Troværdigheden fosser ud af Jyllands-Posten, del 2

Læs i del 1: På lederplads indtager Jyllands-Posten en klar og afvisende position i forhold til FNs klimapanel, både hvad angår det videnskabelige grundlag, der ligger til grund for klimapanelets konklusioner, og hvad angår klimapanelets anbefalinger. Hermed placerer mediehuset sig internationalt blandt et hastigt svindende mindretal af medier, som hverken anerkender årsagerne til den globale opvarmning eller indsatsen for at dæmme op for den.

Del 2: En ting er lederskribentens holdning, noget andet er dagbladets dækning af klima-stofområdet i nyheds- og baggrundsstoffet. Her skulle den holdningsprægede tilgang til stoffet gerne være erstattet med en objektiv og fair dækning af et væsentligt stofområde, men det er alt andet end objektivitet, der præger JP’s redaktionelle klimadækning. Der er mange eksempler at tage af – her fokuserer jeg på en af de dominerende historier i JP’s klimadækning i år:

JP: En ny istid er på vej
28. januar kunne man læse følgende opsigtsvækkende melding i Jyllands-Posten:

Det er slut med den globale opvarmning inden for nogle årtier, varsler russiske klimaforskere. I stedet for stigende vandstand i havene skal verden forberede sig på en ny ”lille istid”, der vil indtræffe senest mellem 2055 og 2060 og vare mellem 45 og 65 år.”

Kilden til historien er den russiske forsker Khabibullo Abdusamatov, der ikke er klimaforsker, men leder af rumforskningslaboratoriet ved Pulkovo-observatoriet i Skt. Petersborg. Hans istidsteori er kontroversiel, og den vinder mildt sagt ikke genklang i særlig mange videnskabelige kredse.

Abdusamatov og hans istids-teori blev omtalt af den russiske nyhedstjeneste Novosti den 15. januar i år. Her ligger en engelsk version af nyhedstelegrammet. Overfor Novosti forudsiger Abdusamatov, at Storbritannien bliver kastet ud i en permanent sibirisk vinter måske allerede om 65 år, og det fremgår desuden af historien, at han ikke tror på drivhuseffekten, det vil sige de atmosfæriske drivhusgassers evne til at holde på en del af planetens varmeudstråling.

Det kan være svært at vurdere, hvem der har ret, når forskere er uenige, men med sin afvisning af selve drivhuseffekten placerer Abdusamatov sig et godt stykke uden for den etablerede videnskab, og det burde normalt få alarmklokkerne til at ringe på en seriøs nyhedsredaktion. Det fænomen, vi kalder drivhuseffekten, blev påvist i 1896 af Svante Arrhenius, og det er en vigtig og velbeskrevet fysisk proces i atmosfæren, uden hvilken Jorden ville have en gennemsnitstemperatur på -18 grader i stedet for de nuværende cirka 15 grader. Forklaringen er, at atmosfærens indhold af vanddamp, kuldioxid (CO2), metan, lattergas og andre såkaldte drivhusgasser tilbageholder en del af planetens varmeudstråling, ligesom glasvæggen holder på varmen i et drivhus.

Abdusamatov’s afvisning af drivhuseffekten bekymrer tilsyneladende ikke Jyllands-Posten, som 14 dage senere viderebringer russerens kontroversielle ideer.

Moskva korrespondent Niels Jürgensen skriver historien om Abdusamatov, og artiklen ledsages af et billede af kraftigt snevejr i Vladivostok med billedteksten: Det meste af verden kan godt belave sig på at skulle kæmpe med samme vejrforhold som bilisten fra Vladivostok på billedet: Sibirisk kulde.

I JP er Abdusamatov nu blevet klimaforsker, hvilket han ikke er. Han er matematiker og fysiker, og hans arbejde ligger inden for astronomien med solen som speciale. Hvis JP’s redaktionelle medarbejdere overhovedet har foretaget en vurdering af istidsteorien set i en normal klima-videnskabelig kontekst, så fremgår det ikke af artiklen, der viderebringer istids-teorien næsten som var det ny viden. Selv konsekvenserne af en ventede istid får vi et indblik i:

“Den kommende, kolde tidsepoke vil få omfattende og alvorlige økonomiske, sociale og befolkningsmæssige følger for flere end 80 procent af verdens befolkning”, lyder det fra den russiske klimaekspert.

Nogle dage senere, den 2. februar, vælger redaktionen at dyrke istids-teorien yderligere som oplæg til en større baggrundsartikel i samme weekends Indblik-tillæg. Men nu vinkles historien lidt anderledes. Under overskrften “Støtte til klima-teori om Solen” udlægges de russiske istids-teorier som en international blåstempling til den danske forsker Henning Svensmark, der tror på, at svingninger i den mængde kosmisk stråling, der rammer Jorden, hovedsageligt er skyld i den nuværende globale opvarmning og ikke CO2-udledningerne. Det virker uklart, om den russiske forsker rent faktisk støtter Svensmark, eller om det blot er JP, der synes de to ting passer godt sammen.

I weekendens Indblik-artikel kvitterer Svensmark med en opbakning til sine russiske forskerkolleger og deres teori om, at Jorden er på vej mod en ny istid.

Svensmark, JP Indblik, 3. februar 2008:
»Vi ved, at Solen vil gå i en dvaletilstand igen. Det har den gjort syv-otte gange de seneste 10.000 år. Sollignende stjerner gør det samme ca. 25 pct. af tiden. Derfor er det noget, der vil komme til at ske.

Et godt stykke nede i baggrundsartiklen udtaler en af Danmarks førende autoriteter inden for klimaforskning professor Eigil Kaas sig om istidsteorien:

Eigil Kaas, JP Indblik, 3. februar 2008:
»Det er helt ude i hampen, og det er ikke noget, de har belæg for at sige. De begrunder deres forudsigelse med Solens aktivitet, men den er utrolig svær at forudsige,« mener han.

Verbet “mener” er Jyllands-Postens ordvalg, og reducerer Kaas’s kommentar til holdningstilkendegivelse. Det er imidlertid ikke en holdning, men en kendsgerning, at solens processer er vanskelige at forudsige. Noget af det seneste forskning på området peger på, at det måske slet ikke er muligt at forudsige rytmen i solens stærke og svage perioder, da disse rytmer i bund og grund er styret af kaotiske processer.

Men tilbage til Kaas og hans øvrige ordvalg. På de fleste redaktioner ville en så håndfast afvisning af en teori fra en anerkendt professor være grund nok til at droppe en historie, og især i et tilfælde som dette, hvor hovedkilden, Abdusamatov, helt åbenlyst mangler videnskabelig tyngde i en klimasammenhæng. Men de læsere, der fulgte JPs klimadækning den uge, blev blot overladt til selv at vælge, hvilken forsker de ville tro på.

Masser af journalistik konstrueres på den måde. Man viderebringer modsatrettede synspunkter og lader læseren træffe sit eget valg. Men metoden mister al gyldighed, hvis journalisten undlader at gøre opmærksom på, at et af synspunkterne er svagt underbygget og stærkt kontroversielt.

Kontroversen om Hockeystav-kurven
Som om det ikke var nok slid på bladhusets professionelle troværdighed for een dag, så indeholder samme Indblik-artikel også en kritik af den såkaldte Mann-kurve (se den her), som er en grafisk fremstilling af en rekonstruktion af de sidste 1000 års temperaturudvikling. Kurven kaldes også hockeystav-kurven, fordi de seneste årtiers globale opvarmning får kurven til at stige stejlt til sidst på en måde, så den ligner en liggende hockeystav. Kurven har været anvendt af FN’s klimapanel, og den har givet anledning til mange diskussioner.

Klima-skeptikere accepterer ikke Mann-kurven som en gyldig repræsentation af de sidste 1000 års temperaturuvikling, primært fordi de siger, at den ikke formår at vise den såkaldt lille istid i 1600-tallet. Når kurven kan ende som en kontrovers, er det fordi en rekonstruktion af den globale temperaturudvikling i tiden før de officielle målingers start i forrige århundrede er en vigtig brik i vores forståelse af forholdet mellem atmosfærens CO2-indhold og temperaturudviklingen. Vi er nede i noget klima-nørderi, men af den vigtige slags. Læs eventuelt mere om Mann-kurven på Wikipedia.

Her er hvad JP skrev den 3. februar:

Den mest kendte kurve over temperaturudviklingen på kloden de seneste tusind år er Mannkurven . Den viser en næsten uændret udvikling i temperaturen på kloden, indtil det pludselig begynder at blive meget varmere for omkring 100 år siden. Her er ikke nogen lille istid eller varme i Middelalderen.

Professor dr. scient. Bent Vad Odgaard ved Geologisk Institut på Aarhus Universitet, der bl.a. arbejder med klimaforandringer og økologiske data, er ikke begejstret for kurven.

»Mannkurven er temmelig omdiskuteret. Der er betydelig enighed om, at der er metodiske problemer forbundet med kurven. Således viser den hverken den lille istid eller middelaldervarmen i Europa. Det er derfor ret kedeligt, at den er slået så kraftigt igennem. Noget er rigtigt, men klimaet har ikke været stabilt, sådan som Mannkurven indikerer. Derfor får man en unuanceret diskussion.«

Dette er en del af en større diskussion, der i sidste ende handler om, hvorvidt den konstaterede globale opvarmning er menneskabt (på grund af CO2-udledninger), eller om klimaet er ved at ændre sig på grund af naturlige variationer.

Igen spises JP’s læsere af med en journalistfagligt meget ringe indsats. Man skal bare søge få minutter på nettet efter information om Mann-kurven, før man finder ud af, at kontroversen om kurven er afgjort, og at professor Odgaard videnskabeligt set står meget isoleret med sin kritik. I 2006 udkom nemlig hele to uvildige undersøgelser af Mann-kurvens troværdighed bestilt af kongressen i USA. Den ene blev udført af det amerikanske videnskabelige selskab. Her er deres pressemeddelse. Begge undersøgelser konkluderer, at temperatur-rekonstruktionen overordnet set er troværdig.

Siden offentliggørelsen af Mann’s kurve i 1998 har flere andre forskerhold rekonstrueret klodens temperaturudvikling også længere bagud end 1000 år, og de kongres-bestilte undersøgelser noterer sig, at alle de kurver, der er lavet siden Manns i det store hele viser det samme – en nogenlunde flad temperaturudvikling indtil menneskets CO2-udledninger tager fart. Som sagt: det ville have taget ti minutters research at slå fast, at Odgaard tager fejl.

Man spørger sig selv om det er sløseri eller en bevidst undladelse fra JP-reporterens side, at læserne ikke får bedre besked. Personligt håber jeg det er sløseri. Under alle omstændigheder harmonerer den udviste professionelle standard dårligt med bladhusets selvpromoverede image:

JPannonce

Aktuel egenannonce. Prikkerne efter “troværdighed” er mine – jeg satte dem før, jeg vidste, jeg ville bruge udklippet her på bloggen.
Teksten i annoncen: Vi kender det godt: Der er noget, man bare skal vide. Og i dag er det heldigvis let at få mere at vide om et emne. Søg f.eks. blot på internettet og få svar – flere hundrede svar – ja måske flere tusinde svar. De fleste informationer kan man fæste lid til. Andre ikke. Ofte er man selv i stand til at vurdere kilderne. Andre gange er man i tvivl. For Morgenavisen Jyllands-Posten er troværdigheden altafgørende, uanset om den bringes elektronisk eller på papir. Vi bringer troværdig viden og troværdige informationer hver dag. (Afsluttes herefter med lidt almindelig salgs-snak.)
Her finder du JP’s redaktionelle principper.

Hvad synes du? Er jeg på vildspor i min kritik af JP?

Relaterede indlæg: