En af verdens førende klimaforskere, chefen for Nasa’s Goddard Institute for Space Studies, James Hansen, sagde mandag ved en prisoverrækkelse i USA, at de nuværende globale politiske forsøg på at mindske CO2-udledninger slet ikke er nok, og at menneskeheden allerede befinder sig på katastrofekursen.
22:00 tirsdag: Artikel uddybet / mindre omformuleringer.
James Hansen og syv andre kolleger har netop indleveret en videnskabelig artikel til Science, hvori de fremlægger deres seneste forskning. Artiklen indeholder angiveligt stærke argumenter for, at der skal meget mere drastiske reduktioner i atmosfærens CO2-indhold til, end for eksempel Danmark og EU sigter på, hvis katastrofale havniveau-stigninger skal undgås i meget nær fremtid.
James Hansen har længe været uenig med FNs klimapanel omkring forudsigelser om havniveau-stigninger. Hvor klimapanelet forudsiger maksimale havniveau-stigninger på under en meter i sit værste CO2-udledningsscenarie, så vil det samme udledningsscenarie efter James Hansens mening sandsynligvis betyde, at Vestantarktis mister sin iskappe allerede ved udgangen af dette århundrede (det vil give mindst to meter havniveaustigning globalt).
I den netop færdiggjorte artikel publiceres resultaterne af en række analyser foretaget på havbundsprøver, som er hentet op fra stor dybde. Prøverne giver indblik i atmosfærens CO2-indhold for omkring 35 millioner år siden – en periode hvor polerne ikke var isdækkede, men hvor Jorden befandt sig på tærsklen til en global istid. Prøverne viser, at atmosfærens CO2-indhold på det tidspunkt var omkring 450 ppm og faldende.
Om måleenheden ppm – parts per million – som atmosfærens indhold af drivhusgassen CO2 måles i:
- Før-industrielt atmosfærisk niveau, cirka år 1750: 280 ppm
- CO2-niveau februar 2008: 385 ppm
- Årlig stigning: cirka 2 ppm
James Hansen ræsonnerer ud fra måleresultaterne og vores viden om CO2 som drivhusgas, at atmosfærens CO2-niveau har et klimaforandrende “tipping point”, og at dette ligger under 450 ppm. Når niveauet af atmosfærens CO2-indhold passerer dette “tipping point”, siger han, så iværksættes en irreversibel klimaforandringsproces, som i sidste ende vil påtvinge vores efterkommere en total afsmeltning af polerne (med havniveaustigninger på mindst 70 meter til følge).
Hvis disse antagelser holder stik, er vi selvsagt i en alvorlig situation med det nuværende, hastigt voksende atmosfæriske CO2-niveau. Problemet er endda større, da det såkaldte “tipping point” ifølge Hansen ligger en del under 450 ppm – faktisk cirka der, hvor vi befinder os nu. Vi racer forbi klimakatastrofens “tipping point”.
HVAD KAN DER GØRES? James Hansen (og mange andre klimaforskere med ham) anbefaler 350 ppm som et sikkert atmosfærisk CO2-niveau. Det flytter målstregen for de nuværende politiske CO2-reducerende bestræbelser sådan cirka tre-fem banelængder.
Ikke alene skal hele menneskeheden have udfaset de fossile energikilder i løbet af årtier – vi skal også til at fjerne CO2 fra atmosfæren. Lyder det som science fiction? Det vil jeg beskæftige mig mere med i den kommende tid.
Guardians reportage fra prisoverrækkelsen, hvor James Hansen udtalte sig.
Bloggen Climate Progress som netop i denne uge sætter fokus på teknologiske løsninger på CO2-reducering.
Comments 2
James E. Hansen er den alarmist der gør mest for at afskaffe IPCC.
Ifølge Hansen når vi “The point of No return” i 2012, så det virker besynderligt at IPCC planlægger at udgive deres næste rapport i 2014….Det er simpelthen spildt arbejde.
Han har tidligere luftet at en verdenskrig er løsningen:
Se http://www.glar.gl/b.pdf
Mvh
Posted 30 Apr 2008 at 00:44 ¶Well, man kan mene om James Hansens metoder, hvad man vil – jeg er heller ikke sikker på, at han med “budskabs-maskingevær” altid fremmer den sag, han kæmper for.
Posted 30 Apr 2008 at 12:48 ¶Men jeg føler mig overbevist om, at det ville være en alvorlig fejl at fæste så meget lid til IPCC, at vi kun giver os selv lov til at diskutere klima-konsekvenser inden for rammerne af IPCC’s vurderinger/scenarier.
James Hansen er langt mere vidtgående end IPCC i sin vurdering af faren for katastrofale hav-niveaustigninger, og her er der mere og mere, der tyder på, at det er JH og ikke IPCC, der anlægger de mest realistiske vurderinger.
Læs i øvrigt hans seneste artikel, som er populærvidenskabelig og velargumenteret: http://www.columbia.edu/%7Ejeh1/2008/StateOfWild_20080428.pdf
Post a Comment