveaustigninger på mellem 0,8 og 2,0 meter i år 2100, med mindre der gennemføres drastiske ændringer i CO2-udledningerne. Klimapanelet siger som bekendt maksimalt 0,59 centimeters havniveaustigninger under et business as usual scenarie.

Rapporten baserer sig på nyere forskning end klimapanelet. Om isafsmeltning og havniveau hedder det:

Recent rapid changes at the edges of the Greenland and West Antarctic ice sheets show acceleration of flow and thinning, with the velocity of some glaciers increasing more than twofold. Glacier accelerations causing this imbalance have been related to enhanced surface meltwater production penetrating to the bed to lubricate glacier motion, and to ice-shelf removal, ice-front retreat, and glacier ungrounding that reduce resistance to flow. The present generation of models does not capture these processes.these adjustments will very likely become more frequent in a warmer climate. The regions likely to experience future rapid changes in ice volume are those where ice is grounded well below sea level such as the West Antarctic Ice Sheet or large glaciers in Greenland like the Jakobshavn Isbrae that flow into the sea through a deep channel reaching far inland. Inclusion of these processes in models will likely lead to sea-level projections for the end of the 21st century that substantially exceed the projections presented in the IPCC AR4 report (0.28 ± 0.10 m to 0.42 ± 0.16 m rise).

Rapportens hovedtema er ikke isoleret set havniveaustigninger, men fænomenet pludselige klimaændringer, som kendes fra studier af fortidens klima. Rapporten advarer om, at en fortsat stigende CO2-udledning også kan fremprovokere noget lignende i fremtiden med alvorlige konsekvenser til følge:

Four types of abrupt change in the geologic record stand out as being so rapid and large in their impact that, if they were to recur, they would pose clear risks to society in terms of our ability to adapt:

• Rapid change in glaciers, ice sheets, and hence sea level.
• Widespread and sustained changes to the hydrologic cycle, including drought and flooding.
• Abrupt change in the Atlantic Meridional Overturning Circulation, a critical component of global climate, characterized by the northward flow of warm, salty water in the upper layers of the Atlantic Ocean.
• Rapid release to the atmosphere of methane, a powerful greenhouse gas, trapped in permafrost and in ocean sediments.

Læs selv mere: Jeg kan især anbefale Abrupt Climate Change: Summary and Findings (pdf), hele rapporten, Pressemeddelelse fra U.S. Geological Survey.

Related posts:

1. Klimapanelet, den ægte skandale
2. År 2100: Havniveau kan stige 2 meter
3. Dobbelt så hurtig gletcher-smeltning

I tillæg til gennemgangen af klimamodellernes træfsikkerhed og betydning i del 1 i denne “mini-serie” er der to andre faktorer, som skal med:

• Fysikken bag CO2 som drivhusgas
• 650.000 års sammenhæng mellem atmosfærens CO2-indhold og den globale middeltemperatur

For at tage tråden op fra del 1 så er mit udgangspunkt at se på, hvor sikker grund klimaforskerne står på, når de siger, at vi godt kan tage det for givet, at CO2 er hovedårsagen til den globale opvarmning.

Først fysikken:

Det er påvist og efterprøvet såvel på molekylært niveau som med atmosfæriske satellitmålinger, at CO2 fungerer som en drivhusgas – det vil sige, at gassen har fysiske egenskaber, der gør, at den kan tilbageholde en del af jordens infrarøde varmeudstråling. Det har været kendt i over 100 år, og det er påvist tilfredsstillende. Med andre ord: Her har vi at gøre med sikker videnskab, vi ikke behøver spilde tid på at drage i tvivl.

Man kender også graden af CO2’s “drivhuseffekt” ret præcist. CO2 forårsager en energipåvirkning (varmepåvirkning) ved jordoverfladen på omkring 2 watt pr. kvadratmeter. (Jorden modtager 342 watt pr. kvadratmeter fra solen).

I øjeblikket stiger atmosfærens CO2-indhold cirka 2 ppm (parts per million) om året. I år 1750, før vi begyndte at bruge fossile brændstoffer, var atmosfærens CO2-indhold cirka 280 ppm. Det tal er steget til 383 ppm i 2007. Stigningstakten på 2 ppm giver en øget opvarmning af det ellers fint kalibrerede jordsystem på 0,03 watt pr. kvadratmeter jordoverflade pr. år.

Det er således hverken gætteri, mystik eller voodoo, når FN’s klimapanel bruger klimamodeller til at udregne fremtidige klimapåvirkninger på baggrund af forskellige udledningsscenarier. Resultaterne fra modellerne er baseret fysiske kendsgerninger. Det overordnede mønster er desværre ikke til at undslippe: Al det “unaturlige”, ekstra CO2 i atmosfæren udøver langsomt, men sikkert en opvarmende effekt, der er kraftig nok til, at den på lang sigt overdøver alle andre klimapåvirkende faktorer.

650.000 års sammenhæng mellem atmosfærens CO2-niveau og klodens middeltemperatur:

Øverst, blå: Atmosfærens CO2-indhold gennem de sidste 650.000 år målt i luftboblerne i antarktiske iskerner. Bemærk, at CO2-stigningen over de sidste par hundrede år ikke er vist på denne graf.
Nederst, rød: Temperaturforskellen fra den nuværende temperatur på Antarktis for samme periode.

(Figuren er fra side 29 i bogen “Klimaforandringer – menneskehedens største udfordring”. Bogen ligger som gratis pdf her.)

Læs også: Den globale opvarmning er menneskeskabt – del 1

Related posts:

1. Den globale opvarmning er menneskeskabt – derfor ved vi det
2. Skeptiker-teori: “Den globale opvarmning stoppede i 1998″
3. Lokal mad bremser ikke den globale opvarmning

På grund af min interesse for klimaforandringerne snakker jeg med mange mennesker om emnet, hvis altså lejligheden byder sig. Det kan være kolleger, studerende, venner, naboer eller de andre forældre i børnenes skole (det er endda hændt, at jeg har nævnt klimaet for borddamer ved festlige lejligheder, men det er jeg dog holdt op med af indlysende årsager..).

I min personlige statistik fra den slags samtaler er der en klar overvægt af folk, der slet ikke føler sig overbevist om, at klimaforandringerne er menneskeskabte og som derfor er meget skeptiske overfor en kostbar national og global indsats mod CO2-udledninger.

Meget ofte viser det sig, at de der tvivler allermest, er JP-læsere. Det er derfor, jeg startede serien “Klimavås fra Jyllands-Posten”. Nogen må jo gøre opmærksom på, at redaktionen i Viby har valgt en værdibaseret tilgang til klimavidenskab i stedet for en saglig tilgang. Med 400.000-500.000 daglige læsere bærer JP et tungt ansvar for, at mange danskere er grundlæggende fejlinformerede om emnet.

Derfor ved vi, at CO2 er årsagen

Hver gang jeg møder en af dem, der siger, at der jo hersker stor tvivl om, hvorvidt CO2 er den vigtigste årsag til den globale opvarmning, har jeg lyst til at vise dem denne figur fra MIT professor Kerry Emanuels bog “What we know about Climate Change”:

Her ser man, for at citere Kerry Emanuel, i en nøddeskal, hvorfor klimaforskere i årevis har følt sig sikre på, at når fysikken peger på CO2 som den dominerende faktor i den globale opvarmning, så passer det.

Forklaring: Den sorte streg, som slanger sig igennem figuren i konstant opadgående retning, er den faktisk observerede globale middeltemperatur.

De lysegråt melerede målinger, der i grove træk følger den sorte streg, repræsenterer en række klimamodellers forsøg på at simulere de sidste 100 års klima.

Det fungerer på den måde, at man man populært sagt stiller uret tilbage for klimamodellerne og derefter fodrer dem kendte data om klimaet for 100 år siden. Derefter beder man modellerne simulere klimaet 100 år frem i tiden, det vil sige til i dag. Dette er en effektiv test af klimamodellernes troværdighed. Hvis de kan simulere fortiden rigtigt, er det en god indikation af, at vi har styr på klimafysikken, og at vi kan sætte vores lid til det, modellerne siger om fremtiden ud fra givne udledningsscenarier.

(En sidebemærkning til journalister som konsekvent og fejlagtigt sammenligner klimaet med vejret og bruger vejrets kaos som argument for, at man ikke i tilstrækkelig grad kan fæste lid klimaforskning og klimamodeller: Vejret er et lokalt fænomen styret af kaotiske processer og kan derfor højst forudsiges med 10-12 dage frem i tiden. Klimaet, derimod, består af en række meteorologiske faktorer i en bestemt region set over en lang tidshorisont – den lange tidshorisont gør, at det er muligt at observere og beskrive mange af de fysiske forhold, som styrer klimaet, ganske nøjagtigt).

Som det ses på de lysegråt melerede “simulationsdata” i figuren, er der undervejs ret store udsving i klimamodellernes bud på temperaturen gennem de sidste 100 år, men i det store hele følger de den observerede virkelighed/den sorte streg.

De mørkegrå data i figuren repræsenterer lignende simulationer af de sidste 100 års klima – men uden indregning af menneskets CO2-udledninger og den deraf afledte varmepåvirkning af klimaet. Når CO2 tages ud af ligningen, fejler klimamodellerne over en kam i deres simulation af virkeligheden. Uden opvarmningseffekten fra CO2 vil modellerne konsekvent have den globale middeltemperatur til at falde fra en gang i 1960′erne.

Som sagt: Det er sagen i en nøddeskal. Dette er en af de vigtigste årsager til, at klimaforskere ved, at klimafysikken er solidt funderet (og at klimaforandringerne er menneskeskabte). Hvor præcise er de egentlig, de der klimamodeller? MEGET præcise.

Print figuren ud og laminer den. Vis den til en klimaskeptiker nær dig!

Læs videre: Del 2 – Den globale opvarmning er menneskeskabt – derfor ved vi det

Related posts:

1. Den globale opvarmning er menneskeskabt – del 2
2. Skeptiker-teori: “Den globale opvarmning stoppede i 1998″
3. Lokal mad bremser ikke den globale opvarmning