Stiger havniveauet så?

wilkins

150 meter brede isbjerge i sumpen fra det nyligt disintegrerede Wilkins isfjeld på Den Antarktiske Halvø. Billedet er taget fra satellit. Foto af: National Snow and Ice Data Center/med tilladelse fra Cheng-Chien Liu, National Cheng Kung University (NCKU), Taiwan og Taiwan’s National Space Organization (NSPO); billedbehandling: Earth Dynamic System Research Center, NCKU, Taiwan.

Opfølgning på Wilkins-isfjeldets opløsning Er der grund til bekymring?

Forskerholdene, der har opdaget, at Wilkins-isfjeldet er ved at gå i opløsning, supplerer deres observationsdata (pressemeddelelser her og her) med en konstatering af, at hændelsen blot er den seneste i en række af lignende is-opbrud, som skyldes klimaforandringer og stigende temperaturer omkring Den Antarktiske Halvø.

Fra en af en af pressemeddelserne:

The Wilkins is one of a string of ice shelves that have collapsed in the Antarctic Peninsula in the past thirty years. The Larsen B became the most well-known of these, disappearing in just over thirty days in 2002. The Prince Gustav Channel, Larsen Inlet, Larsen A, Wordie, Muller, and the Jones Ice Shelf collapses also underscore the unprecedented warming in this region of Antarctica.

Et par forsker-kommentarer mere her på Politiken.dk.

Wilkins-isfjeldet, som nu er ved at blive opløst, bidrager ikke som sådan til havvands-stigninger, da det i forvejen flød på vandet, men begivenheden er alligevel væsentlig i en klimaforandrings-sammenhæng.

Rundt om store dele af Antarktis er den landfaste iskappe omgivet af flydende semi-permanente islag som Wilkins isfjeldet (ice shelfs). De flydende ismasser har en vigtig funktion, idet de virker som stopklodser for gletchere, der munder ud i havet. Forsvinder de, kan det fremskynde en uoverskuelig udflydning af landfast is i Sydhavet.

Af samme grund påpeger mange af de forskere, som beskæftiger sig med is-observationer, at man ikke kan udelukkende risikoen for meget markante havniveau-stigninger i en relativ nær fremtid. De taler om stigninger på 1-7 meter. Se for eksempel denne artikel i JP eller mere omfattende her i Washington Post.

Hvem skal man tro på?
Ovenstående risikovurdering står i grel kontrast til den udlægning af havniveau-stignings problematikken, som Bjørn Lomborg dominerede en pæn del af klimadebatten i 2007 med. Blandt andet i en kronik i Politiken (pdf) i oktober skriver Lomborg, at

Selv hvis de værste estimater fra Grønlands afsmeltning fortsætter i resten af århundredet, så vil det betyde en havniveaustigning om hundrede år på blot 7 cm.

Her refererer Lomborg til et af etstimaterne fra FNs klimapanels seneste rapport. Se godt på tallet “7 centimeter”. Harmløst ikke? Det er taget ud af en sammenhæng, hvor der fra klimapanelets side også udtrykkeligt gøres opmærksom på, at estimatet i sine forudsætninger blandt andet undlader at medtage effekten af dynamisk afsmeltning/ødelæggelse af ismasser. Så på trods af at klimapanelet angiver 7 centimeters afsmeltning fra Grønland som sit højeste estimat inden for 100 år, understreges det samtidig at de potentielle havniveau-stigninger meget vel kan vise sig at blive større (det er en erklæret prioritet fra klimapanelet, at estimaterne for havniveau-stigninger skal forbedres). Det har Lomborg selvfølgelig bemærket, men han nævner det ikke med et ord.

Var noget lignende sket ved en eksamen på Journalisthøjskolen, hvor jeg underviser, var det en dumper. Man manipulerer ikke med væsentlige oplysninger. Desværre er der flere eksempler.

I forbindelse med Al Gores besøg i Danmark sidste år, var Lomborg meget udfarende i sin kritik af Al Gores film “En ubekvem sandhed” – netop på grund af filmens udlægning af fremtidige havniveau-stignings-scenarier. På dette område beskyldte Lomborg Al Gore for at overdrive vildt. I filmen nævner Gore risikoen for, at den kraftige dynamik i polernes isopbrud på lang sigt kan føre til enorme havniveau-stigninger på op til syv meter, som det er set før i den geologiske historie.

Bjørn Lomborg forsøgte forgæves sammen med Jyllands-Postens Flemming Rose at få et interview med Al Gore, hvor de to ville konfrontere Al Gore dels med observationer, der dokumenterer, at isen mange steder i det indre Antarktis rent faktisk bliver tykkere i disse år, og dels med tal fra FNs klimapanel, der kun opererer med mulige havniveau-stigninger i år 2100 på 59 centimeter.

Et Gore-interview blev det ikke til, men Lomborgs kritik blev viderebragt i mange medier både i Danmark og i udlandet, og Al Gore fremstod på den baggrund som en useriøs “klima-alarmist”.

Som det alt for ofte er tilfældet, gik flertallet af de journalister, der dækkede historien, ikke tilstrækkeligt ind i substansen til at vurdere, hvem der kom tættest på sandheden i forhold til fremtidens mulige havniveau-stigninger, Bjørn Lomborg eller Al Gore. Jeg husker især et interview med Lomborg i DRs “Aftenshowet”, hvor han helt uden modspil fik lejlighed til at fremføre sin kritik af Al Gore. Lomborg fremstod som fornuften selv med besindige henvisninger til FNs klimapanel, der i sit “worst case-scenarie” for havniveau-stigninger kun opererer med håndterbare 59 centimeter om 100 år.

Vælger man at basere sin vurdering på dokumenterede videnskabelige observationer og anerkendte fagfolks fortolkninger af data (hint: ja, det kan anbefales), så er det imidlertid ikke nogen uoverkommelig opgave, selv for os lægfolk, at vurdere, hvem der i dette tilfælde informerede mest redeligt.

Historien er den samme som før med Grønlands indlansis. Set isoleret giver klimapanelets forbeholdne forudsigelser på 59 centimeter ikke en troværdig risikovurdering af fremtidige havniveaustigninger – lang fra.

Lomborg er endda decideret på vildspor, når han fremhæver snefald på kontinentet som tegn på, at Antarktis opbygger sin ismasse i disse år. I sin seneste bog “Cool it!” skriver Lomborg: “Antarctica is generally soaking up more water than Greenland is shedding …” (side 64). Det er rigtigt, at iskappen nogle steder på Antarktis-kontinentet vokser, men det er forkert, at kontinentets ismasse totalt set øges i disse år, hvilket NASA dokumenterede i 2005 (før “Cool it!” blev skrevet). NASAs forskere påviste i en rapport, som Lomborg vanskeligt kan have overset, et årligt is-svind på Antarktis på 152 kubikkilometer is (plus-minus 80) målt i perioden april 2002 til august 2005. Det svarer til hele USAs vandforbrug i tre måneder, hvis man ellers kan forestille sig det.

Siden er der kommet mere data, og det seneste is-opbrud på Wilkins Shelf er en del af samme målbare og veldokumenterede nedadgående trend i Antarktis-ismængen.

Kan vi så alligevel ikke tillade os at se let på denne trend, når nu selveste FNs Klimapanel i sin seneste rapport fra 2007 kun estimerer en maksimal havstigning på sølle 59 centimer i år 2100? Nej, gid det var sådan. Klimapanelet (IPCC) gør selv opmærksom på, at deres fremskrivning (worst case prognose) primært er baseret på et estimat af, hvor meget havene kan tænkes at stige som følge  af langsom afsmeltning af is vandmassernes udvidelse ved forventede temperaturstigninger. IPCC medregner ikke effekten af hurtige ændringer i isens opførsel, som det vi i denne uge ser på Wilkins Shelf, og IPCC noterer også, at man heller ikke har indregnet effekten af forventede forstærkende opvarmnings -faktorer efterhånden som atmosfærens CO2-indhold fortsætter med at stige.

Konklusion: De spektakulære billeder, vi ser fra den Antarktiske Halvø, er budbringere fra klimaforandringernes “værksted”, og der er ikke noget at komme efter i forhold til Al Gores pointe: Vi kan ikke tillade os at afskrive risikoen for meget alvorlige fremtidige havniveau-stigninger. Husk det til næste gang, Aftenshowet!

Og var det så bare kun Aftenshowet … En af Politikens chefredaktører, Stig Ørskov, sluger Lomborgs fremstilling af havniveau-stignings-problematikken (og mange andre af Lomborgs ligeså manipulerende pointer) råt. Se Ørskovs anmeldelse af Lomborgs anden bog her. Ørskov håber ligefrem, at mange vil læse bogen: “…flest mulige menigmænd bør svale sig selv af i debatten om den globale opvarmning”.

Min kommentar: Er det ikke et kerneproblem for journalistikken, når vi på den ene side undlader at sætte os ind i substansen, og på den anden side fortæller læserne, hvad de skal mene om væsentlige emner? Og nej, det er ikke for svært at sætte sig ind i, hvad der er op og ned på klimaområdet, det er højst tidskrævende, men det kan vel ikke en undskyldning.

PPS: Eric Rignot, en af verdens førende Antarktis-is-eksperter, deltog sidste år i en spørgsmål-svar session i Washington Post – kan anbefales.