Argumentationen lyder sådan her:

Klodens tilgængelige ressourcer af fossile brændstoffer er begrænsede og kan forsyne os med energi et begrænset antal år endnu.
Klimaforandringerne kræver, at vi forkorter den tid, menneskeheden endnu baserer hovedparten af sin energiforsyning på fossile brændstoffer. Klimaforandringerne er dermed en trussel for olie- og kulindustriens tilbageværende fremtidige indtjeningspotentiale.
Industrien modarbejder bevidst og målrettet den nødvendige indsats, der skal sikre, at vi kan skifte til rene energiformer. Det sker blandt andet ved at overdrive estimaterne af hvor store olie- og kullagre, der endnu er tilbage.

På den måde, skriver James Hansen, bliver befolkninger og regeringer lullet i søvn i den behagelige tro, at der er olie og kul til mange årtier/århundreder endnu. I realiteten, fortsætter han, har vi brugt over halvdelen af lagrene, og den resterende kan kun udnyttes fuldt ud ved at give tilladelser til at bore i nationalparker, under isen og, forbundet med enorme udgifter, under havbunden i de dybe oceaner.

Resultatet er en fatal forhalelse af en effektiv indsats mod udledningen af CO2 i atmosfæren.

Hele James Hansen’s artikel følger her:

Yankee Ticket Prices and Fossil Fuels

10 April 2008, James Hansen
When I was young, Yankee Stadium had ~70,000 seats. It seldom sold out, and almost any kid could afford the cheap seats. Capacity was reduced to ~57,000 when the stadium was remodeled in the 1970s. Most games sell out now, and prices have gone up.

The new stadium, opening next year, will reduce seating further, to ~51,800. This intentional contraction is aimed at guaranteeing sellouts, increasing demand, allowing the owners, in pretty short order, to hike prices to double, triple, and more. The owners know that scarcity will fatten their wallets, even though it reduces the number of sales.

This is more than a bit distasteful, as it discriminates against the lower middle class. Nevertheless, it should be a great stadium and as long as the owner is footing the bill without public subsidies for the stadium itself, we may have little grounds for complaint.

The reason that I draw your attention to this practice is that fossil fuel moguls are intent on hoodwinking the entire planet with an analogous scheme.

The basic trick is this: fossil fuel reserves are overstated. Government “energy information” departments parrot industry. Partly because of this disinformation, the major efforts needed to develop energies “beyond fossil fuels” have not been made. The reality of limited supply forces prices higher. Eventually, sales volume will begin to decline, but fossil fuel moguls will make more money than ever. They will continue to assert
that there is plenty more to be found, aiming to keep the suckers (that’s us) on the hook. Indeed, they could find somewhat more in the deep ocean, under national parks, in polar regions, offshore, and in other environmentally sensitive areas. They don’t need much to keep the suckers paying higher and higher prices.

Oil “reserves” suddenly doubled when OPEC decided that production quotas would be proportional to official reserves. These higher reserves are, at least in part, phantom. Coal “reserves” are based on estimates made many decades ago. Closer study shows that extractable coal reserves are vastly overstated, which is consistent with present production difficulties and rising prices. The presumed “200 year” supply of coal in the United States is a myth, but it serves industry moguls well.

Conventional fossil fuel supplies are limited, even if we tear up the Earth to extract every last drop of oil and shard of coal. Tearing up the Earth to get at those last drops, even though Exxon/Mobil proudly advertises that they are drilling to the depths of the ocean and going to the most extreme pristine environments, is, for us, as insane as the smoker who trudged four miles through a raging storm to buy a pack of Camels to feed his nicotine addiction.

It would be possible to find more fossil fuels, and extend our addiction and pollution of the environment, should we be so foolish as to take the path of extracting unconventional fossil fuels such as tar shale and tar sands on a large scale. That choice cannot be left to the discretion of industry moguls. The planet does not belong to them.

Basic fossil fuel facts (about reserves) must be combined with basic climate facts described in the paper “Target Atmospheric CO2: Where Should Humanity Aim?”. That paper has been submitted to Science and is available in arXiv, the permanent archive for physics preprints. The main paper is at: http://arxiv.org/abs/0804.1126 and the Supporting Material is at:
http://arxiv.org/abs/0804.1135

Our conclusion is that, if humanity wishes to preserve a planet similar to the one on which civilization developed and to which life on Earth is adapted, CO2 must be reduced from its present 385 ppm to, at most, 350 ppm. We find that peak CO2 can be kept to ~425 ppm, even with generous (large) estimates for oil and gas reserves, if coal use is phased out by 2030 (except where CO2 is captured and sequestered) and unconventional fossil fuels are not tapped substantially.

Peak CO2 can be kept close to 400 ppm, if actual reserves are closer to those estimated by “peakists” (people who believe that we are already at peak global oil production, having extracted about half of readily extractable oil resources).

This lower 400 ppm peak can be ensured (assuming phase-out of coal emissions by 2030) if a practical limit on reserves is achieved by means of actions that prevent fossil fuel extraction from public lands, off-shore regions under government control, environmentally pristine regions, and extreme environments. The concerned public can influence this matter and it is important to do so now – time is short, the industry voice is strong, and climate effects have not yet become so obvious to the public as to overwhelm the disinformation of industry moguls.

A near-term moratorium on coal-fired power plants and constraints on oil extraction in extreme environments are important, because once CO2 is emitted to the air much of it will remain there for centuries. Our paper describes ways in which improved agricultural and forestry practices, mostly reforestation, could draw down atmospheric CO2 about 50 ppm by the end of the century. But a greater drawdown by such more-or-less natural methods does not seem practical, making a long-term overshoot of the 350 ppm level, with potentially disastrous consequences, a near certainty if we stay on a business-as-usual course for several more years.

If we choose a different path, which permits the possibility of getting back to 350 ppm CO2 or lower this century, we will minimize the chance of passing tipping points that spiral out of control, such as disintegration of ice sheets, rapid sea level rise, and extermination of countless species. At the same time we will solve problems that had begun to seem intractable, such as acidification of the ocean with consequent loss of coral reefs.

A fundamental point is that, in any event, we must move beyond fossil fuels reasonably soon. The underlying reason is that a large fraction of CO2 emissions remains in the air for many centuries. Thus the upshot: we must move to zero fossil fuel emissions. This is a fact, a certainty, a lead pipe cinch. So why not do it a bit sooner, in time to avert climate crises? At the same time, we halt other pollution that comes from fossil fuels, including mercury pollution, conventional air pollution, problems stemming from mountain-top removal, etc.

Breaking an addiction is not easy. But we may now be at a point analogous to that of the smoker who told me about trudging four miles through rain to get a pack of Camels – when he got back to his motel he threw the pack of Camels away and never smoked again.

Fossil fuel addiction is much more difficult — an epiphany to one person cannot solve the problem. This problem requires global cooperation. We must be on a new path within the next several years, or, our paper shows, it becomes implausible to reduce CO2 below the dangerous level this century. Developed countries, as the cause of most of the excess CO2 in the air today, must lead in the steps needed to develop clean energy and halt CO2 emissions. Yet it is hardly a sacrifice: ‘green’ jobs will be an economic stimulus and a boon to worker well-being.

A major fight is brewing – it may be called war. On the one side, we find the short-term financial interests of the fossil fuel industry. On the other side: young people and other beings who will inherit the planet. It seems to be an uneven fight. The fossil fuel industry is launching a disinformation campaign and they have powerful influence in capitals around the world.

Young people seem pretty puny in comparison to industry moguls. Animals are not much help (don’t talk, don’t vote). The battle may start with local and regional skirmishes, one coal plant or other issue at a time, but it will need to build rapidly – we are running out of time.

P.S.: Do not fall for the moguls’ dirtiest trick – ‘green’ messages spewed to the public. That is propaganda, intended to leave the impression they are moving in the right direction. Meanwhile they hire scientific has-beens to dispute evidence and confuse the public. How will you be able to tell if they ever “get it”? When they begin to invest massively in renewable energies, when they become truly energy companies aimed toward zero-carbon emissions.

- Pressemeddelelse fra Department of Meteorology at the University of Utah
- Selve undersøgelsen (pdf).

Med andre ord dokumenterer forskningsresultaterne, at der er solid videnskabelig basis for at stole på FNs klimapanel.

Den seneste rapport fra FNs klimapanel bygger blandt andet sine forudsigelser og anbefalinger på resultater fra den nyeste generation af klimamodeller, som altså nu har fået en betydelig blåstempling.

Hvordan afgør man, om klimamodeller er troværdige eller ej? Ja, af indlysende årsager kan man ikke tjekke idag, om en klimamodels forudsigelser vedrørende klimaet i år 2050 holder stik. Det man gør for at kontrollere klimamodellernes nøjagtighed er at sætte dem til at simulere nutidens klima ud fra et sæt kendte forudsætninger.

Hvis vi skal tro på, hvad modellerne spår om fremtiden, er det ikke for meget forlangt, at de skal kunne simulere nutiden med en tilfredsstillende grad af nøjagtighed. Den nye undersøgelse har vurderet og sammenlignet 50 klimamodellers evne til at simulere nutiden, og konklusionen er, at især de nyeste modeller er så nøjagtige i deres forudsigelser, at resultatet kommer meget tæt på de faktiske observerede klimaforhold.

Det er både godt nyt og dårligt nyt. Dårligt fordi vi nu har yderligere dokumentation for, at der er grund til at være bekymret for alvorlige og måske katastrofale klimaforandringer i fremtiden. Det er godt nyt, fordi hjulene nu virkelig for alvor begynder at falde af den vogn, klimaskeptikerne har sat sig op i.

Skeptikerne sår som bekendt tvivl om, hvorvidt menneskets CO2-udledninger er hovedårsagen til den nuværende globale opvarmning. Men det ekstra polstringslag af troværdighed, som klimamodellerne nu har fået, gør det næsten umuligt at fastholde sådanne synspunkter. Fjerner man det vi ved om CO2-opvarmingseffekten fra klimamodellernes data, kan de nemlig ikke simulere nutidens klima korrekt.

Der er imidlertid ikke hjemmel i skeptikernes argumentation til at drage så kontroversiel en konklusion. Lad os tage et kig på temperaturudviklingen på kloden fra 1880 til 2007:

Figur 1: De blå markeringer er månedstemperaturer i perioden 1880-2007. Den tykke gule streg følger målepunkterne for den årlige målte middeltemperatur.

Op og ned går det år for år, men den samlede trend er tydelig (og ikke omstridt): Klodens middeltemperatur stiger.

Især går kurven stejlt op efter 1970. Siden midten af halvfjerdserne er middeltemperaturen steget med gennemsnitlig 0.15 grader pr. ti-år.

De to indsatte pile i figur 1 peger henholdsvis på årene 1998 og 2007. Det er de to varmeste år, der er målt siden målingernes start i 1880 med 1998 et mulehår varmere end 2007.

På billedet rejser de to rekord-år sig som et par målstolper med temperaturudviklingen i det omstridte ti-år spændt ud mellem sig. Man ser, at den gule kurve tilsyneladende ikke stiger lineært i perioden mellem de to år. At slutte her ud fra at den globale opvarmning ser ud til at være bremset op, holder dog ikke.

Når man tager i betragtning, hvor meget den gule kurve på figur 1 svinger år for år, så er det naturligvis meget afgørende, hvilken “slags år” man vælger som udgangspunkt for sin tendens-vurdering, et varmt år eller et køligere år. Udgangspunktet for klimaskeptikernes påstand om, at temperaturstigningen kan være standset, er rekord-året 1998, der blev særlig varmt på grund af en ekstraordinær stærk El Nino. Det er ikke overraskende, at årene efter det grænsesprængende år 1998 ikke blev helt så varme.

Men selvom 1998 altså ikke er blevet overgået, er det diskutabel talgymnastik at påstå ud fra talmaterialet, at den globale opvarmningstendens er stoppet.

Sætter man sin beregning ind lidt anderledes, som britiske Met Office gør her, kan man for eksempel se, at perioden 2001-2007 var 0.21 grad varmere (middeltemperatur), end perioden 1991-1997. Det er altså blevet varmere.

Læg dertil den lille detalje, at de 14 varmeste år nogensinde alle er faldet efter 1990, med 2007 som det næstvarmeste.

En anden måde at rense op i talstøjen på er at lave en kurve over temperaturstigningerne, hvor man kun måler hvert femte år. Det giver et “helikopterblik” på temperaturudviklingen, hvor man bliver mindre distraheret af enkelte års udsving. Se herunder:

Ligner det noget man ville anvende som dokumentation for, at den globale opvarmning er standset?

Den danske professor i fysisk geografi fra universitetet i Oslo, Ole Humlum, er en af de skeptikere, der på denne baggrund argumenterer for, at klimaet meget vel kan være på vej til at blive koldere. Her er et pluk fra hans kronik den 26. februar 2008, hvor han forholder sig til de mange temperatur-rekordår, der “forstyrrer” hans teori:

Denne koncentration af temperaturrekorder kan naturligvis kun skyldes et af to forhold: Enten stiger den globale temperatur markant, eller også passerer vi netop nu et toppunkt.

Det svarer lidt til at køre med bind for øjnene i en kæmpe rutschebane og på et udfladet stykke råbe i vinden: “Fra nu af kommer det ikke til at gå mere op.”

(I Ingeniøren kaldes Humlums påstande for “Datafiskeri af værste skuffe”).

Sammenligningen med rutschebanen er såmænd ikke en gang dækkende, da man for at tro på, at  opvarmningen er stoppet, også er nødt til at suspendere al fysisk viden om drivhusgassen CO2. Vi ved nemlig, hvor meget CO2, der er i atmosfæren – hvor meget der kommer til hvert år samt styrken på den opvarmende effekt.

Men det afskrækker ikke Ole Humlum (eller Jyllands-Posten fra ukritisk at referere ham). OH bruger nemlig også sine statistisk ufunderede gætterier til at så tvivl om effekten af CO2 som drivhusgas. Argumentationen er, at når den globale opvarmning kan stoppe i en periode med stigende CO2-udledninger, så kan det ikke passe, at atmosfærense CO2-indhold har så stor indvirkning på klimaet. Ergo kan det ikke nytte noget, at vi sætter himmel og hav i bevægelse for at reducere nationernes CO2-udledninger.

Men dels er der ikke belæg for sådanne udlægninger på grundlag af talmaterialet, og dels er der i klimaets dynamik intet til hinder for at andre faktorer, for eksempel El Nino effekten, periodisk kan overskygge opvarmningseffekten fra drivhusgassen CO2.

Endelig kan målingerne af luftens middeltemperatur i to meters højde ikke sidestilles med udviklingen i den samlede globale opvarmning. Den ekstra varme som menneskets CO2-udledninger forårsager lagres også i oceanerne, ligesom den foråsager isafsmeltning mm. (Dybest set er det noget vrøvl at slutte noget som helst om den samlede globale opvarmning alene ud fra lufttemperaturmålinger …).

Alligevel går skeptikerne endnu videre og forudser, at ikke alene er opvarmningen ovre – der er måske en ny istid på vej, fordi Solen måske er på vej i dvale. De to måske’er skyldes, at der her ikke er tale om forskning, men om rent gætværk.

Forelagt teorien om en ny istid siger professor i meteorologi ved Københavns universitet, Eigil Kaas til JP Indblik den 3. februar: “Det er helt ude i hampen, og det er ikke noget, de har belæg for at sige.” Jeg kan desværre ikke linke til artiklen, for den ligger ikke offentligt tilgængelig. Den er ellers værd at vise, for på trods af den bastante afvisning fra Eigil Kaas, har reporteren gemt EK godt langt ned i artiklen til glæde for de læsere, der måtte hænge på så langt. Forsidehenvisningen er vinklet på teorien om en ny istid, og to tredjedele af Indblik-artiklen anvendes til at så tvivl om det videnskabelige fundament under konklusionerne fra FNs klimapanel.

Her er Jyllands-Postens webnyhed om den opbremsede globale opvarmning:

Stik imod, hvad de fleste tror, er det ikke blevet varmere på kloden de seneste 10 år. Dansk professor mener, at effekten af CO2 er overvurderet i de internationale klimamodeller. Mens vi næsten dagligt hører historier om, at det bliver varmere i Grønland, at isen på Antarktis smelter, eller at havet omkring Nordpolen nu næsten er isfrit, viser temperaturmålinger, at det i 10 år ikke er blevet varmere på kloden.

Artiklen blev citeret på Politiken.dk også.

Nettoresultatet af skeptikernes indsats og den ukritiske pressedækning af dem: Jeg gætter på, at niveauet af klimaforvirring hos menigmand, virksomhedsledere og andre beslutningstagere atter blev øget unødvendigt.

Note tilføjet 10. april 2008:
Det kan være forvirrende, at se 2007 refereret i pressen som henholdsvis det næstvarmeste år nogensinde og det 8. varmeste år nogensinde. Forklaringen er, at der internationalt findes flere institutioner, som udgiver ranglister over varmerekorder:

• Climate Research Unit (CRU) ved University of East Anglia (2007 som 8. varmeste år)
  

• National Climate Data Center (NCDC), USA (2007 som 5. varmeste år)
  

• NASA/Goddard Institute for Space Studies (NASA/GISS), USA (2007 som det næstvarmeste år)
  

Denne artikel bygger på datasæt fra NASA/GISS, som indeholder temperaturer fra områder i arktis uden målestationer, hvor man anslår temparaturerne på basis af ekstrapoleringer fra nærmeste målestationer. Dette datasæt afspejler bedst de seneste års kendte temperaturstigninger i polarområderne.

Den usikkerhed der måtte ligge heri, ændrer dog ikke ved artiklens konklusioner. Se for eksempel denne pressemeddelelsen fra World Meteorologigal Organization.

Eller denne graf fra britiske Met-office, der dokumenterer niveauet af temperaturstigninger efter 1998:

Relaterede artikler: Den globale opvarmning er menneskeskabt – del 1

Det kulfyrede britiske kraftværk AES Drax i Yorkshire udleder 22.8 millioner tons CO2 om året – i følge Guardian er det mere end de 100 mindst industrialiserede nationer udleder tilsammen …

Tjek især det her billede af DRAX.

Apropos kulfyrede kraftværker:

Rupert Soames, CEO, Aggreko: ‘There are about 8,000 power stations in the world and the vast majority are highly polluting coal-fired things,’ he said. ‘If the world is serious about making an impact against global warming, then just turn the worst 150 polluters around the world into clean nuclear stations and the effect would be the same as if you immediately took every single car in the world off the road. It’d be that dramatic.’

Citatet er fra en artikel i The Observer, 23. marts 2008.

Se i øvrigt udviklingen i Danmarks forbrug af kul og koks, angivet i tusind tons:

Opfølgning på Wilkins-isfjeldets opløsning › Er der grund til bekymring?

Forskerholdene, der har opdaget, at Wilkins-isfjeldet er ved at gå i opløsning, supplerer deres observationsdata (pressemeddelelser her og her) med en konstatering af, at hændelsen blot er den seneste i en række af lignende is-opbrud, som skyldes klimaforandringer og stigende temperaturer omkring Den Antarktiske Halvø.

Fra en af en af pressemeddelserne:

The Wilkins is one of a string of ice shelves that have collapsed in the Antarctic Peninsula in the past thirty years. The Larsen B became the most well-known of these, disappearing in just over thirty days in 2002. The Prince Gustav Channel, Larsen Inlet, Larsen A, Wordie, Muller, and the Jones Ice Shelf collapses also underscore the unprecedented warming in this region of Antarctica.

Et par forsker-kommentarer mere her på Politiken.dk.

Wilkins-isfjeldet, som nu er ved at blive opløst, bidrager ikke som sådan til havvands-stigninger, da det i forvejen flød på vandet, men begivenheden er alligevel væsentlig i en klimaforandrings-sammenhæng.

Rundt om store dele af Antarktis er den landfaste iskappe omgivet af flydende semi-permanente islag som Wilkins isfjeldet (ice shelfs). De flydende ismasser har en vigtig funktion, idet de virker som stopklodser for gletchere, der munder ud i havet. Forsvinder de, kan det fremskynde en uoverskuelig udflydning af landfast is i Sydhavet.

Af samme grund påpeger mange af de forskere, som beskæftiger sig med is-observationer, at man ikke kan udelukkende risikoen for meget markante havniveau-stigninger i en relativ nær fremtid. De taler om stigninger på 1-7 meter. Se for eksempel denne artikel i JP eller mere omfattende her i Washington Post.

Hvem skal man tro på?
Ovenstående risikovurdering står i grel kontrast til den udlægning af havniveau-stignings problematikken, som Bjørn Lomborg dominerede en pæn del af klimadebatten i 2007 med. Blandt andet i en kronik i Politiken (pdf) i oktober skriver Lomborg, at

Selv hvis de værste estimater fra Grønlands afsmeltning fortsætter i resten af århundredet, så vil det betyde en havniveaustigning om hundrede år på blot 7 cm.

Her refererer Lomborg til et af etstimaterne fra FNs klimapanels seneste rapport. Se godt på tallet “7 centimeter”. Harmløst ikke? Det er taget ud af en sammenhæng, hvor der fra klimapanelets side også udtrykkeligt gøres opmærksom på, at estimatet i sine forudsætninger blandt andet undlader at medtage effekten af dynamisk afsmeltning/ødelæggelse af ismasser. Så på trods af at klimapanelet angiver 7 centimeters afsmeltning fra Grønland som sit højeste estimat inden for 100 år, understreges det samtidig at de potentielle havniveau-stigninger meget vel kan vise sig at blive større (det er en erklæret prioritet fra klimapanelet, at estimaterne for havniveau-stigninger skal forbedres). Det har Lomborg selvfølgelig bemærket, men han nævner det ikke med et ord.

Var noget lignende sket ved en eksamen på Journalisthøjskolen, hvor jeg underviser, var det en dumper. Man manipulerer ikke med væsentlige oplysninger. Desværre er der flere eksempler.

I forbindelse med Al Gores besøg i Danmark sidste år, var Lomborg meget udfarende i sin kritik af Al Gores film “En ubekvem sandhed” – netop på grund af filmens udlægning af fremtidige havniveau-stignings-scenarier. På dette område beskyldte Lomborg Al Gore for at overdrive vildt. I filmen nævner Gore risikoen for, at den kraftige dynamik i polernes isopbrud på lang sigt kan føre til enorme havniveau-stigninger på op til syv meter, som det er set før i den geologiske historie.

Bjørn Lomborg forsøgte forgæves sammen med Jyllands-Postens Flemming Rose at få et interview med Al Gore, hvor de to ville konfrontere Al Gore dels med observationer, der dokumenterer, at isen mange steder i det indre Antarktis rent faktisk bliver tykkere i disse år, og dels med tal fra FNs klimapanel, der kun opererer med mulige havniveau-stigninger i år 2100 på 59 centimeter.

Et Gore-interview blev det ikke til, men Lomborgs kritik blev viderebragt i mange medier både i Danmark og i udlandet, og Al Gore fremstod på den baggrund som en useriøs “klima-alarmist”.

Som det alt for ofte er tilfældet, gik flertallet af de journalister, der dækkede historien, ikke tilstrækkeligt ind i substansen til at vurdere, hvem der kom tættest på sandheden i forhold til fremtidens mulige havniveau-stigninger, Bjørn Lomborg eller Al Gore. Jeg husker især et interview med Lomborg i DRs “Aftenshowet”, hvor han helt uden modspil fik lejlighed til at fremføre sin kritik af Al Gore. Lomborg fremstod som fornuften selv med besindige henvisninger til FNs klimapanel, der i sit “worst case-scenarie” for havniveau-stigninger kun opererer med håndterbare 59 centimeter om 100 år.

Vælger man at basere sin vurdering på dokumenterede videnskabelige observationer og anerkendte fagfolks fortolkninger af data (hint: ja, det kan anbefales), så er det imidlertid ikke nogen uoverkommelig opgave, selv for os lægfolk, at vurdere, hvem der i dette tilfælde informerede mest redeligt.

Historien er den samme som før med Grønlands indlansis. Set isoleret giver klimapanelets forbeholdne forudsigelser på 59 centimeter ikke en troværdig risikovurdering af fremtidige havniveaustigninger – lang fra.

Lomborg er endda decideret på vildspor, når han fremhæver snefald på kontinentet som tegn på, at Antarktis opbygger sin ismasse i disse år. I sin seneste bog “Cool it!” skriver Lomborg: “Antarctica is generally soaking up more water than Greenland is shedding …” (side 64). Det er rigtigt, at iskappen nogle steder på Antarktis-kontinentet vokser, men det er forkert, at kontinentets ismasse totalt set øges i disse år, hvilket NASA dokumenterede i 2005 (før “Cool it!” blev skrevet). NASAs forskere påviste i en rapport, som Lomborg vanskeligt kan have overset, et årligt is-svind på Antarktis på 152 kubikkilometer is (plus-minus 80) målt i perioden april 2002 til august 2005. Det svarer til hele USAs vandforbrug i tre måneder, hvis man ellers kan forestille sig det.

Siden er der kommet mere data, og det seneste is-opbrud på Wilkins Shelf er en del af samme målbare og veldokumenterede nedadgående trend i Antarktis-ismængen.

Kan vi så alligevel ikke tillade os at se let på denne trend, når nu selveste FNs Klimapanel i sin seneste rapport fra 2007 kun estimerer en maksimal havstigning på sølle 59 centimer i år 2100? Nej, gid det var sådan. Klimapanelet (IPCC) gør selv opmærksom på, at deres fremskrivning (worst case prognose) primært er baseret på et estimat af, hvor meget havene kan tænkes at stige som følge  af langsom afsmeltning af is vandmassernes udvidelse ved forventede temperaturstigninger. IPCC medregner ikke effekten af hurtige ændringer i isens opførsel, som det vi i denne uge ser på Wilkins Shelf, og IPCC noterer også, at man heller ikke har indregnet effekten af forventede forstærkende opvarmnings -faktorer efterhånden som atmosfærens CO2-indhold fortsætter med at stige.

Konklusion: De spektakulære billeder, vi ser fra den Antarktiske Halvø, er budbringere fra klimaforandringernes “værksted”, og der er ikke noget at komme efter i forhold til Al Gores pointe: Vi kan ikke tillade os at afskrive risikoen for meget alvorlige fremtidige havniveau-stigninger. Husk det til næste gang, Aftenshowet!

Og var det så bare kun Aftenshowet … En af Politikens chefredaktører, Stig Ørskov, sluger Lomborgs fremstilling af havniveau-stignings-problematikken (og mange andre af Lomborgs ligeså manipulerende pointer) råt. Se Ørskovs anmeldelse af Lomborgs anden bog her. Ørskov håber ligefrem, at mange vil læse bogen: “…flest mulige menigmænd bør svale sig selv af i debatten om den globale opvarmning”.

Min kommentar: Er det ikke et kerneproblem for journalistikken, når vi på den ene side undlader at sætte os ind i substansen, og på den anden side fortæller læserne, hvad de skal mene om væsentlige emner? Og nej, det er ikke for svært at sætte sig ind i, hvad der er op og ned på klimaområdet, det er højst tidskrævende, men det kan vel ikke en undskyldning.

PPS: Eric Rignot, en af verdens førende Antarktis-is-eksperter, deltog sidste år i en spørgsmål-svar session i Washington Post - kan anbefales.