Smart elmåling med … Google!

Hjemme hos os venter vi på at få tilsendt en automatisk elaflæser fra Modstrøm, hvor vi nu har tegnet abonnement for at blive CO2-neutrale på vores elforbrug. Modstrøm skriver, at de ved at overvåge deres kunders elforbrug i “real time” med en særlig elaflæser, kan købe mere præcist ind på elmarkedet.

Det er fint nok, men jeg kunne godt tænke mig, at man også som forbruger kunne få nogle bedre redskaber til at overvåge sit strømforbrug – og nej, mit temperament er ikke til at notere elmåler-tal op i et lille hæfte hver aften. Det skulle være noget smartere.

Graf over privat elforbrug

Billedet her er fra Googles blog, hvor de for et par dage siden omtalte Googles arbejde med at udvikle smarte redskaber til elforbrugere. Det hele handler om information.

Undersøgelser har påvist, at forbrugere der ved (og kan følge med i) hvor meget strøm deres elapparater sluger, konsekvent forbruger 10-15 procent mindre.

På bloggen løfter Google sløret for et stykke software, Google PowerMeter, som firmaets ansatte i øjeblikket er i færd med at teste, og som de håber kan spredes blandt så mange forbrugere som muligt.

Ideen er, at man logger ind på sin Google-konto og tjekker mail (eller bruger en af de dusinvis af andre tjenester, som Google gerne vil gøre os afhængige af) og så samtidig går en tur forbi sin PowerMeter-side og tjekker sit elforbrug som vist på billedet. Tjek beskrivelsen her.

Google er afhængig af et “smart” elnet, der kan monitoreres effektivt med digital teknologi for at kunne levere sådan en service. For USAs vedkommende står sådan en udskiftning af elnettet højt på Obamas ønskeseddel.

New York Times omtaler også Googles planer, og reporteren har talt med en Google-ansat, som har afprøvet PowerMeter i sit hjem:

Mr. Terrell, who also has PowerMeter installed in his San Francisco apartment, said the tool could be an eye-opener: turning on his kitchen halogen lights, for instance, raised his baseline energy use by a startling 100 percent, he said. “It changes the way you think about electricity,” he said.

Som sagt: Sådan noget vil vi gerne have herhjemme – omend jeg frygter for realiteterne, den dag jeg sort på hvidt bliver konfronteret med, hvad vores Panasonic plasma tv forbruger i minuttet …