En klog avis

Når det gælder tilgangen til klimastoffet, findes der dagblade, som er velovervejede, og dagblade som ikke er. Det kommer ikke bag på læsere af denne blog, at jeg ikke mener, at Jyllands-Posten hører til den velovervejede slags.

I de seneste dage har både Jyllands-Posten og Financial Times bragt ledere om klimaforandringerne og klimapolitik, og forskellen på de to dagblades overordnede redaktionelle tænkning på klimaområdet er til at tage og føle på.

Jyllands-Posten skrev forleden, søndag den 15/3 2009, at den nyligt overståede klimakonference arrangeret af Københavns Universitet var en ensidig affære, som led under fraværet af kritiske røster.

“Der var konsensus. Men hvor var de skeptiske røster? Hvor var repræsentanterne for de forskere og videnskabsmænd, som tør gå mod det etablerede miljø-establishment? Hvor er de mange, som mener, at der måske er andre veje til at løse problemet end ensidigt at fokusere på CO2?”

For det første: Jyllands-Postens lederskribent har galt fat i selve konference-setup’et: Arrangørerne (jeg har gjort mig den ulejlighed at spørge prodekan Katherine Richardson) har ikke holdt nogen forskere uden for konferencen eller for den sags skyld bevidst undladt at invitere kritiske røster. Det har stået alle forskere med relevant og publiceret forsking frit at tilmelde sig konferencen – og det er der flere tusind, som har gjort.

For det andet: Med udgangspunkt i tidligere ledere samt bladets redaktionelle klimadækning gætter jeg på, at lederskribenten gerne havde set, at der på konferencen havde været videnskabeligt fokus på nogle af de synspunkter, som inden for det seneste år har fået masser af spalteplads i JP:

  • A: Klodens temperaturer stiger ikke, de falder
  • B: Vi kan ikke vide, om CO2 er så vigtig en årsag til den globale opvarmning, som flertallet af forskere siger
  • C: Der er en ny istid på vej
  • D: Det kan ikke betale sig at sætte massivt ind overfor de globale CO2-udledninger.

Jeg tør godt, punkt for punkt, gætte på, hvorfor ingen forskere mødte op på konferencen i København med den slags input:

  • A: At gennemsnittet for året 1998 ikke er overgået, hvad angår lufttemperaturer målt i to meters højde, er ikke ensbetydende med, at “Klodens temperaturer falder”, som man fornylig kunne læse i JP. Tværtimod foregår der vedvarende en ophobning af varmeenergi i hele jordsystemet (= atmosfære, ocean og landmasser). Det er ikke overraskende, at der på konferencen i København ikke blev sat spørgsmålstegn ved, om den globale opvarmning fortsætter. Det er noget, man kan hævde i debatindlæg, men ikke med udgangspunkt i observede data.
  • B: Vi kender CO2’s fysiske egenskaber. Vi kender drivhusgassen CO2’s varmetilbageholdende evne, og der kan sættes præcise værdier på denne. Det er “hård”, efterprøvet fysik, at de årlige milliarder tons menneskeligt udledt CO2 medfører en ophobning af varmeenergi i jordsystemet. Det vil hverken være muligt at finde forskningsresultater, der siger noget andet, eller seriøse klimaforskere som vil modsige data.
  • C: For at citere den danske professor Eigil Kaas: Det er helt ude i hampen. Påstanden kan hverken understøttes af observede data eller pålidelige teorier.
  • D: Efterhånden som vores viden om konsekvenserne af den globale opvarmning vokser, bliver det sværere og sværere at finde økonomer, som støtter Bjørn Lomborgs synspunkt: At det ikke kan betale sig at forsøge at bremse den globale opvarmning ved hjælp af reduktioner i CO2-udledning. Idag erkender flere og flere økonomer, at man hidtil har sat omkostningerne ved en fortsat kraftig global opvarmning alt alt for lavt.

Jyllands-Posten rykker sig, trods alt

Når det så er sagt, var det værd at bemærke, at JP’s lederskribent forleden anerkendte FNs klimapanel som en troværdig kilde til viden om udviklingen i klodens klima. Det er nye toner.

“Ville det ikke være både konstruktivt og gavnligt for indsatsen mod de klimaændringer, som den mest troværdige institution, FN’s klimaforskningsgruppe IPCC, utvivlsomt med rette har kaldt utvetydige, også at høre andre stemmer?”

Det er kun godt fire måneder siden, at klimapanelet fik dette skud vitriol af JP’s lederskribent:

“Det er forunderligt, som frelste, ensporede miljøfanatikere er faldet i svime over visdommen i FN’s klimapanel. Alene det faktum, at 2.500 forskere kan blive enige om noget som helst burde mane til eftertanke. Sandheden er da også, at det er så som så med videnskabeligheden.
Virkeligheden, som den en gang imellem oven i købet bekræftes af afhoppere med samvittighedskvaler, består af politiske tuskhandeler og sjakren med tal og fakta og skyldig hensyntagen til de forskellige baglandes økonomiske interesser.”

Men hvad gør en klog avis?

Jeg lagde ud med at sige, at der inden for klimajournalistikken findes mere eller mindre velovervejede dagblade. Financial Times har imodsætning til Jyllands-Posten tydeligvis ofret redaktionelle ressourcer på at sætte sig grundigt ind i klimastoffet, og bladet leverer en oplysende, man stadig kritisk klimajournalistik.

På lederplads i FT finder man holdninger, som er funderede i en saglig tilgang til emnet – se bare her, fra weekenden.

Global warning

Published: March 13 2009 20:18

Don’t be misled by the recent cold winter in Europe and north America – or by this week’s conference of vocal climate change sceptics in New York. Pay attention instead to the larger gathering in Copenhagen, where mainstream scientists have issued a series of dire warnings that global warming is proceeding far faster than the scenarios published by the Intergovernmental Panel on Climate Change two years ago.

Many politicians who believe in global warming have taken some comfort from the IPCC consensus opinion that average temperatures will rise by about 2°C this century, an increase to which the world could just about adapt. Unfortunately that view is out of date, according to recent evidence presented in Copenhagen and elsewhere – ranging from the rapid thinning of Arctic ice to the unexpected vulnerability of the Amazon rainforests to drought and heat.

To reduce the real risk of a climate catastrophe, bringing untold social disruption later this century, politicians worldwide must bring a new sense of urgency to the battle against global warming. The new US president will help: Barack Obama believes personally in the need for action and his administration has a strong environmental team. As he has said, the fight against recession is no excuse to relax on the climate front.

Three main strategies are needed. The first is direct support for technologies to cut the amount of carbon dioxide entering the atmosphere; such “green investment” should be part of any economic stimulus plan. Second, judicious use of regulations can force companies and consumers to use energy more efficiently.

The third element is the most difficult: making it more expensive to emit greenhouse gases. Political constraints may rule out the most straightforward method – raising carbon taxes substantially – in some countries, including the US. If so, robust cap-and-trade schemes, imposing stringent limits on emissions, will serve well instead.

Læs hele FT’s leder her.