Jeg for i blækhuset for nogle dage siden og skrev indlægget “Mere klimavås fra JP”. Anledningen var JP’s forvrøvlede forsidehistorie den 15/12 2008 om, at klodens samlede temperaturer er faldet siden 1998.
Der er de naturligvis ikke (desværre).
I går skrev samme reporter så, hvad der reelt er et dementi af hans egen tophistorie. En slags reserch for åben skærm, hvor reporteren spørger professor Eigil Kaas, hvordan det kan være, at så meget is på begge poler stadig smelter, når nu lufttemperaturen faldt fra 2007 til 2008.
Historien er sådan set udmærket isoleret set – men men men: Hvor mange af de tusinder, som læste den fordrejende og forkerte forsidehistorie for 14 dage siden, læste gårsdagens mindre opsatte historie? Og af de som gjorde, hvem tænkte så: “Nååe, jamn, så må historien om at klodens temperaturer falder jo have været forkert”?
Nej, som sædvanlig er det skeptiker-vinklen, der står tilbage i hukommelsen på de fleste: “Er der nu noget om det klimahalløj? Ved forskerne, hvad de taler om?”
Fornylig blev det dokumenteret, at fire ud af ti danskere ikke tror på, at klimaforandringerne er menneskeskabte. JP bærer en væsentlig del af ansvaret for, at det forholder sig sådan.
Sagen er jo, at det er en skandale (jeg lyder snart som E. Brokkendorf, Tværvej 13 i Vrissenbjerg fra A.T.S.), at det tilsyneladende kan komme bag på JP’s hovedreporter på klimastoffet, at der vedvarende foregår en ophobning af varmeenergi i jordsystemet på grund af CO2-udledning. Findes der næsten et mere omtalt veldokumenteret fysisk fænomen?
Jeg gætter på, at vi stadig ikke har set den sidste gang klimavås fra JP’s side – men man har jo lov til at håbe.
Hej Kristian,
jeg tror desværre, at du gætter rigtigt. Går ud fra, du har set dagens klimanyhed?
http://jp.dk/nyviden/article1566642.ece
VH Troels
Ja, jeg så det, og det er såmænd interessant forskning, der ligger til grund for artiklen. Desværre bliver den forskningsmæssige kerne i denne historie (noget tyder på, at der muligvis er en sammenhæng mellem nedbørsmængde og styrken af jordens magnetfelt) forvrænget – dels af den journalistiske bearbejdning på Videnskab.dk (som så i dette tilfælde er blevet viderebragt på jp.dk og pol.dk og flere andre steder), dels af de to forskeres overvurdering af egnes resultaters betydning.
At tale om, at disse observationer sår tvivl om, hvorvidt CO2 er den dominerende faktor i den globale opvarmning, er fuldstændig ude af proportioner og egentlig dybt misvisende.
Ing.dk har en udmærket gennemgang af “bomben” i “klimadebatten” her: http://ing.dk/artikel/94779-analyse-bombe-i-klimadebatten-var-en-fuser