The Guardian, 2005: Don’t dumb me down
Ben Goldacre on why writing Bad Science has increased his suspicion of the media by, ooh, a lot of per cents

Hvad mener jeg med elendig videnskabsjournalistik? For eksempel at vi i medierne godt kan lide at vinkle ny-publiceret forskning i påstande: Æg er farligt/æg er sundt/havniveauet stiger meget/havniveauet stiger næsten ikke, osv.

Nu der er ikke noget galt i at stræbe efter at gøre verden enkel og overskrifterne klare, men hvor ofte sker det ikke lige, at den slags historier bygger på et enkelt isoleret forskningsresultat og lider af en kritisk mangel på vurdering af, hvor vægtigt det fremlagte er? Eller endnu værre, at forskningsresultater skaber overskrifter verden over, fordi journalister drager de forkerte slutninger af materialet? Efter min mening for tit.

Men for pressen er det nyttigt at operere på den måde. Hvis resultaterne peger i en anden retning, næste gang der er nyt fra forskerne, så kan der jo laves flere nyhedshistorier og skrives overbærende ledere om, hvor forvirret videnskaben er …

Der er jævnligt nyt fra Ben Goldacre her i Guardians Bad Science section.

Jeg har vist slet ikke nævnt ordet klima i denne sammenhæng?

Jeg har endnu ikke læst Friels angreb på Lomborgs bog, men kun Lomborgs egen 27 sider lange gendrivelse (pdf-link) samt Newsweeks fyldige omtale af Howard Friels nye bog.

Newsweek-journalisten Sharon Begley er sig meget bevidst om, at det er et minefyldt farvand at bevæge sig ud i, så hun fact-tjekker både Howard Friel og Lomborg i sin artikel, og hun kritiserer blandt andet Friel for kamme over med sine fact-tjek og bruge for meget plads på voldsom kritik af mere eller mindre ligegyldige detaljer.

Men hun fremhæver og støtter en af Friels konklusioner, nemlig at Lomborg får mange af sine kontroversielle påstande til at fremstå som veldokumenterede ved at henvise til seriøse kilder i sit noteapparat – kilder som i flere tilfælde, viser det sig, slet ikke understøtter Lomborgs argumentation. Det slipper i det store hele igennem upåtalt, fordi ingen (bortset fra Howard Friel og enkelte ihærdige bloggere) gider ulejlige sig med at læse det kildemateriale, noterne refererer til.

Resultatet er at Lomborg nyder en position i medierne, hvor han får det bedste af alle verdener – enorm fylde på grund af sine kontroversielle synspunkter og fred fra kritiske spørgsmål fra journalister, fordi det han siger virker velunderbygget og svært at modsige.

Nu er det så endnu en gang påvist, at en del af Lomborgs skyts udgøres af halve sandheder (læs om en af hans mest benyttede af slagsen).

Lomborgs gendrivelse halter

Det er nok de færreste, der gennemstår den drøje læsning af Lomborgs gendrivelser af den nye facttjekker-bog. Jeg synes ikke, han kommer godt ud af det. Meget behændigt indleder han med at skrive, at en total gendrivelse af alle Howard Friels påstande ville fylde lige så meget som bogen Køl af selv, og at han derfor vil koncentrere sig om de vigtigste emner. Han kridter med andre ord selv banen op for, hvad debatten om hans egen figur skal handle om.

Inden for de rammer gendriver Lomborg Friels kritik på flere områder. For eksempel hvad angår diskussionen om fremskrivningerne af afrikansk landbrugsproduktion i en fremtid med øget global opvarmning. Det er et område, hvor man med rette kan kritisere klimapanelets konklusioner, og hvor man hurtigt kommer til kort, hvis man ikke anerkender berettigelsen af skepsis overfor de officielle tal og påstande fra IPCC, FAO og andre.

Men samtidig slipper Lomborg med sin selektive gendrivelse for at forholde sig til elementer i Howard Friels bog som virkelig må svide. For eksempel afsløringen af stuntnummeret med de glade isbjørne. Lomborg har et skarpt øje for, hvad der kan skabe overskrifter, og hvad der varmer hjerterne hos alle dem, der kalder tidens miljø-fokus for bekymringsindustrien.

Derfor vakte det kommentator- og anmelderjubel, da Lomborg i Køl af forsøgte at slå fast, den globale opvarmnings ikon nummer 1, den lidende isbjørn i det smeltende arktis, faktisk aldrig har haft det bedre, end nu hvor temperaturerne i dens habitat bliver lidt mere menneskelige. En besnærende påstand – der ikke holder. Her er, hvad Sharon Begley skriver i Newsweek:

Lomborg opens Cool It with a long discussion on polar bears, arguing that no more than two (of 20) groups are declining in population, that their numbers are not falling overall, and, in places where they are, that it is not a result of global (or Arctic) warming. In fact, polar-bear populations in warming regions are rising, he argues, suggesting that a warmer world will be beneficial to the bears. As Friel shows, Lomborg sourced that to a blog post and to a study that never mentioned polar bears. But he ignored the clear message of the most authoritative assessment of the bears’ population trends, namely, research by the International Union for Conservation of Nature. It found that bear populations are indeed declining where the Arctic is warming. In fact, concluded the IUCN, polar-bear populations “have declined significantly” where spring temperatures have risen dramatically. It also offered an explanation for Lomborg’s claim that numbers are falling most where temps are getting colder: that area happens to be where there is unregulated hunting.

For his claim that the polar-bear population “has soared,” Lomborg cited a 1999 study (scroll down to the paper by Ian Stirling). But that study described declining birthrates and other threats to the bears, blaming warmer spring temperatures that cause the sea ice to break up. Overall, since the mid-1980s polar-bear numbers have fallen, which experts attribute to global warming. The source is thus not exactly the solid endorsement of Lomborg’s claim about thriving polar bears that one might assume.

…

Lomborg responded to several specific charges of Friel’s that I sent him. On polar bears, he doesn’t dispute using the sources Friel finds dodgy. He acknowledges that the IUCN report “says that the reduction in ice affects polar-bear reproduction,” but says “it does not specify how.” That seems a bit disingenuous, however, since it is clear that loss of sea ice hurts bear reproduction. Lomborg also told me that he “did not ignore the drowning of polar bears,” but says the drownings were the result of a storm. Bears, however, have a better chance of surviving storms if they can take refuge on a large expanse of sea ice rather than face open water. As the final arbiter, let’s go to Ian Stirling, one of the world’s foremost experts on polar bears. Lomborg, Stirling says, used “inaccurate and utterly inadequate arguments” to “erroneously suggest climate warming will have little negative effect on” the bears.

Den nye kritik af Lomborg i danske medier

Der har ikke været meget omtale i DK af Lomborgs tur i fact-tjekker maskinen. Jeg synes, det er væsentligt at fremhæve dækningen, så jeg tillader mig at bringe et par tekster fra papirudgaver:

Politiken bragte en note under overskriften Den vil jeg ikke læse:

Selv om klimadebatten er et af tidens vigtigste emner, får jeg næppe læst Lomborg Deception. Her gennemgår forfatteren Howard Friel minutiøst og kritisk Bjørn Lomborgs bog ‘Cool It’ fra 2007 for at vise, at den danske klimadebattørs konklusioner om den globale opvarmning bygger på fejl. Bogen, som udkommer på Yale University Press i næste måned, får en pæn anmeldelse i seneste nummer af Newsweek.
Anmelderen mener ikke, at den skal læses i et hug, men hun anbefaler læsere af ‘ Cool It’ at have modværket ved hånden. For mig bliver det lidt for meget mudderkastning. Lomborg har allerede skrevet et forsvar på 25 sider, hvor han tilbageviser Friels påstande. martin.aagaard@pol.dk

.
Så er den ged barberet.

Jyllands-Posten bragte som det eneste dagblad en grundig omtale under overskriften Lomborg hudflettes i ny bog:

En amerikansk forfatter har kigget Bjørn Lomborg efter i kortene. Hans konklusion er, at den indflydelsesrige klimaskeptikers teorier bygger på varm luft. Af Jørgen Ullerup, Jyllands-Postens korrespondent. WASHINGTON.
Bjørn Lomborg er af avisen The Guardian blevet udråbt som en af 50 personer, der kan redde planeten, og i Foreign Policy har han indtaget 14. pladsen på top 100-listen over offentlige intellektuelle.
Nu udråbes han til en svindler i et tredje magtfuldt medie, det amerikanske Newsweek.
Nyhedsmagasinet bringer en lang anmeldelse af en ny bog “The Lomborg Deception” (Lomborg-skuffelsen), hvori forfatteren Howard Friel har tjekket oplysningerne i den danske klimadebattørs bog “Cool it” fra 2007. Konklusionen lyder, at Lomborgs argumentation er et korthus, der vil falde for selv den mindst klimaskabte brise.
»Som et eksperiment undersøgte jeg en af Lomborgs fodnoter og fandt ud af, at den ikke støttede det, som han hævdede. Så fortsatte jeg og fandt det samme mønster,« siger Howard Friel til Newsweek og kalder Lomborg for en performancekunstner forklædt som en akademiker.
Ved at anfægte, at der er videnskabeligt belæg for at hævde, at konsekvenserne af den globale opvarmning bliver så katastrofale som frygtet, vandt Lomborg stor ind-flydelse blandt modstanderne af at reducere udledningen af CO2.
Newsweeks anmelder, videnskabsredaktør Sharon Begley, anklager Friels bog for ikke at være læservenlig og for detaljeret, men konkluderer, at kritikken er overbevisende.
Lomborg imødegår kritikken i et 25 sider langt svar til Friels forlag, Yale University Press, der udgiver bogen i næste måned.
Anmeldelsen i Newsweek opfordrer klimastuderende til at have Lomborgs “Cool it” og “The Lomborg Deception” liggende side om side for selv at afgøre, om danskerens teorier bygger på kendsgerninger eller varm luft. jorgen.ullerup@jp.dk

Konklusion (min): Kun de færreste gider sætte sig ind i substansen, når det gælder klimastoffet. Det afspejles også i medierne. Taberne i det spil er alle de, der tror, at videnskaben dybest set ikke ved, om den globale opvarmning kommer til at skabe problemer, og at det hele bare er gang trættende mudderkastning. Det er en dyr fejltagelse.

Det sker 20 forskellige sprog, og for mange avisers vedkommende er teksten placeret på forsiden. Lederen er publiceret under Creative Commons licens, og den lyder sådan her:

Copenhagen climate change conference: Fourteen days to seal history’s judgment on this generation

Today 56 newspapers in 45 countries take the unprecedented step of speaking with one voice through a common editorial. We do so because humanity faces a profound emergency.

Unless we combine to take decisive action, climate change will ravage our planet, and with it our prosperity and security. The dangers have been becoming apparent for a generation. Now the facts have started to speak: 11 of the past 14 years have been the warmest on record, the Arctic ice-cap is melting and last year’s inflamed oil and food prices provide a foretaste of future havoc. In scientific journals the question is no longer whether humans are to blame, but how little time we have got left to limit the damage. Yet so far the world’s response has been feeble and half-hearted.

Historien om historien. Læs om initiativet og se hvem der deltog.

Climate change has been caused over centuries, has consequences that will endure for all time and our prospects of taming it will be determined in the next 14 days. We call on the representatives of the 192 countries gathered in Copenhagen not to hesitate, not to fall into dispute, not to blame each other but to seize opportunity from the greatest modern failure of politics. This should not be a fight between the rich world and the poor world, or between east and west. Climate change affects everyone, and must be solved by everyone.

The science is complex but the facts are clear. The world needs to take steps to limit temperature rises to 2C, an aim that will require global emissions to peak and begin falling within the next 5-10 years. A bigger rise of 3-4C — the smallest increase we can prudently expect to follow inaction — would parch continents, turning farmland into desert. Half of all species could become extinct, untold millions of people would be displaced, whole nations drowned by the sea. The controversy over emails by British researchers that suggest they tried to suppress inconvenient data has muddied the waters but failed to dent the mass of evidence on which these predictions are based.

Few believe that Copenhagen can any longer produce a fully polished treaty; real progress towards one could only begin with the arrival of President Obama in the White House and the reversal of years of US obstructionism. Even now the world finds itself at the mercy of American domestic politics, for the president cannot fully commit to the action required until the US Congress has done so.

But the politicians in Copenhagen can and must agree the essential elements of a fair and effective deal and, crucially, a firm timetable for turning it into a treaty. Next June’s UN climate meeting in Bonn should be their deadline. As one negotiator put it: “We can go into extra time but we can’t afford a replay.”

At the deal’s heart must be a settlement between the rich world and the developing world covering how the burden of fighting climate change will be divided — and how we will share a newly precious resource: the trillion or so tonnes of carbon that we can emit before the mercury rises to dangerous levels.

Rich nations like to point to the arithmetic truth that there can be no solution until developing giants such as China take more radical steps than they have so far. But the rich world is responsible for most of the accumulated carbon in the atmosphere – three-quarters of all carbon dioxide emitted since 1850. It must now take a lead, and every developed country must commit to deep cuts which will reduce their emissions within a decade to very substantially less than their 1990 level.

Developing countries can point out they did not cause the bulk of the problem, and also that the poorest regions of the world will be hardest hit. But they will increasingly contribute to warming, and must thus pledge meaningful and quantifiable action of their own. Though both fell short of what some had hoped for, the recent commitments to emissions targets by the world’s biggest polluters, the United States and China, were important steps in the right direction.

Social justice demands that the industrialised world digs deep into its pockets and pledges cash to help poorer countries adapt to climate change, and clean technologies to enable them to grow economically without growing their emissions. The architecture of a future treaty must also be pinned down – with rigorous multilateral monitoring, fair rewards for protecting forests, and the credible assessment of “exported emissions” so that the burden can eventually be more equitably shared between those who produce polluting products and those who consume them. And fairness requires that the burden placed on individual developed countries should take into account their ability to bear it; for instance newer EU members, often much poorer than “old Europe”, must not suffer more than their richer partners.

The transformation will be costly, but many times less than the bill for bailing out global finance — and far less costly than the consequences of doing nothing.

Many of us, particularly in the developed world, will have to change our lifestyles. The era of flights that cost less than the taxi ride to the airport is drawing to a close. We will have to shop, eat and travel more intelligently. We will have to pay more for our energy, and use less of it.

But the shift to a low-carbon society holds out the prospect of more opportunity than sacrifice. Already some countries have recognized that embracing the transformation can bring growth, jobs and better quality lives. The flow of capital tells its own story: last year for the first time more was invested in renewable forms of energy than producing electricity from fossil fuels.

Kicking our carbon habit within a few short decades will require a feat of engineering and innovation to match anything in our history. But whereas putting a man on the moon or splitting the atom were born of conflict and competition, the coming carbon race must be driven by a collaborative effort to achieve collective salvation.

Overcoming climate change will take a triumph of optimism over pessimism, of vision over short-sightedness, of what Abraham Lincoln called “the better angels of our nature”.

It is in that spirit that 56 newspapers from around the world have united behind this editorial. If we, with such different national and political perspectives, can agree on what must be done then surely our leaders can too.

The politicians in Copenhagen have the power to shape history’s judgment on this generation: one that saw a challenge and rose to it, or one so stupid that we saw calamity coming but did nothing to avert it. We implore them to make the right choice.

Dagen efter at Jylland-Posten fornylig i en leder kritiserede prodekan og professor Katherine Richardson for at have arrangeret en ensidig og politiserende forskningskongres i København 10-12 marts, mødte jeg hende til en samtale om klimaet og pressen.

Se videoklip (længde cirka 13 minutter).

Nøgleord fra samtalen:

• Katherine Richardson: “Der deltog faktisk forskere for eksempel fra Copenhagen Consensus …”
• Katherine Richardson: “Pas på med at behandle videnskaben som var det religion …”

• Katherine Richardson: “Det mest tankevækkende resultat fra konferencen var, i hvor høj grad forskerne nu kan bekræfte klimapanelets projekteringer …”
• Spørgsmål: Er du enig når Barack Obama siger “The time for discussion is over”?
• Spørgsmål: Hvad er efter din mening årsagen til, at 4 ud af 10 danskere ikke tror på “drivhuseffekten”?
• Katherine Richardson: “Den traditionelle journalistiske konfliktskabelon passer ikke til al slags reporting …”

I de seneste dage har både Jyllands-Posten og Financial Times bragt ledere om klimaforandringerne og klimapolitik, og forskellen på de to dagblades overordnede redaktionelle tænkning på klimaområdet er til at tage og føle på.

Jyllands-Posten skrev forleden, søndag den 15/3 2009, at den nyligt overståede klimakonference arrangeret af Københavns Universitet var en ensidig affære, som led under fraværet af kritiske røster.

“Der var konsensus. Men hvor var de skeptiske røster? Hvor var repræsentanterne for de forskere og videnskabsmænd, som tør gå mod det etablerede miljø-establishment? Hvor er de mange, som mener, at der måske er andre veje til at løse problemet end ensidigt at fokusere på CO2?”

For det første: Jyllands-Postens lederskribent har galt fat i selve konference-setup’et: Arrangørerne (jeg har gjort mig den ulejlighed at spørge prodekan Katherine Richardson) har ikke holdt nogen forskere uden for konferencen eller for den sags skyld bevidst undladt at invitere kritiske røster. Det har stået alle forskere med relevant og publiceret forsking frit at tilmelde sig konferencen – og det er der flere tusind, som har gjort.

For det andet: Med udgangspunkt i tidligere ledere samt bladets redaktionelle klimadækning gætter jeg på, at lederskribenten gerne havde set, at der på konferencen havde været videnskabeligt fokus på nogle af de synspunkter, som inden for det seneste år har fået masser af spalteplads i JP:

• A: Klodens temperaturer stiger ikke, de falder
• B: Vi kan ikke vide, om CO2 er så vigtig en årsag til den globale opvarmning, som flertallet af forskere siger
• C: Der er en ny istid på vej
• D: Det kan ikke betale sig at sætte massivt ind overfor de globale CO2-udledninger.

Jeg tør godt, punkt for punkt, gætte på, hvorfor ingen forskere mødte op på konferencen i København med den slags input:

• A: At gennemsnittet for året 1998 ikke er overgået, hvad angår lufttemperaturer målt i to meters højde, er ikke ensbetydende med, at “Klodens temperaturer falder”, som man fornylig kunne læse i JP. Tværtimod foregår der vedvarende en ophobning af varmeenergi i hele jordsystemet (= atmosfære, ocean og landmasser). Det er ikke overraskende, at der på konferencen i København ikke blev sat spørgsmålstegn ved, om den globale opvarmning fortsætter. Det er noget, man kan hævde i debatindlæg, men ikke med udgangspunkt i observede data.
• B: Vi kender CO2’s fysiske egenskaber. Vi kender drivhusgassen CO2’s varmetilbageholdende evne, og der kan sættes præcise værdier på denne. Det er “hård”, efterprøvet fysik, at de årlige milliarder tons menneskeligt udledt CO2 medfører en ophobning af varmeenergi i jordsystemet. Det vil hverken være muligt at finde forskningsresultater, der siger noget andet, eller seriøse klimaforskere som vil modsige data.
• C: For at citere den danske professor Eigil Kaas: Det er helt ude i hampen. Påstanden kan hverken understøttes af observede data eller pålidelige teorier.
• D: Efterhånden som vores viden om konsekvenserne af den globale opvarmning vokser, bliver det sværere og sværere at finde økonomer, som støtter Bjørn Lomborgs synspunkt: At det ikke kan betale sig at forsøge at bremse den globale opvarmning ved hjælp af reduktioner i CO2-udledning. Idag erkender flere og flere økonomer, at man hidtil har sat omkostningerne ved en fortsat kraftig global opvarmning alt alt for lavt.

Jyllands-Posten rykker sig, trods alt

Når det så er sagt, var det værd at bemærke, at JP’s lederskribent forleden anerkendte FNs klimapanel som en troværdig kilde til viden om udviklingen i klodens klima. Det er nye toner.

“Ville det ikke være både konstruktivt og gavnligt for indsatsen mod de klimaændringer, som den mest troværdige institution, FN’s klimaforskningsgruppe IPCC, utvivlsomt med rette har kaldt utvetydige, også at høre andre stemmer?”

Det er kun godt fire måneder siden, at klimapanelet fik dette skud vitriol af JP’s lederskribent:

“Det er forunderligt, som frelste, ensporede miljøfanatikere er faldet i svime over visdommen i FN’s klimapanel. Alene det faktum, at 2.500 forskere kan blive enige om noget som helst burde mane til eftertanke. Sandheden er da også, at det er så som så med videnskabeligheden.
Virkeligheden, som den en gang imellem oven i købet bekræftes af afhoppere med samvittighedskvaler, består af politiske tuskhandeler og sjakren med tal og fakta og skyldig hensyntagen til de forskellige baglandes økonomiske interesser.”

Men hvad gør en klog avis?

Jeg lagde ud med at sige, at der inden for klimajournalistikken findes mere eller mindre velovervejede dagblade. Financial Times har imodsætning til Jyllands-Posten tydeligvis ofret redaktionelle ressourcer på at sætte sig grundigt ind i klimastoffet, og bladet leverer en oplysende, man stadig kritisk klimajournalistik.

På lederplads i FT finder man holdninger, som er funderede i en saglig tilgang til emnet – se bare her, fra weekenden.

Don’t be misled by the recent cold winter in Europe and north America – or by this week’s conference of vocal climate change sceptics in New York. Pay attention instead to the larger gathering in Copenhagen, where mainstream scientists have issued a series of dire warnings that global warming is proceeding far faster than the scenarios published by the Intergovernmental Panel on Climate Change two years ago.

Many politicians who believe in global warming have taken some comfort from the IPCC consensus opinion that average temperatures will rise by about 2°C this century, an increase to which the world could just about adapt. Unfortunately that view is out of date, according to recent evidence presented in Copenhagen and elsewhere – ranging from the rapid thinning of Arctic ice to the unexpected vulnerability of the Amazon rainforests to drought and heat.

To reduce the real risk of a climate catastrophe, bringing untold social disruption later this century, politicians worldwide must bring a new sense of urgency to the battle against global warming. The new US president will help: Barack Obama believes personally in the need for action and his administration has a strong environmental team. As he has said, the fight against recession is no excuse to relax on the climate front.

Three main strategies are needed. The first is direct support for technologies to cut the amount of carbon dioxide entering the atmosphere; such “green investment” should be part of any economic stimulus plan. Second, judicious use of regulations can force companies and consumers to use energy more efficiently.

The third element is the most difficult: making it more expensive to emit greenhouse gases. Political constraints may rule out the most straightforward method – raising carbon taxes substantially – in some countries, including the US. If so, robust cap-and-trade schemes, imposing stringent limits on emissions, will serve well instead.

Læs hele FT’s leder her.

Sådan lagde studieværten op til interviewet:

“Klimaforandringerne er menneskeskabte og hvis man påstår noget andet, bliver man idag nærmest anset for lidt småskør. Men videnskaben har dog aldrig entydigt bevist, at det er menneskene og vores måde at leve på, der er skyld i den globale opvarmning. Grønne politiske vinde er begyndt at blæse kloden rundt, og det virker som om, der ikke længere stilles kritiske spørgsmål til videnskaben, når det kommer til klimaforandringerne. I den ophedede debat der glemmer politikerne og aktivister tit, at klimaforskerne baserer der forudsigelser på modeller, der er særdeles usikre.

Når jeg nu kritisererer indslaget, lever jeg sikkert fuldt ud op til studieværten og bogredaktørens forventninger om, at “klimakritiske” røster er ilde hørt blandt folk, som mig, der tager videnskaben alvorligt. Men det må jeg jo leve med. (Jeg er lidt mere ambitiøs: Jeg vil gerne BÅDE have kritiske røster OG sagligt funderede argumenter).

Her er nogle af de mange problematiske ting ved indslaget:

• Indslagets overskrift på nettet. Klimamodellernes forudsigelser er ikke præcise, men de er heller ikke “meget usikre”. Her er et bud på en mere saglig ordlyd: “Klimamodellerne har over de sidste ti år udviklet sig til at være overraskende præcise”.
• Udsagnet “at man bliver anset for småskør, hvis man betvivler, at den globale opvarmning er menneskeskabt” er unødvendigt polemisk. Det hører idag til etableret viden, at den menneskeskabte CO2-udledning har forstærket drivhuseffekten. Det kan måles og efterprøves, dels i atmosfæren og dels på molekylærniveau i laboratoriet.
• “Politikere og aktivister glemmer, at forskerne baserer deres viden på usikre modeller”, hedder det. Det er en misforståelse. Klimaforskere (og FNs klimapanel) baserer deres viden på mange andre ting end klimamodeller. For at nævne de vigtigste: Metodiske observationer af naturen, studier af fortiden samt veletableret klimafysik. Hertil kommer klimamodellerne.

Må jeg minde om Naomi Oreskes undersøgelse fra 2004 af 928 videnskabelige artikler om den globale opvarmning. Oreskes satte sig for at kvantificere den “videnskabelige uenighed” om CO2-spørgsmålet, og stor var hendes overraskelse, da det viste sig, at intetsteds i artiklerne blev der stillet spørgsmålstegn ved, at CO2 er hovedårsagen til den globale opvarmning.

Videnskaben er forlængst rykket videre, og det er idag kun i pressen, der blivet stillet spørgsmålstegn ved om klimaforandringerne er menneskeskabte eller ej. Desværre næsten altid på et usagligt grundlag, som i P1 idag.

Hør indslaget her.

Der er de naturligvis ikke (desværre).

I går skrev samme reporter så, hvad der reelt er et dementi af hans egen tophistorie. En slags reserch for åben skærm, hvor reporteren spørger professor Eigil Kaas, hvordan det kan være, at så meget is på begge poler stadig smelter, når nu lufttemperaturen faldt fra 2007 til 2008.

Historien er sådan set udmærket isoleret set – men men men: Hvor mange af de tusinder, som læste den fordrejende og forkerte forsidehistorie for 14 dage siden, læste gårsdagens mindre opsatte historie? Og af de som gjorde, hvem tænkte så: “Nååe, jamn, så må historien om at klodens temperaturer falder jo have været forkert”?

Nej, som sædvanlig er det skeptiker-vinklen, der står tilbage i hukommelsen på de fleste: “Er der nu noget om det klimahalløj? Ved forskerne, hvad de taler om?”

Fornylig blev det dokumenteret, at fire ud af ti danskere ikke tror på, at klimaforandringerne er menneskeskabte. JP bærer en væsentlig del af ansvaret for, at det forholder sig sådan.

Sagen er jo, at det er en skandale (jeg lyder snart som E. Brokkendorf, Tværvej 13 i Vrissenbjerg fra A.T.S.), at det tilsyneladende kan komme bag på JP’s hovedreporter på klimastoffet, at der vedvarende foregår en ophobning af varmeenergi i jordsystemet på grund af CO2-udledning. Findes der næsten et mere omtalt veldokumenteret fysisk fænomen?

Jeg gætter på, at vi stadig ikke har set den sidste gang klimavås fra JP’s side – men man har jo lov til at håbe.

Man tror det er løgn, men anledningen var, at britiske Climatic Research Unit (CRU) ved University of East Anglia offentliggjorde deres vurdering af middeltemperaturen i 2008 og udnævnte året til at være det 10. varmeste nogensinde. CRU overvåger den globale temperaturudvikling for FN’s World Meteorological Organisation (WMO).

I følge CRU var 2008 0,1 grad koldere end 2007, og det var anledning nok til, at JP-reporter Lars From igen bragte “datafiskeren” Ole Humlum på banen med hans gammelkendte påstande om, at den globale opvarmning er stoppet, og at klimaforskerne derfor tager fejl i deres vurdering af drivhusgassen CO2’s varmeeffekt.

Den virkelige historie om 2008 er, at året bidrager til at gøre perioden 2000-2008 hele 0,2 grader varmere end gennemsnittet for perioden 1990-1999. Peter Stott fra British Met Office skærer det ud i pap:

“Without human influence on climate change we would be more than 50 times less likely of seeing a year as warm as 2008.”

Andre facts som JP af gode grunde ikke havde med i mandagens forsidebasker (der var ikke plads til for meget fakta, for så var historien jo faldet):

• Oktober og november måned var henholdsvis anden- og fjerdevarmeste okt/nov nogensinde målt
• De 10 varmeste år siden målingernes start i 1850 er alle faldet siden 1997, hvilket jo harmonerer rigtig dårligt med JP’s vinkel om, at klodens temperaturer er faldet siden 1998
• 2008 blev året med den samlet set laveste mængde is i hele arktis i målingernes tid.

Det britiske Met Office bragte forleden denne illustrative rekordrække af varme år:

Professionelle klimaforskere kalder JP’s hovedkilde Ole Humlum for groft vildledende. Det gør de fordi:

• Humlum påstår, at den globale opvarmning ser ud til at være stoppet siden 1998. Læs her hvorfor det både er noget vrøvl og en gang fordrejende datafiskeri: Skeptiker-teori: “Den globale opvarmning stoppede i 1998″
• Humlum påstår at temperaturfaldet fra 2007 til 2008 sår berettiget tvivl om klimamodellernes troværdighed (for klimamodellerne siger jo, at mere CO2 skal give mere varme). JP’s klimamedarbejder burde vide (eller hurtigt få tjekket op på), at de årlige udsving i middeltemperaturer er helt i overensstemmelse med klimamodellernes simulationer, og at dette ikke rokker ved det faktum, at der foregår en global, menneskeskabt opvarmning i disse år. Se blot hvordan det går op og ned på grafen herunder (fra bloggen RealClimate.org), der illustrerer en lang række klimamodellers simulationer år for år.

En mærkelig ting mere i JP’s historie mandag:

Reporter Lars From har inkluderet et afsnit, hvor han konstateterer, at der nu, hvor den arkitiske sommer er overstået, atter er bidende koldt og masser af is mod nord:

2007 kom katastrofemeldinger om ekstrem global opvarmning i det arktiske område, da man konstaterede, at isen omkring Nordpolen var skrumpet til den mindste udbredelse, man nogensinde havde målt. Forskere talte dengang om, at Nordpolen kunne være isfri om sommeren om 15-20 år. De seneste vurderinger siger sågar i 2015.

Men de nyeste målinger viser, at isen lige nu er på vej tilbage, oplyser seniorforsker Rasmus Tonboe fra DMI.

Isen vokser for øjeblikket med 60.000 kvadratkilometer om dagen, fordi temperaturen omkring Nordpolen ligger mellem minus 25 og minus 30 grader.

»Isen er på vej op. I sommer begyndte den at smelte noget senere end normalt. Derfor overlevede noget af vinterisen sommeren, så den nu er opgraderet til polaris, der er meget tykkere og mere stabil end den tynde etårige vinteris. Et ret stort område med is er således gendannet. Hvis vi får en serie af kolde somre, vil vi se, at havisen bliver gendannet, men det regner vi ikke med,« lyder det fra Rasmus Tonboe.

Seniorforskeren fra DMI giver jo troværdighed til journalistens vinkling ved sin blotte tilstedeværelse i dette afsnit. Hvad flertallet af læsere formentlig ikke opfatter er, at isens vintervækst ikke har noget at gøre med den virkelige historie om den arktiske is i 2008.

Den fremgik forleden tydeligt af World Meteorological Organisations pressemeddelelse:

Arctic sea ice extent during the 2008 melt season dropped to its second-lowest level since satellite measurements began in 1979, reaching the lowest point in its annual cycle of melt and growth on 14 September 2008. Average sea ice extent over the month of September, a standard measure in the scientific study of Arctic sea ice, was 4.67 million km2. The record monthly low, set in 2007, was 4.3 million km2.

Because ice was thinner in 2008, overall ice volume was less than that in any other year.

A remarkable occurrence in 2008 was the dramatic disappearance of nearly one-quarter of the massive ancient ice shelves on Ellesmere Island. Ice 70 metres thick, which a century ago covered 9 000 km2, has been chiselled down to just 1 000 km2 today, underscoring the rapidity of changes taking place in the Arctic. The season strongly reinforces the 30-year downward trend in Artic sea ice extent.

Hvordan kan JP så få DMI’s Rasmus Tonboe til at medvirke i sådan en vinkling?? Samme Tonboe som kommer med langt mere relevante observationer i Informations historie et par dage senere: “Arktis er over smertetærsklen” (tak for tippet til Niels-Holger Nielsen i kommentarfeltet).

Det lugter langt væk af selektiv kildebrug, hvor kilden anvendes til at dokumentere journalistens egen vinkel. Det er næsten standarden Det sker alt for tit i JP’s klimadækning, og det er en skærpende omstændighed at bladet på lederplads kører samme fordrejende og videnskabsfornægtende linie. Det tyder på, at opinionsjournalistikken flyder over i/påvirker den almindelige journalistik.

Utroligt nok stopper det ikke her. I mandags fik JP også lige sået tvivl hos sine læsere om lødigheden af Connie Hedegaards “beslutningstager-turisme” til gletscheren ved Ilulissat:

At ikke alt omkring global opvarmning umiddelbart er, som det ser ud, kunne en artikel i tidsskriftet Nature Geoscience i september afsløre.

Gletsjerbesøg
Artiklen, der var skrevet af et internationalt forskerhold med bl.a. forskere fra DMI, viste, at de senere års voldsomme afsmeltning af gletsjeren ved Ilulissat i Grønland ikke skyldes global opvarmning, men derimod ændrede havstrømme, der fører varmere vand ind under gletsjeren, så den derved smelter.

Igen er der tale om vildledning på et højt plan. Det er rigtigt nok, at Jakobshavn Isbræ primært smelter på grund af varmehavstrømme, men 1: Det er en ringe trøst, og den samme effekt (varmere havstrømme) har bevirket, at gletschereafsmeltningen i dele af Antarktis stiger bekymrende. 2: Artiklen i Nature Geoscience siger intet om, at disse varme havstrømme ikke også skyldes faktorer, der er påvirket af den globale opvarmning. Sådan lyder det i artiklens abstract:

We trace these oceanic changes back to changes in the atmospheric circulation in the North Atlantic region. We conclude that the prediction of future rapid dynamic responses of other outlet glaciers to climate change will require an improved understanding of the effect of changes in regional ocean and atmosphere circulation on the delivery of warm subsurface waters to the periphery of the ice sheets.

Konklusion 1: Løb langt uden om JP, når det gælder mediehusets klimadækning. Konklusion 2: Man må da håbe, at det ikke står lige så skidt til med den højt besungne journalistiske faglighed på andre JP-stofområder.

Relaterede artikler:

• Klimavås fra Jyllands-Posten, del 1

PS: Hvorfor gentager Berlingskes ellers udmærkede klimasektion JPs historie??

PPS: Jeg har også sendt et læserbrev til Jyllands-Posten, som ikke blev bragt:

Man kan mene hvad man vil om de videnskabsfornægtende holdninger til den globale opvarmning, som Jyllands-Postens lederskribenter lægger for dagen (JP leder forleden: “FN’s klimapanel sjakrer sig frem til sine resultater”), men mediehusets journalistiske dækning af samme stofområde bør læserne kunne tage seriøst. Det kan de desværre ikke.
I går, såvel på talrige andre dage, hvor klimaet har været på den redaktionelle dagsorden, var JP’s troværdighed trukket ned på under nulpunktet af en tophistorie om klimaet, der ikke holder.

“Klodens temperaturer falder” stod der øverst på forsiden. Anledningen var, at der er kommet tal, som viser, at 2008 bliver 0,1 grad koldere end 2007. Nu ved jeg godt, at mange bliver trætte i hovedet, så snart der kommer modsigende tal på bordet i “klimadebatten”, som mange journalister ynder at kalde omtalen af observerede data fra klimaforskere. Og det er helt sikkert for sent at gøre noget ved det faktum, at tusinder af danskere er blevet mere klimaforvirrede efter at have set JP’s forside i går, ligesom man nok heller ikke kan nå den læser, der i debatten på JP.dk beklagede sig over, at DR slet ikke omtalte faldet i klodens temperaturer mandag.

Men for troværdighedens skyld bør det slås fast: At stigningstakten i klodens middeltemperaturer stadig er for opadgående set over det sidste ti-år. Den virkelige historie er ikke, at 2008 blev 0,1 grad koldere end 2007, men derimod, at dette ti-år bliver det varmeste ti-år siden målingernes start. Dette er – gætter jeg på – nok også grunden til, at DR og andre toneangivende medier verden over ikke valgte at bringe samme tophistorie som JP mandag.

Det er anden gang i år, at JP slår det stort op (begge gange med fysikeren Ole Humlum som kilde), at de globale temperaturer er faldet siden 1998. Det kræver lidt detailkendskab (=almindelig journalistisk research) at gennemskue, hvorfor det er en fordrejet udlægning af data.

1998 er et meget specielt udgangspunkt, hvis man vil anlægge sådan en trendmåling. 1998 blev nemlig på grund en af ekstraordinær stærk El Nino det varmeste år nogensinde siden målingernes start, og på temperatur-grafer tårner 1998 sig ubestridt op over alle andre år – næsten tangeret af 2007, der blev det næstvarmeste år i følge NASAs målinger. Det er således teknisk korrekt, at der ikke har været varmere år siden 1998, men denne observation kan ikke bruges til så tvivl om, hvorvidt den globale opvarmning er stoppet.

Fysikeren Ole Humlums iagttagelser fik i januar i år karateristikken “datafiskeri af værste skuffe” i Ingeniøren.

At tale om, at klodens samlede temperatur er faldet det sidste ti-år, udelukkende med udgangspunkt i atmosfæriske målinger, er i øvrigt misvisende. Sammenlægges de atmosfæriske temperaturmålinger med oceantemperaturmålinger forholder det sig (desværre) sådan, at den globale netto-opvarmning fortsætter. Det skylder JP at forklare sine læsere.

OBS: Artiklen er revideret fredag den 19/12 2008.

Vi lægger ud med en artikel, som dukker op, når man søger på nøgleordet “drivhuseffekt” i JP.dk’s særlige klimasektion. Artiklen, som ligger her, er kategoriseret som undervisningsmateriale (!). Den er skrevet af Lisbeth Bjerre og opdateret april 2008 af Lars From.

Her i dette afsnit er der dømt klimavås:

Forskerne har længe arbejdet ud fra teorier om, at CO2 er den primære årsag til den menneskeskabte drivhuseffekt. Nogle forskningsresultater har dog stillet spørgsmålstegn ved, om CO2 er hovedproblemet. På Goddard Rumforskningsinstitut i New York mener nogle forskere, at andre drivhusgasser, som ikke indeholder kuldioxid, spiller en større rolle i den globale opvarmning end CO2. Det drejer sig især om metan, CFC-gasser og ozon, og derfor bør udledningen af disse gasser ifølge forskerne reduceres på linje med CO2.

Det er naturligvis det rene vrøvl, skolebørnene får serveret her.

1. Der er ikke præsenteret et eneste holdbart forskningsresultat i de sidste 20-30 år, som har formået at rokke ved denne overordentligt veldokumenterede kendsgerning: CO2 er den alt-dominerende faktor bag den globale opvarmning.
2. NASA/GISS (Goddard Rumforskningsinstituttet i New York) var blandt de første til at slå fast, at CO2 er hovedproblemet.
3. Her kommer det mest våsede: Ingen, der har hørt efter i kemi på gymnasieniveau har nogensinde været i tvivl om, at metan og CFC-gasserne hører til blandt de stærkeste drivhusgasser. Det er velkendt og velbeskrevet. Metan er for eksempel en 23 gange stærkere drivhusgas end CO2, men fordi der er så enormt meget mere CO2 i atmosfæren, er den samlede opvarmningseffekt fra CO2 tre gange større end for metan. Det samme gælder for CFC-gasser og ozon – her er den samlede drivhuseffekt blot endnu lavere.

• Myte: “Den globale opvarmning er stoppet”

• Myte: “CO2-udledningen fra fossile brændstoffer fører ikke til øget opvarmning”

• Myte: “Iskerneboringer viser, at der i fortiden er sket pludselige klimaskift, hvor temperaturændringen ikke modsvares af ændringer i CO2-niveauet – ergo kan man ikke sige, at mere CO2 giver mere varme”

• Myte: “Det er Solens skyld”

Der flere myter på spil i kommentarerne til Lidegaards indlæg, men tjek selv kommentarerne – for eksempel i indlægget “Stiger temperaturen?

En af debattørerne, Niels A. Nielsen (NAN), føler sig især meget overbevist om, at CO2 ikke kan tillægges nogen dominerende rolle i den globale opvarmning, da man i iskerneboringer kan konstatere pludselige klimaskift i fortiden, som ikke modsvares af pludselige skift i atmosfærisk CO2-indhold. Det er der jo en række gode forklaringer på, som NAN ikke har fundet det nødvendigt at sætte sig ind i, inden han i meget selvsikre vendinger fremturer mod Lidegaard.

(Den bedste indsigt i hvorfor fortidens pludselige klimaskift ikke kan bruges til at drage CO2’s egenskaber som drivhusgas i tvivl, men tværtimod er dybt foruroligende, fås ved læsning af bogen “Fixing Climate”, som udkom i år. Bogen er skrevet af en af klimaforskningens grand old men, Wallace S. Broecker. Broecker har en fæl drage hængende i loftet på sit kontor, som han kalder klima-bæstet. Selvom den er gammel og slidt, beholder han den, fordi den minder ham om, at det er med klimaet som med sovende drager af den ildsprudlende slags: man skal under ingen omstændigheder forstyrre dem. Desværre, skriver Broecker, er vi med vores årlige udpumpning af 10 milliarder tons kulstof i atmosfæren i gang med et gigantisk eksperiment, der påvirker centrale elementer i klimafysikken – et eksperiment der meget vel kan fremprovokere endnu en uforudset reaktion fra “klima-bæstet”).

Mit ærinde med at fremhæve NAN her er at påpege, hvor sisyfos-agtig en kamp det kan være at argumentere frem og tilbage med folk, der tilsyneladende ikke tilægger den videnskabelige metode større vægt end udokumenterede synspunkter fra diverse kommentatorer og videnskabsfolk, der ikke beskæftiger sig professionelt med klimaforskning.

Jeg søgte lidt omkring på nettet efter andre bidrag fra Niels A. Nielsen, og jeg stødte ind dette udmærkede svar fra en åbenbart utrættelig klima-debattør, Christoffer Bugge Harder (jeg kender ham ikke, men han er flittig ovre på Klimadebat.dk). Christoffers svar til NAN giver et veldokumenteret indtryk af NAN’s debatniveau.

Jeg læser ofte Joe Romm’s blog Climate Progress. Blogejer Joe Romm er begyndt at redigere ret kraftigt i sine indkommende kommentarer – som her:

Er det vejen at gå? Eller skulle man simpelthen bare bruge delete-tasten ind i mellem?

Eller er dét en forbudt tanke? [Det sidste spørgsmål er tilføjet fredag 5/12. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke selv er sikker på, hvad der er det rigtige her/kris].