Troværdigheden fosser ud af Jyllands-Posten, del 1

Jeg vil gerne sætte fokus på en leder bragt i Jyllands-Posten den 25. 12. 2007. Beklager forsinkelsen, som i en normal nyhedssammenhæng ville være håbløs, men Klimabrev.dk er først lige opstået, og lederen spøger stadig i mit faglige univers. Her kommer den:

Den evige frygt

DELE AF JORDENS befolkning synes ramt af en sygdom, hvor ingen medicin hjælper: Den store, globale klimaforskrækkelse.

Diagnosen taler om en tilstand, der nærmer sig en besættelse. Hos nogle er der tegn på underkastelse som af nyreligiøse bevægelser.

Her skal ikke stilles spørgsmål. Tvivlen kommer klimaet til gode, for verden står på spil, og alle gode kræfter mobiliseres.

Lad være, at verden tidligere har været i fare med istider, vulkansk aktivitet, meteornedslag og oversvømmelser af bibelske dimensioner.

Hver gang er den kommet sig, og livet går videre. Alt ville være godt, hvis ikke mennesket var en art, der uden ophør dyrkede problemer.

Gennem historien er den mani blevet udnyttet af politiske plattenslagere, som ved at nære frygten og udpege fjenden har kunnet holde befolkninger i skak.

Vi er til fals for dommedagsteorier, hvad enten de handler om, at millioner vil dø af sult inden årtusindeskiftet eller forestående miljøkatastrofer.

I talrige daglige tv-udsendelser følger vi klimaet tæt, og kun få undrer sig over, hvordan klimaforskere kan se 100 år frem i tiden, når meteorologerne end ikke kan forudsige, om Solen vil skinne i morgen.

Nok er den gennemsnitlige temperatur steget, men det er ikke beviset på, at Jordens klima er truet, at polerne smelter, og at det kun er et spørgsmål om tid, før verden går under.

Måske derfor beder paven klimaprofeterne om at slappe af og efterlyser beviser.

Alligevel dæmoniseres repræsentanter for andre synspunkter, og personer som Henrik Svensmark og Bjørn Lomborg er ilde hørte blandt de ramte.

Den danske regering følger strømmen og har udnævnt en klimaminister, der skal lede forberedelserne til klimatopmødet i København i 2009.

Vi hører dagligt om den alt for store danske CO2-udledning. Hvis Danmark har så store problemer med sin CO2, burde man tage konsekvensen og indføre atomkraft, som leverer CO2-fri energi.

Teknologien er gennemprøvet, og vi behøver ikke forpeste miljøet med kulkraft. Alt andet er hykleri.

Men tro nej. Danskerne skal ikke vide af atomkraft. Det er alt for farligt. Når man følger debatten om klimaet, begynder man at få fornemmelsen af, hvordan det må have været under inkvisitionen.

Det er virkelig en bemærkelsesværdig tekst.

For det første kan man næppe forestille sig en mere total forkastelse af, hvad vi ved om fortidens klimaændringer. Hvad man kan sætte sig ind i på en eftermiddags internetsøgning er, at fortidens klimaændringer ikke er en kilde til trøst, men til dyb foruroligelse. Jordens geologiske historie har set drastiske klimaskift over kort tid, og såmænd også klimaskift med CO2 som hovedaktør. Vi, der lever på Jorden i dag, er biologiske efterkommere af overlevere af indtil flere masseudryddelsesbegivenheder.

“…verden tidligere har været i fare med istider, vulkansk aktivitet, meteornedslag og oversvømmelser af bibelske dimensioner. Hver gang er den kommet sig, og livet går videre.” Sandt nok, men med lidt mere præcision skulle der have stået en del af livet går videre. Og set fra kontorstolen og gourmet-kaffeautomaten virker det sikkert, som om det alt i alt er gået relativt smertefrit. Det er en observation, der rummer omtrent lige så meget indsigt, som hvis lederskribenten havde siddet i et rutefly på vej til vinsmagning i Sydafrika og bemærket følgende om Darfur fra 10 kilometers højde: “Det ser ganske dragende ud, lidt tørt måske, men helt sikkert fredeligt og egnet til sherry”.

Det er svært at forestille sig den samme kombination af arrogance og uvidenhed få spalteplads til udfald overfor andre videnskabelige discipliner end klimaforskning.

For det andet bliver mennesker, som bekymrer sig om klimaforandringer, slået i hartkorn med ny-religiøse, endda af typen der underkaster sig. Sammenligninger mellem miljø-interesserede og religiøse fanatikere er på mode i mediernes forlængelse af tidens borgerlige værdikamp:

Af Claes Kastholm, Berlingeren, 12. januar 2008
Det religiøse behov er uudryddeligt og har det til fælles med vand, at det altid finder vej. Kan det ikke komme frem på den ene måde, skal det nok komme frem på en anden måde. Det er at foretrække, at det religiøse behov finder udløsning i ægte religion og ikke i alt muligt andet. Desværre står kirken for tiden svagt, og det ser ud til, at de store kristne vækkelsesbevægelser, der evnede at opsuge så mange følelser og give så megen tryghedsskabende identitet, er en saga blott ligesom det 20. århundredes religionserstatning, marxismen.

I dag løber det religiøse behov omkring som vilde heste, der kan indfanges og spændes snart for den ene vogn snart for den anden. Et eksempel på det er den jublende tilbedelse af vindmøllerne og den af alle kendsgerninger uanfægtede tro på, at disse moderne Storm P.-maskiner – den hvide pest, som cand. polit. David Karsbøl kaldte dem her i avisen sidste søndag – er svaret på vores energibehov.”

Der ligger implicit en meget vidtgående forkastelse af videnskaben i både JP-lederen og Kastholms tekst (Kastholm sætter rekord i virkelighedsflugt, når han skriver videre, at vindmøller skal skrives ud af regeringens energipolitik til fordel for bølge-energi, der “indeholder 800 gange mere energi”).

Og både JP-lederskribenten og Kastholm, synes at vindmølle-tilhængere og klima-bekymrede opfører sig, som var de grebet af en religiøs vækkelse. Det slående er, at det modsatte i meget høj grad er tilfældet: JP-lederskribenten og Kastholm har en så selektiv og værdibaseret tilgang til virkeligheden og videnskaben, at den eneste parallel, jeg kan finde, er det religiøse verdenssyn, man finder hos fundamentalistiske kristne, der plæderer for “intelligent design”, altså en værdibaseret, kristen fortolkning af universets love. Det er en videnskabsopfattelse, hvor det vi ved ikke spiller så vigtig rolle i forhold til det vi gerne vil tro.

Jeg er sikkert naiv, men det er mig en gåde, hvordan tilsyneladende intelligente mennesker kan forkaste let forståelig og let tilgængelig etableret viden og videnskab og i stedet forme og formidle virkeligheden ud fra eget værdisæt. Det hører ikke hjemme i journalistikken. Selv i opinionsjournalistikken, hvorfra de to eksempler er hentet, gælder der spilleregler. De holdninger og meninger, som medierne søger at præge samfundsudviklingen med, må nødvendigvis tage udgangspunkt i underbygget viden – alt andet vil være misbrug af den særlige tillid medierne nyder i samfundet.

Hør bare hvad selveste Flemming Rose sagde ved dimissionen i januar i år på Journalisthøjskolen, hvor jeg underviser:

Pressen er den eneste magt i vores samfund, der er fuldkommen ukontrolleret, og det kræver særlig selvjustits. Pressen skal være kritisk, men pressen skal ikke tro, at der gælder særlige regler for den, og at man med henvisning til offentlighedens interesse kan tillade sig hvad som helst. Magtbrynde er en svøbe.

Jeg kunne ikke være enig. Kastholms kamp mod vindmøller blander jeg mig uden om – det ligger uden for denne blogs emne – men JPs særprægede, værdibaserede dækning af klimaområdet tenderer magtmisbrug, for det er desværre ikke kun på lederplads, at den er gal med formidlingen og prioriteringen. Der går ikke en måned, uden at jeg taler med folk, der ikke rigtig tror på “alt det der med klimaet”, hvor det så godt som hver gang viser sig, at det er en JP-læser.

Det er et stort ansvar at misforvalte, og det står i skærende kontrast til andre seriøse internationale medier, der melder klart ud, at de anerkender den videnskabelige konsensus om klimaforandringerne, og de udfordringer det medfører.

I “Troværdigheden fosser ud af Jyllands-Posten, del 2” handler det om JPs redaktionelle dækning af klimastoffet.

JPannonce

Aktuel egenannonce. Prikkerne efter “troværdighed” er mine – jeg satte dem før, jeg vidste, jeg ville bruge udklippet her på bloggen.
Teksten i annoncen: Vi kender det godt: Der er noget, man bare skal vide. Og i dag er det heldigvis let at få mere at vide om et emne. Søg f.eks. blot på internettet og få svar – flere hundrede svar – ja måske flere tusinde svar. De fleste informationer kan man fæste lid til. Andre ikke. Ofte er man selv i stand til at vurdere kilderne. Andre gange er man i tvivl. For Morgenavisen Jyllands-Posten er troværdigheden altafgørende, uanset om den bringes elektronisk eller på papir. Vi bringer troværdig viden og troværdige informationer hver dag. (Afsluttes herefter med lidt almindelig salgs-snak.)
Her finder du JP’s redaktionelle principper.

Hvad synes du? Er jeg på vildspor?

Relaterede indlæg: