Seriøs undervurdering af klima-udfordringen

windturbine

En dansk Siemens havmølle ved Thames Estuary. Verden har brug for flere havmøller og andre ikke-fossile energikilder. Spørgsmålet er, om FN’s klimapanel undervurderer udfordringen med at få investering og produktion inden for energiforsyning til at matche klodens enorme fremtidige behov for ren energi. Foto/Flickr: Phil Hollman.

Ildevarslende opråb fra amerikanske forskere: FN’s klimapanel er ude i en seriøs undervurdering af teknologiens evne til at redde os fra katastrofale konsekvenser af den globale opvarmning.

I det seneste nummer af Nature gennemgår tre forskere de forudsætninger, som FN’s klimapanel lægger til grund for panelets forventninger til fremtidige teknologiske løsninger på en CO2-fri energiforsyning. Konklusionen er, at klimapanelet på den ene side overvurderer det globale samfunds evne og vilje til at investere i og udvikle rene energikilder, og på den anden side undervurderer stigningstakten i de globale CO2-udledninger.

17:40 NY TILFØJELSE: Voldsom kritik af Nature-artiklen på bloggen Climate Progress.

I sine fremtidsvurderings-scenarier opererer klimapanelet med en årlig global vækst i CO2-udledninger på 1,5 procent, men de sidste tre år er de globale CO2-udledninger steget med 3 procent.

Klimapanelet anbefaler, at den internationale indsats mod CO2-udledninger skal sigte på at standse temperaturstigningerne på + 2 grader. Yderligere stigninger i middeltemperaturen vil føre til katastrofale klimaforandringer.

Alle er enige om, at det vil være en kolossal udfordring at nå det mål i sig selv. Nature-artiklens tre forfattere estimerer imidlertid, at udfordringen, både teknologisk og økonomisk er mindst fire gange så stor som klimapanelet antager.

En af deres hovedpointer er, at klimapanelet antager, at der mere eller mindre automatisk vil ske en innovativ udvikling af den globale energiforsyning hen imod rene energikilder. I virkelighedens verden, siger de, ser vi flere og flere kulfyrede kraftværker skyde op i Asien, og det er en trend, man kan forvente kopieret i Afrika.

Se Natures egennyhed om den publicerede artikel. Forfatterne er: samfundsforsker Roger Pielke Jr., økonom Christopher Green og klimatolog Tom Wigley. Deres artikel bakkes op af The National Science Foundation i USA, der igår udsendte en pressemeddelse i samme anledning.

Comments 1

  1. Jan wrote:

    Nature’s artikel er selvfølgelig ikke opløftende, men der er jo ikke noget nyt i at det internationale klimapanel, IPCC ikke er alarmister. Det er velkendt at skadevirkningerne, som skyldes klimaændringer underestimeres af IPCC.

    Iflg. IPCC’s fjerde vurderingsrapport står det klart, at 2-graders målet kun kan opfyldes ved en stabiliseringskoncentration så langt nede som 430 ppm CO2 ækvivalenter (CO2-eq). For at overholde denne grænse må der i perioden 2005 til 2050 ikke udledes mere end 500Gt CO2-eq. Med en årlig udledning på 50Gt CO2-eq er der altså kun 10 år tilbage med uændret udledning – så overskrider vi med stigende sikkerhed 2-graders målet.

    Frem til 2050 kan vi groft sagt vælge mellem konstante årlige reduktioner eller konstante reduktionsrater. Meget taler for konstante reduktionsrater, idet man på denne måde høster de store og relativt lette reduktioner først. Det der skal til for at overholde en stabiliseringskoncentration på 430 ppm er en årlig reduktionsrate på ca. 6% frem til 2050.

    Teknisk og økonomisk er det en udfordring, hvor der skal anvendes en bred vifte af virkemidler. Teknologien findes, men er på nogle områder endnu ikke fuldt udviklet. Med politisk vilje kan opgaven løses.

    Det er i øvrigt en fantastisk blog som samler trådene vedr. klimaudfordringen. Meget omfattende og et bredt internationalt udsyn.

    Posted 03 Apr 2008 at 21:44

Post a Comment

Your email is never published nor shared. Required fields are marked *