Island sælger den gode klimahistorie

Billede af Vatnajokull

Større afsmeltning fra Vatnajökull gletcheren giver større vandpres i Islands floder (og fede tider for øens vandkraftværker). Foto: Adrien Vieira de Mello/Flickr.

Nyhedsbureauet REUTERS har været på reportagerejse i Island, og det er der for en gangs skyld kommet en rigtig positiv klima-frontlinie-beretning ud af. I følge REUTER-reporteren er islændingene heldige. Som en af de få nationer på Jorden kan landet tillade sig at læne sig tilbage og bare nyde det varmere klima – ikke mindst økonomisk.

Forklaringen: Varmen får smeltevandet til at fosse ud af gletcherne, og det får turbinerne til at snurre i vandkraftværkerne. Det giver den nordlige halvkugles laveste el- og varmepriser, og det er godt for økonomien.

Artiklen nævner ikke noget om udsigten til slet ikke længere at have noget gletcher-smeltevand, når en gang den sidste klump is er smeltet … For det er, hvad fremtiden har i vente for hovedparten af verdens gletchere.

Men læs eventuelt selv videre – blandt andet om Islands målsætning om at omlægge det samlede brændstofforbrug i transportsektoren til brint, både på land og til havs, inden år 2050. Samt de vilde planer om at bore fem kilometer ned i Jordens indre og tappe mere ren varmeenergi i form af “supercritical hydrous fluid”, hvad det så end er.

Det hele er vældig optimistisk, faktisk næsten jubeloptimistisk. Man studser over, om det mon er et dækkende billede af, hvordan islændingene ser på en fremtid med et varmere klima og de betydelige ændringer af land og livsstil, som det indebærer. Tænk bare på de potentielle havniveaustigninger, som James Hansen advarer om i dagens anden blogpost. Jeg gætter på, at der er en solid gang “spin” på spil.

Udpluk:

Carol van Voorst, U.S. ambassador to Iceland, has made the promotion of energy ventures in Iceland part of her mission.
“We’re on the ground, we know the players, and we can be helpful in making the links and connections,” she said.
“You quickly notice how creatively Iceland is using its natural resources,” she said.
Among the initiatives that have caught her attention are a deep-drilling project to harness underground energy, technology to convert carbon dioxide into fuel and hydrogen-powered rental cars, which went into use in Reykjavik last year.

Mon ikke den gode ambassadør og driftige islandske erhvervsfolk har inviteret REUTERS til Island for at genfortælle en omgang positiv business-klima-spin? Holder det stik, må man sige, at nyhedsbureauet kvitterer med eftertryk. Der er ikke noget faktuelt galt med artiklens indhold, men det er sundt at træne sig i at spotte spin, når man ser det :-)