Videnskabsjournalistik – hvorfor er det ofte så elendigt?

Har netop læst (tak til twitter.com/lpfischer og twitter.com/dortetoft) for en eminent analyse af moderne videnskabsjournalistik, som er værd at dele:

The Guardian, 2005: Don’t dumb me down
Ben Goldacre on why writing Bad Science has increased his suspicion of the media by, ooh, a lot of per cents

Hvad mener jeg med elendig videnskabsjournalistik? For eksempel at vi i medierne godt kan lide at vinkle ny-publiceret forskning i påstande: Æg er farligt/æg er sundt/havniveauet stiger meget/havniveauet stiger næsten ikke, osv.

Nu der er ikke noget galt i at stræbe efter at gøre verden enkel og overskrifterne klare, men hvor ofte sker det ikke lige, at den slags historier bygger på et enkelt isoleret forskningsresultat og lider af en kritisk mangel på vurdering af, hvor vægtigt det fremlagte er? Eller endnu værre, at forskningsresultater skaber overskrifter verden over, fordi journalister drager de forkerte slutninger af materialet? Efter min mening for tit.

Men for pressen er det nyttigt at operere på den måde. Hvis resultaterne peger i en anden retning, næste gang der er nyt fra forskerne, så kan der jo laves flere nyhedshistorier og skrives overbærende ledere om, hvor forvirret videnskaben er …

Der er jævnligt nyt fra Ben Goldacre her i Guardians Bad Science section.

Jeg har vist slet ikke nævnt ordet klima i denne sammenhæng?