Læserbrev sendt til Politiken

Jeg har sendt dette indlæg til Politikens debatsider i går – nu må vi se, om det bliver optaget:

“Fire ud af ti tror ikke på drivhuseffekten” stod der på den fornemste plads på forsiden af Politiken Søndag. Tydeligere kan det vel næsten ikke demonstreres, at også pressen har et tungt ansvar for, at så mange danskere stadig tvivler på, at den globale opvarmning er menneskeskabt. For hvis man kan forveksle drivhuseffekten med den globale opvarmning, er man ikke godt nok inde i stoffet.

Det er en ufrivillig, men på en måde passende påmindelse om, at mange medier, inklusive Politiken, ikke forvalter deres “samfundsoplysende ansvar” særlig godt, når det gælder klimastoffet.

For god ordens skyld så er drivhuseffekten forudsætningen for livet på Jorden, som vi kender det. Uden drivhuseffekten og drivhusgasserne ville planeten såmænd være over 30 grader koldere, og ergo var det heller ikke drivhuseffekten, danskerne blev bedt om at tage stilling til i den rundspørge, som forsidehistorien baserede sig på. Det var, hvorvidt de tror, klimaforandringerne er menneskeskabte, og her er danskernes tvivl stor. I artiklen går Michael Rothenborg og Lars Dahlager på jagt efter svaret på, hvorfor det forholder sig sådan, og det tætteste, vi kommer på et svar, er, at det er politikernes skyld og måske også lidt DMI’s, som i artiklen selvkritisk erkender, at de nok kunne blive bedre til at skære tingene ud i pap.

Men hvad med et selvkritisk blik på pressens egen rolle? Gør Politiken det godt nok? Er der en sektion på Politiken.dk, hvor borgere (og mediehusets egne journalister) kan danne sig et overblik over grundbegreberne, de vigtigste observationer og den seneste, væsentlige forskning?

Har Politiken skåret det tilstrækkeligt ud i pap for sine læsere, at der ikke er nogen grund til at tvivle på, at årsagen til den globale opvarmning er menneskets årlige deponering af 30 milliarder tons CO2 i atmosfæren?

Har Politiken gjort det utvetydigt klart, at mere CO2 giver mere varme, og at denne kendsgerning er påvist såvel på molekylært som på atmosfærisk og “planetarisk” niveau, og at dynamikken i den CO2-forårsagede opvarmning længe har været så velbeskrevet, at den kan simuleres klart af stadig mere nøjagtige computerbaserede klimamodeller? At de samme, i skeptikerkredse udskældte, computermodeller alle fejler fælt i deres simuleringer af de sidste 40 års temperaturudvikling, når de “testkøres” på klimaet uden indkodning af opvarmningseffekten fra CO2?

Når man sammenholder al denne viden om klimaets fysik med historiske klimadata og faktiske observationer, så står det klart (som klimaforskerne har forsøgt at fortælle os i årevis), at “debatten om klimaet” kun trives blandt folk, der enten ikke har læst godt nok på lektien eller har en skjult politisk eller personlig dagsorden.

På den internationale scene er dét udgangspunktet for den nødvendige, kritiske klimajournalistik, som stort set alle toneangivende medier udfører.

Nu er Politikens indsats på klimastofområdet på ingen måde ringe efter danske standarder, men medierne herhjemme er nødt til at vende et kritisk blik indad, når der skal analyseres på danskernes relativt store “klimaskepsis”. Informationsopgaven kan løftes bedre, og der er begået mange fejl på grund af manglende viden (mindre fejl som i søndagens overskrift og store fejl som i Tøger Seidenfadens usandsynligt ukritiske støtte til Bjørn Lomborg, de halve sandheders mester).

Der kan selvfølgelig ikke herske nogen tvivl om, at det er pressen pligt at informere efter de højeste standarder på et område, hvor så meget står på spil. En så relativt konservativ størrelse som Det Internationale Energi Agentur konkluderede fornylig uden omsvøb, at den nuværende globale udvikling vil give os en 6 grader varmere verden om 100 år, og at konsekvenserne heraf vil være så alvorlige, at det vil betyde enden på “human prosperity”.

Og det britiske militære analyseinstitut, RUSI, kom tidligere i år med følgende vurdering af konsekvenserne, hvis det ikke lykkes at bremse klimaforandringerne: “In the next decades, climate change will drive as significant a change in the strategic security environment as the end of the Cold War. If uncontrolled, climate change will have security implications of similar magnitude to the World Wars, but which will last for centuries.”

På den baggrund er det nedslående, at Lomborg stadig kan slippe godt fra de mest utrolige halve sandheder i størstedelen af dansk presse – også i Politiken. Som når han med indstuderet besindighed fremstiller folk, der bekymrer sig havniveaustigninger som katastrofefikserede dommedagsprædikanter, når nu FN selv siger, at det værste der kan ske om 100 år er, at vandet stiger sølle 59 centimeter.

Hvad Lomborg udmærket ved, men ikke siger (og hvad de fleste journalister ikke fanger) er, at FN’s klimapanel udtrykkeligt gør opmærksom på, at de 59 centimeter kun er et estimat af, hvad verdenshavene vil stige som følge af vandets udvidelse i et varmere klima. Den forventede afsmeltning og de forventede gletcherudladninger fra syd- og nordpol om 100 år er ikke medtaget i det tal på grund af manglende præcision i de tilgængelige estimater.

I øjeblikket siger det bedste et af de bedste estimater, at vi kan vente havniveuastigninger på to meter om 100 år, under forudsætning af at der ikke trækkes tilstrækkeligt hårdt i CO2-nødbremsen i de kommende år.

Og så er vi end ikke begyndt at bekymre os om, hvad der kan ske om 200 år. Det burde også være en historie værd.