I tillæg til gennemgangen af klimamodellernes træfsikkerhed og betydning i del 1 i denne “mini-serie” er der to andre faktorer, som skal med:
- Fysikken bag CO2 som drivhusgas
- 650.000 års sammenhæng mellem atmosfærens CO2-indhold og den globale middeltemperatur
For at tage tråden op fra del 1 så er mit udgangspunkt at se på, hvor sikker grund klimaforskerne står på, når de siger, at vi godt kan tage det for givet, at CO2 er hovedårsagen til den globale opvarmning.
Først fysikken:
Det er påvist og efterprøvet såvel på molekylært niveau som med atmosfæriske satellitmålinger, at CO2 fungerer som en drivhusgas – det vil sige, at gassen har fysiske egenskaber, der gør, at den kan tilbageholde en del af jordens infrarøde varmeudstråling. Det har været kendt i over 100 år, og det er påvist tilfredsstillende. Med andre ord: Her har vi at gøre med sikker videnskab, vi ikke behøver spilde tid på at drage i tvivl.
Man kender også graden af CO2′s “drivhuseffekt” ret præcist. CO2 forårsager en energipåvirkning (varmepåvirkning) ved jordoverfladen på omkring 2 watt pr. kvadratmeter. (Jorden modtager 342 watt pr. kvadratmeter fra solen).
I øjeblikket stiger atmosfærens CO2-indhold cirka 2 ppm (parts per million) om året. I år 1750, før vi begyndte at bruge fossile brændstoffer, var atmosfærens CO2-indhold cirka 280 ppm. Det tal er steget til 383 ppm i 2007. Stigningstakten på 2 ppm giver en øget opvarmning af det ellers fint kalibrerede jordsystem på 0,03 watt pr. kvadratmeter jordoverflade pr. år.
Det er således hverken gætteri, mystik eller voodoo, når FN’s klimapanel bruger klimamodeller til at udregne fremtidige klimapåvirkninger på baggrund af forskellige udledningsscenarier. Resultaterne fra modellerne er baseret fysiske kendsgerninger. Det overordnede mønster er desværre ikke til at undslippe: Al det “unaturlige”, ekstra CO2 i atmosfæren udøver langsomt, men sikkert en opvarmende effekt, der er kraftig nok til, at den på lang sigt overdøver alle andre klimapåvirkende faktorer.
650.000 års sammenhæng mellem atmosfærens CO2-niveau og klodens middeltemperatur:

Øverst, blå: Atmosfærens CO2-indhold gennem de sidste 650.000 år målt i luftboblerne i antarktiske iskerner. Bemærk, at CO2-stigningen over de sidste par hundrede år ikke er vist på denne graf.
Nederst, rød: Temperaturforskellen fra den nuværende temperatur på Antarktis for samme periode.
(Figuren er fra side 29 i bogen “Klimaforandringer – menneskehedens største udfordring”. Bogen ligger som gratis pdf her.)
[...] Læs videre: Den globale opvarmning er menneskeskabt – derfor ved vi det, del 2 [...]
Det glæder mig endelig at finde en tilhænger af den menneskabte klimaændring der basserer sig på et videnskabelig grundlag.
Jeg har den modsatte holdning, også på videnskabelig grundlag. Jeg tror derfor at vi kan få en frugtbar diskussion.
Min kommentar til dit indlæg er:
Selv om at co2 og temperaturforøgelse følges ad er det ikke et bevis i videnskabelig forstand. Hvad kom først hønem eller æget? Hvis man studerer de originale kurver fra Vostok nøjere, vil man til sin overaskelse opdage at ændringerne i temperatur kommer før ændringen af co2.
Hej Henning
Der er ingen, der taler om at finde beviser i iskerneboringerne. Det, som grafen herover illustrerer, er, at atmosfærens CO2-indhold og klodens middeltemperatur har fulgtes ad tæt i mindst 600.000 år. Tydeligere kan det næsten ikke illustreres, at der en tæt sammenhæng mellem de to størrelser.
Og den kendsgerning passer fint ind i det større puslespil, som udgør vores forståelse af klimafysikken, hvor et af grundelementerne er CO2-gassens (beviste) evne til at fungere som drivhusgas og medregulator af den globale middeltemperatur.
Mht. de perioder du refererer til i det tidsbillede, som iskerneboringerne giver os, hvor temperaturen har ændret sig før CO2-niveauet, så bekræfter de blot, at klimaet er en kompleks størrelse, som kan påvirkes af mange forskellige faktorer.
Jeg siger ikke, at det er uvæsentligt, det du påpeger, for selvfølgelig var det ønskeligt, om vi vidste præcis, hvad der har forårsaget alle kendte klimaskift. Men at vi mangler nogle mindre brikker i dét tidsbillede, rokker ikke ved den fysiske kendsgerning, at den nuværende årlige, menneskeskabte stigningstakt i atmosfærisk CO2 på 2 ppm resulterer i en global temperaturstigning.
Jeg vil anbefale dig at læse denne artikel i New Scientist, hvor den specifikke problematik er forklaret bedre, end jeg kan gøre det: http://environment.newscientist.com/channel/earth/climate-change/dn11659