Afrika: 8 webfilm om konkrete klimaproblemer

Screendump fra filmen "Creeping Deserts"

Screendump fra filmen "Creeping Deserts"

FN’s nyhedstjeneste IRIN har netop lanceret otte film om kampen mod klimaforandringer på det afrikanske kontinent.

Filmene er korte, konkrete og seværdige.

De problemer, den globale opvarmning skaber, er muligvis abstrakte for mange af os på disse breddegrader, men som man kan se på filmene, udgør klimaforandringerne et presserende konkret problem andre steder på kloden.

Og med diabolsk ironi er det jo sådan, at mens vi i den rige del af verden drøfter, om vi har råd til at gøre noget ved de klimaforandringer, vi selv har ansvaret for, så rammer konsekvenserne de lande og befolkninger som endnu ikke har taget del i olie- kul og gasfesten.

De samme lande kan med usvigelig sikkerhed forvente også at stå i frontlinien, når de forventede endnu højere temperaturer breder sig og skaber endnu større problemer.

Lyder det som aktivist-retorik? Well, såvel sikkerhedspolitiske tænketanke som forsvarsministerier i mange lande har skarpt fokus på emnet, og det vælter frem med rapporter (Sverige, USA, UK), der beskæftiger sig med, hvad denne grundlæggende uretfærdighed kommer til at betyde for sammenhængskraften i det internationale samfund i de kommende år.

De otte film ligger her som en underside til IRIN’s tema: In-Depth: Gathering Storm – the humanitarian impact of climate change.

En Afrika-vinkel mere: Politken har startet en ny blog, “Når klimaet gør ondt”, skrevet af journalist ved Folkekirkens Nødhjælp, Malene Haakansson.