Jeg har mange gange skrevet om det nærmest grotesk underdrevne havniveaustignings-scenarie, FNs klimapanel opererer med (værst tænkelige scenarie: 59 centimeters stigning i år 2100).

Midt i konsternationen over de opdagede fejl i IPCCs tal sætter de gode folk på Realclimate-bloggen tingene i perspektiv:

Imagine this. In its latest report, the IPCC has predicted up to 3 meters of sea level rise by the end of this century. But “climate sceptics” websites were quick to reveal a few problems (or “tricks”, as they called it).

First, although the temperature scenarios of IPCC project a maximum warming of 6.4 ºC (Table SPM3), the upper limit of sea level rise has been computed assuming a warming of 7.6 ºC. Second, the IPCC chose to compute sea level rise up to the year 2105 rather than 2100 – just to add that extra bit of alarmism. Worse, the IPCC report shows that over the past 40 years, sea level has in fact risen 50% less than predicted by its models – yet these same models are used uncorrected to predict the future! And finally, the future projections assume a massive ice sheet decay which is rather at odds with past ice sheet behaviour.

Some scientists within IPCC warned early that all this could lead to a credibility problem, but the IPCC decided to go ahead anyway.

Now, the blogosphere and their great media amplifiers are up in arms. Heads must roll!

Unthinkable? Indeed. I am convinced that IPCC would never have done this.

The North Sea (see Stefan’s photostream on Flickr)
But here is what actually did happen.

In its latest report, the IPCC has predicted up to 59 cm of sea level rise by the end of this century. But realclimate soon revealed a few problems.

First, although the temperature scenarios of IPCC project a maximum warming of 6.4 ºC (Table SPM3), the upper limit of sea level rise has been computed for a warming of only 5.2 ºC – which reduced the estimate by about 15 cm. Second, the IPCC chose to compute sea level rise up to the year 2095 rather than 2100 – just to cut off another 5 cm. Worse, the IPCC report shows that over the past 40 years, sea level has in fact risen 50% more than predicted by its models – yet these same models are used uncorrected to predict the future! And finally, the future projections assume that the Antarctic ice sheet gains mass, thus lowering sea level, rather at odds with past ice sheet behaviour.**

Some scientists within IPCC warned early that all this could lead to a credibility problem, but the IPCC decided to go ahead anyway.

Nobody cared about this.

I mention this because there is a lesson in it. IPCC would never have published an implausibly high 3 meter upper limit like this, but it did not hesitate with the implausibly low 59 cm. That is because within the IPCC culture, being “alarmist” is bad and being “conservative” (i.e. underestimating the potential severity of things) is good.

Læs hele indlægget “Sealevelgate” her.

Related posts:

1. Klimapanelet undervurderer havniveaustigninger
2. År 2100: Havniveau kan stige 2 meter

Den netop overståede videnskabelige klimakongres i København, ”Climate Change: Global Risks, Challenges & Decisions”, mundede ud i en række hovedkonklusioner, som nu er blevet overrakt til statsministeren. Generelt er der tale om dundertale fra videnskaben i form af et dystert øjebliksbillede fra klimavidenskabens frontlinier. Et budskab som ikke levner politikere og beslutningstagere plads til at være i tvivl om vigtigheden af hurtige og dybe nedskæringer i antropogen (menneskeskabt) CO2-udledning.

Guardians reporter David Adam skriver fra København:

In the conference centre that will also host the December UN negotiations, experts at this week’s meeting presented a string of new studies that suggested global warming could strike harder and sooner than expected.

They said carbon emissions have risen more in recent years than anyone thought possible, and the world’s natural carbon stores could be losing the ability to soak up human pollution.

The conference also heard that:

• A 4C rise could turn swaths of southern Europe to desert.

• Sea levels will rise twice as fast as official estimates predict.

• Modest warming could unleash a carbon “time bomb” from Arctic soils.

• A failure to cut emissions could render half of the world uninhabitable.

• Rising temperatures could kill off 85% of the Amazon rainforest.

Several experts at the conference warned that temperatures are likely to soar beyond the 2C target set by European politicians, though they are reluctant to say so publicly. “The 2C target is gone and 3C is difficult. I think we’re heading for 4C at least,” one said. Oxford University yesterday announced that it would hold a conference in September to discuss the implications of a rise of 4C or more.

David Adams artikel her.

Peer reviewed konferencerapport på vej

Hovedkonklusionerne fra konferencen kommer til at indgå i en peer reviewed konferencerapport, som offentliggøres i juni. Tanken er at skabe et vægtigt budskab fra de 2500 deltagende forskere, som kan være et væsentligt bidrag til beslutningsgrundlaget forud for klimatopmødet til december.

Her er punkterne som Klimasekretariatet på KU har udsendt:

Budskab 1: Udvikling af klimaet

Med de fortsatte høje rater af observerede udslip af drivhusgasser viser de seneste forskningsresultater, at IPCC’s worst-case fremskrivning (eller måske værre) er ved at blive en realitet. På mange centrale parametre har klimasystemet allerede bevæget sig forbi det billede af naturlige variationer, inden for hvilket vores samfund og økonomi har fungeret. Disse parametre inkluderer global middeltemperatur, havvandstandsstigning, ocean- og iskappedynamik, surhedsgraden i oceanerne og ekstreme klimabegivenheder. Der er en betydelig risiko for, at mange af disse tendenser vil øges. Det vil skabe en større risiko for pludselige og uigenkaldelige klimaændringer.

Budskab 2: Social splittelse

Det videnskabelige samfund har fremskaffet meget mere viden til støtte for diskussionerne om “farlige klimaændringer”. Nye observationer viser, at samfund er meget sårbare over for selv moderate klimaændringer. Fattige nationer og samfund er særligt udsatte. Temperaturstigninger på mere end 2oC vil blive meget svære at klare for nuværende samfund. Og det vil øge mængden af forstyrrelser af klimaet resten af dette århundrede.

Budskab 3: Langsigtet strategi

Det er nødvendigt hurtigt, vedvarende og effektivt at nedbringe verdens klimaskadelige aktiviteter. Det skal ske på baggrund af koordinerede globale og regionale tiltag, der er nødvendige for at undgå ”farlige klimaændringer”, uanset hvordan de defineres. Lavere emissionsmål for 2020 øger risikoen for, at verden passerer tærskler og gør opgaven med at nå målene for 2050 vanskeligere. Hvis imødegåelsen af klimaændringer forsinkes, vil det øge de langsigtede sociale og økonomiske omkostninger væsentligt.

Budskab 4: Retfærdighedsdimensioner

Klimaændringer rammer forskelligt mellem folk i forskellige lande og regioner, i denne generation og fremtidige generationer, og på menneskelige samfund og naturen. Et effektivt, velfunderet sikkerhedsnet for tilpasning til klimaforandringer er nødvendigt for de mennesker, der dårligst kan imødegå følgerne af klimaændringer. Og en generel, men differentieret strategi for at afbøde og reducere klimaforandringerne, er nødvendig for at beskytte de fattige og mest sårbare.

Budskab 5: Det er ingen undskyldning for ikke at handle

Der er ingen undskyldning for ikke at handle. Vi har allerede mange værktøjer og tilgange – økonomiske, teknologiske, adfærdsmæssige og ledelsesmæssige – til effektivt at imødegå udfordringerne fra klimaændringer. Men de må indføres energisk og omfattende for at opnå den samfundsmæssige omstilling, der skal til for at gøre vores økonomier uafhængige af fossile brændsler. En lang række fordele vil være resultatet af en samordnet indsats for at ændre vores energiøkonomi nu. Det gælder bl.a. vækst i bæredygtige jobs, reduktion i omkostninger til sundhed og udgifterne til klimaændringer og genoprettelse og fornyelse af økosystemer.

Budskab 6: Mød udfordringerne

For at opnå den nødvendige samfundsmæssige omstilling for at imødegå klimaforandringerne, må vi overvinde en række væsentlige barrierer og forfølge vigtige muligheder. Det inkluderer at reducere træghed i sociale og økonomiske systemer: bygge på det voksende folkelige krav om politisk handling i forhold til klimaforandringer; fjerne direkte og indirekte støtteordninger; reducere indflydelsen fra interesser, der øger udsendelsen af drivhusgasser og reducerer modstandsdygtighed; muliggøre skift fra ineffektiv regeringsførelse og svage samfundsstrukturer til nytænkende lederskab i det private, offentlige og det civile samfund; og engagere samfundet i omstillingen til værdier og levevis, der støtter bæredygtighed.

Bjørn Lomborg repræsenterede igår ene mand Jyllands-Postens dækning af Københavns Universitets stort anlagte klimakonference. Det gjorde han i form af en kronik, hvori han rettede en alvorlig kritik af selve konferencens grundide.

Lomborg mener, det er “dybt ulykkeligt”, at arrangørerne har valgt at sætte klimaet på den politiske dagsorden på baggrund af en lang række dugfriske afrapporteringer fra klimaforskningens frontlinier. Problemet, ifølge Lomborg, er, at konferencen på den måde søger at påvirke beslutningstagere med forskningsresultater, som ikke er sanktioneret af FNs klimapanel.

Det er et bemærkelsesværdigt argument fra en mand, der har bygget hele sin karriere op på retten til at inddrage hvad som helst i klimadebatten, inklusive marginaliseret forskning, lægmandsiagttagelser og presserapporter, blot det har kunne bruges til at underbygge Lomborgs eget politiske projekt.

Kronikken afslører i virkeligheden en spag (og måske i stigende grad marginaliseret?) Bjørn Lomborg, der i sin tid frejdigt skrev i sin bog “Verdens sande tilstand”, at vanddamp var et større problem som drivhusgas end CO2, men som nu om dage bygger sit politiske projekt op om nøje udvalgte konklusioner i rapporterne fra FNs klimapanel.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan Bjørn Lomborg i medierne har succes med at fremhæve klimapanelets worst case scenarie for havniveaustigninger som en “afkølende” diskussionsdæmper. I gårsdagens kronik gentog han kunststykket i en noget nær lovprisning af klimapanelet:

Meget af det, vi ved om klimaforandringerne, kommer fra FNs klimapanel, IPCC. Midt i en heftig, til tider dogmatisk, debat er panelets regelmæssige rapporter den gyldne standard for klima-videnskaben. Hver rapport udsendes først efter års udkast, sammenskrivninger, vurderinger, videnskabelige bedømmelser og konsensusopbygning blandt videnskabsfolk fra over 130 nationer.

Denne proces er håndfast og omhyggeligt konstrueret til at vædre kritik. IPCC’s konsensus-konklusioner er utroligt vanskelige at ignorere og har gjort mere end noget andet for at sprede det vigtige budskab om, at klimaforandringen er virkelig, og at den er menneskeskabt.

Alligevel vil talere på kongressen som fx Stefan Rahmstorff fortælle topmødet, at IPCC’s arbejde er forkert og forældet. Han mener, at stigningen i havenes middelvandstand, som er forårsaget af klodens opvarmning, kunne ligge i størrelsesordenen 1,4 meter i dette århundrede – langt værre end flertalssynspunktet. Midtpunktet for dette konsensussynspunkt betyder en 38,5 cm stigning i havvandstanden.

Med effektiv gentagelsesteknik lykkes det atter Lomborg at negligere de forventede stigninger i havniveau og betegne det som et ikke-eksisterende eller hvert fald overkommeligt problem.

Spørgsmålet er, hvor mange der længere lytter. Det er velkendt blandt forskere og velorienterede politikere, at klimapanelets worst-case forudsigelser om vandstandsstigninger kun baserer sig på termisk udvidelse af vandet i verdenshavene og slet ikke indeholder data fra afsmeltning af klodens polaregne.

Det er derfor lige så velkendt, at de sølle 38,5 centimeter vandstandsstigning som Lomborg skriver om, ikke giver et retvisende billede af alvoren i den situation, vi står overfor.

Er det et demokratisk problem, at Københavns Universitet inviterer førende forskere til at fremlægge deres bedste bud på problemet baseret på den seneste forskning? Selvfølgelig er det ikke det. Når nu klimapanelet ikke kan nå at tilvejebringe en ny rapport inden klimatopmødet til december, så er der tværtimod behov for, at så mange som muligt får opdateret deres viden om omfanget af klimaudfordringen.

Lad mig tilføje (nu hvor jeg endnu en gang har kritiseret Lomborg): Nej, jeg har ikke noget imod en kritisk tilgang til klimastoffet. Jeg opponerer kun imod Bjørn Lomborgs uredelige brug af halve sandheder.

Related posts:

1. Lomborg som performance-kunstner
2. Obama til Lomborg og Jyllands-Posten: Nu er det nok

Efter torsdagens åbning af Beyond Kyoto konferencen i Århus talte jeg med en af konferencens hovedtalere, Sir David King, mangeårig videnskabelig rådgiver for den britiske regering og en af de videnskabsmænd, der har haft størst indflydelse på klimapolitikken i de senere år.

Han kritiserede i stærke vendinger Exxon Mobile og GM for at finansiere spredningen af falske informationer om klimavidenskab.

Kritikken faldt i forlængelse af, at vi drøftede det budskab, en af konferencens andre hovedtalere afleverede, nemlig John D. Hofmeister fra Citizens for Affordable Energy.

Hofmeister, der er tidligere præsident for Shell Oil, har startet en græsrodsbevægelse, der arbejder for renere teknologier til kraftværker og biler samt for en effektivisering af USAs energiforsyning – altsammen væsentlige bidrag til en klimaløsning.

Men Hofmeister har valgt den strategi, at han slet ikke fokuserer på klima og klimavidenskab i sit organisation. I stedet taler han kun om behovet for renere og mere effektive teknologier.

Et par pluk fra Hofmeisters tale torsdag (mere her i livebloggen fra torsdag):

“50 percent of the 600 US coal plants are old – and past their commissioning period. We also have an ageing energy infrastructure. America faces either a challenge or a calamity.”

“The car technology is over a 100 years old and we need to move on to somethnig cleaner/better. The death of the internal combustion engine is the most important goal for the coming years.”

John D. Hofmeister holder på, at budskabet om en renere verden bedre kan mobilisere græsrødderne, end klimasagen kan – og det var det, jeg gerne ville have King til at forholde sig til. Det viste sig, at King rent faktisk er særdeles uenig i Hofmeisters strategi-betragtninger.

King er uenig: Kampen mod klimalobbyister og skeptikere er nødvendig

“We have a battle with the sceptics and the lobbyists,” siger Sir David King, og understreger, at hvis man undlader at sige klimaskeptikerne imod, så vinder de mange lobbyister fra industrier, som er afhængige fossile brændstoffer. Han nævner specifikt Exxon Mobile og GM, som eksempel på to multinationale selskaber, der bevidst finansierer en destabiliseringskampagne mod klimavidenskaben.

James Hansen: “Olie- og kulindustrien er klima-kriminelle”

Dermed er King på linie med James Hansen, NASA/GISS, der er en af verdens førende klimaforskere. James Hansen har i mange år været på kant med Bush-administrationen, og han fik hele højrefløjen på nakken i USA, da han sidste år i en kongreshøring anklagede olie- og kulindustrierne i USA for at være kriminelle i deres bevidste forsøg på at disinformere offentligeheden, når det gælder miljøpåvirkningen af fossile brændstoffer.

Fire klimalobbyister for hver kongresmedlem i USA

Et faktum er det i hvert fald, at der foregår en massiv lobby-indsats i den amerikanske kongres fra firmaer og organisationer, der ser en interesse i at påvirke en kommende amerikansk klimalovgivning. Fornylig offentliggjorde Center for Public Integrity analysis (her) en undersøgelse, der dokumenterer, at der er fire gange så mange klimalobbyister, som der er politikere i kongressen.

Der er dog også modsatrettede trends, hvad angår Big Oil og Big Coal. Jeg har tidligere blogget om, hvordan Exxon Mobile smækker (noget af) kassen i for klimaskeptikerne, hvilket fremgik med en diskret bemærkning i Exxon Mobiles Corporate Citizen Report 2007.

Related posts:

1. Exxon smækker (dele af) kassen i for klimaskeptikere
2. King og Broecker er uenige om geoengineering

I
dette efterår gennemførte det britiske Met Office’s Hadley Centre en række “Hvad nu hvis” projekteringer på fremtidens klimaudvikling. Forudsætningerne er fire forskellige scenarier for fortsat CO2-udledning.
Illustrationen herunder viser (kuldegysende klart), hvor snæver en margin verdens regeringer har at handle i, hvis det skal lykkes at undgå klimaforandringer med katastrofale følger.

Læg især mærke til, at der kun er 90 år til temperaturstigninger på 5,5-7,1 grader under et “business as usual” scenarie – altså hvis der ikke gøres noget for at reducere CO2-udledninger. Det bør anses for at være meget usandsynligt og heldigvis, for her taler vi om et overlevelses-scenarie for en stor del af klodens beboere.

Læg også mærke til, hvor meget der skal skæres i udledningerne nærmest lige om lidt, hvis jordsystemets middeltemperatur skal holdes på et tåleligt niveau. Med al snakken om, at topmødet i KBH næste måske ikke kommer i mål med en færdig og bindende reduktionsplan, så er det ildevarslende udregninger, Hadley Centre her viser: