Spag, marginaliseret Lomborg

Bjørn Lomborg repræsenterede igår ene mand Jyllands-Postens dækning af Københavns Universitets stort anlagte klimakonference. Det gjorde han i form af en kronik, hvori han rettede en alvorlig kritik af selve konferencens grundide.

Lomborg mener, det er “dybt ulykkeligt”, at arrangørerne har valgt at sætte klimaet på den politiske dagsorden på baggrund af en lang række dugfriske afrapporteringer fra klimaforskningens frontlinier. Problemet, ifølge Lomborg, er, at konferencen på den måde søger at påvirke beslutningstagere med forskningsresultater, som ikke er sanktioneret af FNs klimapanel.

Det er et bemærkelsesværdigt argument fra en mand, der har bygget hele sin karriere op på retten til at inddrage hvad som helst i klimadebatten, inklusive marginaliseret forskning, lægmandsiagttagelser og presserapporter, blot det har kunne bruges til at underbygge Lomborgs eget politiske projekt.

Kronikken afslører i virkeligheden en spag (og måske i stigende grad marginaliseret?) Bjørn Lomborg, der i sin tid frejdigt skrev i sin bog “Verdens sande tilstand”, at vanddamp var et større problem som drivhusgas end CO2, men som nu om dage bygger sit politiske projekt op om nøje udvalgte konklusioner i rapporterne fra FNs klimapanel.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan Bjørn Lomborg i medierne har succes med at fremhæve klimapanelets worst case scenarie for havniveaustigninger som en “afkølende” diskussionsdæmper. I gårsdagens kronik gentog han kunststykket i en noget nær lovprisning af klimapanelet:

Meget af det, vi ved om klimaforandringerne, kommer fra FNs klimapanel, IPCC. Midt i en heftig, til tider dogmatisk, debat er panelets regelmæssige rapporter den gyldne standard for klima-videnskaben. Hver rapport udsendes først efter års udkast, sammenskrivninger, vurderinger, videnskabelige bedømmelser og konsensusopbygning blandt videnskabsfolk fra over 130 nationer.

Denne proces er håndfast og omhyggeligt konstrueret til at vædre kritik. IPCC’s konsensus-konklusioner er utroligt vanskelige at ignorere og har gjort mere end noget andet for at sprede det vigtige budskab om, at klimaforandringen er virkelig, og at den er menneskeskabt.

Alligevel vil talere på kongressen som fx Stefan Rahmstorff fortælle topmødet, at IPCC’s arbejde er forkert og forældet. Han mener, at stigningen i havenes middelvandstand, som er forårsaget af klodens opvarmning, kunne ligge i størrelsesordenen 1,4 meter i dette århundrede – langt værre end flertalssynspunktet. Midtpunktet for dette konsensussynspunkt betyder en 38,5 cm stigning i havvandstanden.

Med effektiv gentagelsesteknik lykkes det atter Lomborg at negligere de forventede stigninger i havniveau og betegne det som et ikke-eksisterende eller hvert fald overkommeligt problem.

Spørgsmålet er, hvor mange der længere lytter. Det er velkendt blandt forskere og velorienterede politikere, at klimapanelets worst-case forudsigelser om vandstandsstigninger kun baserer sig på termisk udvidelse af vandet i verdenshavene og slet ikke indeholder data fra afsmeltning af klodens polaregne.

Det er derfor lige så velkendt, at de sølle 38,5 centimeter vandstandsstigning som Lomborg skriver om, ikke giver et retvisende billede af alvoren i den situation, vi står overfor.

Er det et demokratisk problem, at Københavns Universitet inviterer førende forskere til at fremlægge deres bedste bud på problemet baseret på den seneste forskning? Selvfølgelig er det ikke det. Når nu klimapanelet ikke kan nå at tilvejebringe en ny rapport inden klimatopmødet til december, så er der tværtimod behov for, at så mange som muligt får opdateret deres viden om omfanget af klimaudfordringen.

Lad mig tilføje (nu hvor jeg endnu en gang har kritiseret Lomborg): Nej, jeg har ikke noget imod en kritisk tilgang til klimastoffet. Jeg opponerer kun imod Bjørn Lomborgs uredelige brug af halve sandheder.